Der skal skabes nye job i den private sektor, men...

Af Dennis Kristensen
Forbundsformand i FOA 

Budskabet i regeringens vækstplan er klart. Væksten skal løbes i gang af den private sektor, som skal have skattelettelser i milliardklassen som smøremiddel til at få hjulene til at snurre igen.

Det startede ellers med en jobplan, der sigtede mod at oprette de mange job, som både den forrige og den nuværende regering har talt så meget om.

Alligevel endte det med en plan, som nedlægger job i den offentlige sektor for i stedet at oprette private job. FOAs beregninger viser, at der forsvinder mindst 13.000 job i den offentlige sektor i kraft af nedsættelsen af væksten i de offentlige udgifter i de næste syv år.

Også offentligt ansatte kan se, at der skal vækst til i den private sektor, hvis vi skal kunne finansiere den offentlige velfærd og service på længere sigt. Vi ved godt, at skatteindtægterne er hele fundamentet for den fælles velfærd.

Alligevel er det for offentligt ansatte besynderligt, at vækstplanen skal betyde stillingsnedlæggelser dér, hvor der er så stor brug for flere hænder. Nemlig indenfor de store velfærdsområder: børn, undervisning, ældre, syge og udsatte grupper.

150.000 private job er fugle på taget
Regeringen skønner meget optimistisk, at vækstplanen vil føre til oprettelsen af 150.000 nye private job. Indtil videre er det fugle på taget.

De 13.000 offentlige job, der skæres væk, er imidlertid fugle i hånden. Det er job, som var en del af regeringsgrundlaget. Og job som skulle sikre, at velfærden kan følge med udviklingen i befolkningens sammensætning - herunder ikke mindst et hastigt stigende antal ældre.

Bliver der ikke tale om en her-og-nu-kick-start af den private sektor, så vil resultatet i første omgang være, at beskæftigelsen risikerer at falde, fordi forventede og nødvendige offentlige job ikke oprettes.

I stedet vil antallet af mennesker, som kommer i en eller anden form for aktivering inden for den offentlige sektor, stige. Det følger direkte af regeringens målsætning om at nedbringe antallet af mennesker på offentlige ydelser gennem ret-og-pligt-politikkens krav til at arbejde for de offentlige ydelser.

Flere i ekstraordinære job og færre i ordinære job
Det er nu alligevel en mærkværdig form for jobplan. Nye former for ekstraordinær beskæftigelse kommer til. Fleksjob, som før var ordinær beskæftigelse, bliver nu ekstraordinær på særlige vilkår. Kontanthjælpsmodtagere i nyttejobs. Og mere støder sikkert til.

Den offentlige sektor gør i forvejen en storstilet indsats for at finde plads til mennesker, der er stødt ud af arbejdsmarkedet eller som aldrig fik en chance for at komme ind.

I FOA er vi på vej imod, at hver 10. arbejdsplads er ekstraordinær. Og den ekstraordinære beskæftigelse er på vej til at skabe særlige jobghettoer, hvor ekstraordinære job fortrænger ganske almindelige job.

Tæt på hver anden husassistent i det offentlige er ekstraordinært ansat. Mere end hver tredje tekniske servicemedarbejder er tilsvarende ekstraordinært ansat. Og det samme gælder hver femte pædagogmedhjælper og mere end hver fjerde ufaglærte på social- og sundhedsområdet.

Den enorme skævhed i varetagelsen af et socialt ansvar retter vækstplanen ikke på. Tværtimod.

Vækstplanen fører til øget skævhed
Vækstplanen vil sammen med reformerne af de offentlige ydelser føre til en endnu større skævhed mellem den private og den offentlige sektor, når det gælder om at gøre en særlig indsats for mennesker, der ikke på første arbejdsdag nødvendigvis udgør en fuld arbejdskraft. Og det er måske det mest bekymrende ved disse års udvikling.

Den offentlige sektor skæres ned for at skabe skattelettelser til et erhvervsliv, som ikke tager sin rimelige del af det sociale ansvar. Samtidig erstatter den offentlige sektor ordinær arbejdskraft med ekstraordinær arbejdskraft.

Hvis målet ikke er at skabe et førsterangs privat arbejdsmarked og et andenrangs offentligt arbejdsmarked, så virker en del af det, der foregår for tiden, som Ebberød Bank. Desværre.

debat@altinget.dk