Der er da mange penge i godt arbejdsmiljø

DEBAT: Det passer ikke, når økonomer siger, at der ikke er penge at hente ved at forbedre arbejdsmiljøet, skriver Johnny Skovengaard, næstformand i 3F. 15 milliarder kroner kan skaffes ved at forbedre arbejdsmiljøet med 25 procent.

Af: Johnny Skovengaard
næstformand, 3F

Den tidligere formand for Arbejdsmarkedskommissonen Jørgen Søndergaard er citeret i Agenda 3. marts for at sige, at det ikke kan betale sig for Danmark at investere i godt arbejdsmiljø. Effekten er ikke dokumenteret, påstår han.

Det er muligt, at man som økonom kan rationalisere sig frem til en sådan påstand, men mon ikke virkeligheden på de danske virksomheder siger noget ganske andet. I en analyse fra LO fra 2010 opgør man udgiften ved dårligt arbejdsmiljø til 64 milliarder. Mandag Morgen opgør i februar i år omkostningerne med nedslidning på arbejdspladserne til 110 milliarder! Så noget rum for forbedring må der da være.

Beløbenes størrelse kan sikkert diskuteres længe og ophidset mellem økonomer, men at påstå, at arbejdsmiljøet i Danmark er så godt, at to- eller trecifrede milliardbeløb til omkostningerne ved arbejdsmiljøet ikke er værd at tale om, det fremstår meget lidt velgennemtænkt.

Måske de lærde økonomer skulle se lidt bredere på problemet end bare på, hvor mange flere hænder et bedre arbejdsmiljø kan bringe i spil, og hvor meget sygefraværet kan reduceres.
Måske de skulle regne produktionstab med, tabet ved at skulle finde erstatningsarbejdskraft og uddanne den.
Måske de skulle medtænke den veldokumenterede effekt på arbejdsindsatsen og dermed virksomhedens indtjening eller service det har, at folk trives og har det godt på deres arbejdsplads.
Eller hvad med helbredelsesomkostningerne til de alt for mange, der er slidte eller syge af et belastende arbejdsmiljø. Enhver statistik viser jo desværre, at landets hospitaler og behandlingssystemer er fyldt med folk fra et belastet arbejdsmiljø. Måske skulle de medregne de mange, der gerne bliver et par år til før pensionen, hvis bare forholdene og kroppen var til det.

Skulle det virkelig ikke være muligt for danske virksomheder bare at gøre arbejdsmiljøet 25 procent bedre og reducere de samlede udgifter forårsaget af dårligt arbejdsmiljø med sølle 25 procent? Jo, bestemt.

Vi ved heldigvis fra utallige eksempler, at det ikke kræver den store indsats at nedbringe antallet af arbejdsskader, at få trivslen blandt de ansatte i vejret og sygefraværet ned. Metoderne er simple og billige: lidt mere omsorg for de ansatte, mere anerkendelse til de ansattes præstationer, simple omlægninger af arbejdet og først og fremmest et fælles fokus fra arbejdsgiveren og medarbejderne på at gøre arbejdsmiljøet så godt som muligt.

En forbedring på 25 procent giver vel sådan nogenlunde de omstridte 15 milliarder plus/minus det løse. Det var vel værd at arbejde for for hvilken som helst regering.

Forrige artikel Ingen over eller ved siden af Harald Børsting Ingen over eller ved siden af Harald Børsting Næste artikel Spild af offentlige kroner?