DA: Center mod social dumping skal fokusere på de eksisterende regler

DEBAT: Skatteministeriets nye center mod sort økonomi og social dumping er positivt for arbejdsmarkedet. Men brodne kar snyder stadig systemet bevidst, skriver DA-underdirektør Steen Müntzberg.

Af Steen Müntzberg
Underdirektør, Dansk Arbejdsgiverforening

Forleden offentliggjorde Skatteministeriet, at der nu bliver oprettet et center mod sort økonomi og social dumping.

Her får 25 medarbejdere det som en del af deres opgave at lave opsøgende arbejde, der blandt andet skal afsløre skattesnyd og håndhæve reglerne på området. 

Det er en god nyhed. Vi skal komme bedrag på arbejdsmarkedet til livs. Der findes nemlig stadig brodne kar, der bevidst snyder og omgår reglerne.

Målrettet kontrol
Disse få virksomheder ødelægger det for alle de tusinder af virksomheder, der har styr på sagerne og behandler deres medarbejdere ordentligt. 

Men vi skal gøre det klogt, så vi ikke i forbifarten rammer alle dem, der har styr på sagerne.

Derfor er det nye center og en målrettet kontrol helt rigtige skridt. Det øgede fokus vil sikre, at reglerne i endnu højere grad bliver overholdt, og at de brodne kar bliver fundet.

Og de virksomheder, der utilsigtet – eksempelvis på grund af komplicerede regelsæt – ikke følger lovgivningen til punkt og prikke, kan få bedre vejledning.

Uanset om man som medarbejder har dansk eller udenlandsk pas, skal man behandles ordentligt og efter reglerne. De er ens for alle.

Fair konkurrence
Øget kontrol, orden og regelmæssighed vil også sikre en mere ens konkurrence.

Det er umuligt for alle dem, der overholder reglerne, at konkurrere med dem, der spekulerer i at gøre det modsatte.

Det siger sig selv, at det ikke er i orden, at en virksomhed, der overholder reglerne, må se ordrer eller opgaver gå til en konkurrent, der underbyder på baggrund af underbetalt arbejdskraft, og derfor kan udføre opgaven billigere.

Indsatsen vil på den måde også være med til at øge opbakningen til de eksisterende regler og den måde, som vi gør tingene på.

De regler, som vi har, er nemlig gode. De udfordringer, der er, er ikke et spørgsmål om at lave nye love og regler. Om flere og strammere paragraffer.

Det er et spørgsmål om, at de regler, som vi allerede har, skal håndhæves. Det bør være hovedfokus for Skatteministeriets nye center.

Forrige artikel DI: Kommuner bør hyre privatansatte i stedet for studerende DI: Kommuner bør hyre privatansatte i stedet for studerende Næste artikel FH: Opkvalificering og uddannelse er den bedste genstart FH: Opkvalificering og uddannelse er den bedste genstart