Ingen over eller ved siden af Harald Børsting

DEBAT: Det er i strid med folkestyret, at Harald Børsting vil have indflydelse på ministerlisten, mener Ulla Tørnæs (V), som samtidig kritiserer S-SF for at have deponeret sin politiske handlefrihed hos LO-toppen.

Af Ulla Tørnæs (V)
MF, Arbejdsmarkedsordfører

Harald Børsting, formand for LO, har i denne uge meddelt, at han vil have indflydelse på ministerlisten, hvis Helle Thorning-Schmidt danner regering efter et kommende folketingsvalg.

Samme privilegerede rolle kræver Børsting i forhold til den økonomiske politik. Ingen reformer kan gennemføres uden, at de er forhandlet på plads af en S-ledet regering og LO, lyder det igen og igen fra fagbossen.

Det virker næsten som om, at Børsting har glemt, at vi lever i et folkestyre, hvor det er Folketinget, der vedtager lovene. Ingen over eller ved siden Harald Børsting, synes tankegangen at være i fagbevægelsens top.

Vennetjeneste
Helle Thorning-Schmidt har forsøgt at dementere, at LO får indflydelse på ministerlisten i en rød regering. Det er dog svært for alvor at fæstne lid til dette løfte. Alene i 2010 brugte fagbevægelsen tæt ved 100 mio. kr. på annoncer rettet mod regeringen. Selvfølgelig vil LO kræve betaling for denne vennetjeneste, hvis det skulle lykkes S-SF at vinde næste valg.

Men kan vælgerne virkelig være tjent med, at S-SF har deponeret sin politiske handlefrihed hos LO-toppen?

Og kan LO-toppen virkelig med anstændigheden i behold vælge partipolitisk side, når nu langt fra alle fagbevægelsens medlemmer vil sætte sit kryds ved S eller SF? Bare fordi man melder sig ind i en fagforening, støtter man jo ikke nødvendigvis højere skatter eller højere boligrenter, hvilket jo er konsekvensen af S-SFs økonomiske politik. Men med forbrødringen mellem fagbevægelsen og S-SF er man som medlem af LO nu tvunget til at synes godt om rød bloks politik - og tilmed betale for markedsføringen - uanset hvor man sætter sit kryds i stemmeboksen.

Mon ikke LO-forbundene får dette at mærke næste gang, der skal betales kontingent? Og mon ikke vælgerne på valgdagen straffer S-SF for at være i lommen på Harald Børsting?

Forrige artikel Socialt ansvar har en fremtid på markedsvilkår Næste artikel Der er da mange penge i godt arbejdsmiljø