Den danske model virker – men for mange kører på fribillet

Af Harald Børsting
Formand for LO 

Et markant flertal stemte forleden ja til de nye overenskomster, der gælder for cirka 600.000 lønmodtagere på det private arbejdsmarked frem til 1. marts 2014.

Hele 69,2 procent stemte ja. Faktisk var der en overvægt af ja-stemmer i 11 ud af de 12 berørte LO-forbund.

Jeg er glad for, at så mange fulgte vores anbefalinger og stemte ja. Og jeg er samtidig stolt over, at danske lønmodtagere er parate til at tage ansvar, når det gælder. Et smukt eksempel på, at den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler sig til rette, virker.

Mæglingsforslaget lægger ikke op til de store lønstigninger. Men vores aftalesystem er skruet sådan sammen, at langt de fleste har mulighed for at forhandle mere hjem, når de lokale lønforhandlinger går i gang ude på de enkelte virksomheder. De lokale forhandlinger finder sted i løbet af foråret på hele minimallønsområdet, der som nævnt omfatter langt de fleste af privatansatte. Så selv om lønrammen er snæver denne gang, er mulighederne ikke udtømte.

Overenskomsterne øger trygheden
Den største fordel ved de nye overenskomster er dog, at trygheden for den enkelte lønmodtager forbedres. Det sker især på to områder: Når det gælder mulighederne for efteruddannelse, og når det gælder bedre muligheder for at trække sig gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet.

I disse år, hvor mange oplever at blive fyret, er det helt afgørende for den enkeltes tryghed at vide, at man kan komme videre. Men det kan man kun, hvis man besidder de rette kompetencer.

Med andre ord: Efteruddannelse er helt afgørende for at beholde en plads på arbejdsmarkedet.

Desværre har lønmodtagerne, og for den sags skyld virksomhederne, hidtil haft svært ved at få adgang til kompetencefondene, der finansierer en del af lønmodtagernes efteruddannelse. Adgangen har været alt for bureaukratisk. Men med de nye overenskomster bliver det nemmere, og flere får mulighed for at efteruddanne sig.

Desuden skaber overenskomsterne tryghed med de nye fleksible seniorordninger. Den ældre medarbejder, der ønsker at blive på arbejdspladsen - men på nedsat tid - kan omlægge sin pensionsopsparing og hermed undgå at gå væsentligt ned i løn, til trods for at arbejdstiden bliver kortere.

Lige netop disse to eksempler fra overenskomsten sætter fingeren på, hvor vigtig Den Danske Model er for samfundet. Der er ordnede forhold og tryghed på arbejdsmarkedet, fordi arbejdsmarkedets parter i fællesskab finder løsninger i stedet for at lade os diktere af politikerne. Til gengæld leverer vi et arbejdsmarked, der følger med tiden og tilpasser arbejdsstyrken de kommende udfordringer - i dette tilfælde ved at opgradere kompetencerne og udvide mulighederne for et godt seniorarbejdsliv.

For mange er med som blind passager
De nye overenskomster blev stemt hjem blandt 485.000 lønmodtagere, der er medlem af en rigtig fagforening. Kun medlemmer af en rigtig fagforening - i dette tilfælde LO-medlemmer - har stemmeret. Det har de, fordi deres fagforening har indgået overenskomst med arbejdsgiveren.

Det er kernen i den danske model: Lønmodtagerne er medlem af en fagforening, der sørger for at tegne overenskomst med arbejdsgiveren. Det er en rigtig god model, fordi den enkelte virksomhed indgår de aftaler, som parterne kan blive enige om i den nuværende situation.

Går det godt, er der råd til høje lønstigninger - går det skidt, bliver lønstigningerne mindre.

Men vores model er ikke uden problemer. For mange undlader at melde sig ind i en rigtig fagforening. De vælger gule discount-forretninger, eller de melder sig slet ikke ind - og dermed sender de regningen videre til deres kolleger.

Jeg forstår godt, hvis vores medlemmer og tillidsfolk bliver irriterede over den slags. Det er ikke i orden. Jeg forstår også godt, hvis vores tillidsfolk siger nej til at hjælpe, når dem, der kører på fribillet, kommer og søger hjælp i den rigtige fagforening, når lokummet brænder.

Det kan godt være, at man kan spare penge ved at vælge discountforretningerne eller sofaen - men det koster i sidste ende, når man selv skal slukke ildebranden.

debat@altinget.dk