Ung næstformand: Jeg møder ingen unge, der tror, de kan arbejde som 75-årige

Af Lasse Haugaard Pedersen
Næstformand i Dansk Ungdoms Fællesråd

"Men han har jo ikke noget på," råbte barnet i al sin uskyld til folks forbavselse, da han så den nøgne kejser.

Ja, ofte er det sådan, at man skal høre de mest åbenlyse sandheder fra børn og unge, mens de voksne holder tand for tunge. Akkurat sådan forholder det sig også med pension.

Jeg har stadig til gode at høre fra et ungt menneske, som for alvor tror på, at vores generation bredt set kan arbejde til vi er 73, 74 eller 75 år.

Selvom de selvfølgelig findes, har jeg altid fundet det besynderligt, at en bestandig del af min generation har mistet troen på den vel nok vigtigste politiske reform i nyere tid. Imens har det politiske etablissement rost dens klæder i diverse økonomiske opgørelser og finanspolitiske fremskrivninger. 

Tænk, at der skulle gå knap 20 år, før man i magtens midte turde tale højt om den nøgne sandhed: at pensionsalderen ikke kan stige i det uendelige. Det er kærkomment, for ikke alene er forventningerne til de yngstes pensionsalder urealistisk. Den er også hamrende uretfærdig.

Efterlader regningen i børneværelset

Hvis politikerne fortsat bygger fremtidens økonomi på velfærdsforligets skæve fundament, efterlader de regningen i børneværelset.

For mens den ”robuste økonomi” i dag kan tillade politikerne at holde kalas, skal min generation betale af; enten må det arbejdes af med Europas suverænt højeste pensionsalder, eller også må vi spinke og spare, når vi for sent finder ud af, at forligets fundament slår sprækker.

{{toplink}}

Derfor må vi indse, at unge skal kunne gå tidligere på pension, end de har udsigt til i dag.

Med den stigende pensionsalder må unge i dag nøjes med en markant mindre andel af sit liv på pension. Det skyldes, at for hver gang den forventede levetid stiger med et år, forlænges arbejdslivet tilsvarende.

Derudover viser pensionskommissionens rapport, at færre i fremtiden vil være i live 15 år efter, pensionsalderen indtræffer. Dertil kommer, at antallet af sunde leveår ikke følger med den generelle stigning i levealder. For hver gang vi i gennemsnit lever fem år længere, vil kun fire år være med godt helbred. 

Der mangler konkrete initiativer 

Det er uden tvivl positivt, at Socialdemokratiet nu løfter dagsordenen, men der er brug for at åbne samtalen op og skabe dialog om emnet. Det er selvsagt svært, når Socialdemokratiets udmelding er blottet for konkrete initiativer.

Der er efterhånden ikke noget nyt i, at Socialdemokratiet taler med uld i mund, når de lancerer nye store politiske udmeldinger. Til stor frustration for politiske modstandere, som tvinges til at fægte i blinde, mens der primes i det uendelige.

Det gjaldt med Arnepensionen såvel som med Lønløftet. Intentionen skal mejsles i granit, før politikken kan fremlægges på papir.

Desværre kortslutter den politiske samtale, når banen aldrig for alvor bliver kridtet op. Det gør det svært at mødes på midten og nå frem til et fælles bedste.

Derfor bliver Socialdemokratiet nødt til at komme på banen med mere konkrete visioner for fremtidens pensionspolitik. Skal stigningen stoppe helt? Eller måske stige langsommere? Og skal det være ens for alle?

Samtidig skal de resterende partier på Christiansborg tilbage til værkstedet og fremstille deres politiske bud på fremtidens pensionsvilkår for nutidens unge. Og hvis det kræver en bredere engangsvinkel på det hele arbejdsliv i fremtiden, som Venstre foreslår, hilser jeg det velkomment.

Det kræver dog, at politikerne tør lytte. Hvis vi vil opnå holdbare beslutninger, der ikke står totalt afklædte tilbage om tyve år, bliver man nødt til at invitere ungdommen med til bords. Vi skal trods alt leve med konsekvenserne af beslutningerne.

{{toplink}}

debat@altinget.dk