Arbejdsløse er fornuftige mennesker

I sidste måned viftede Arbejderbevægelsens Erhvervsråd triumferende med nogle tal fra Finansministeriet, der viste, at tusindvis af danskere går på arbejde hver dag, selvom det faktisk ikke kan betale sig for dem.

Tallene er i sig selv korrekte nok, men venstrefløjens konklusion er fuldstændig forfejlet: Herfra lyder det, at nu skal der ikke tales mere om incitamenter, og at det skal kunne betale sig at arbejde, for pengene har ingen indflydelse på lysten til at arbejde.

Altså. Tror man på venstrefløjen, at arbejdsløse er idioter? Det virker næsten sådan.

Men arbejdsløse er selvfølgelig fornuftige mennesker. Når man tager beslutningen om at arbejde eller ej, er der mange faktorer, der spiller ind. Derfor er det ikke så overraskende, at der er en del mennesker, der vælger at arbejde, selvom det ikke kan betale sig.

Men helt generelt og set i det store perspektiv er der naturligvis en klar sammenhæng mellem den såkaldte kompensationsgrad (hvor høj en procent af det, man kunne tjene ved at arbejde, man modtager i offentlig støtte under arbejdsløshed) og så beskæftigelsesgraden. Virkeligheden er sådan, at jo højere kompensationsgrad, jo lavere er beskæftigelsesgraden. Med andre ord: Man kan godt regne, selvom man er arbejdsløs.

Tal fra Økonomi- og Indenrigsministeriet viser, at der kun er en svag tilskyndelse til at tage et job, når nettokompensationsgraden er over 80 procent. Og er den over 90 procent, er tilskyndelsen ikke så overraskende endnu svagere.

Incitamenter har stor betydning
Der er sådan set slet ikke nogen tvivl om, at incitamenter har en kæmpestor betydning for udviklingen på arbejdsmarkedet. Det ved regeringen godt - uanset hvad Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og diverse helrøde politikere måtte sige - og derfor har vi nu fået en kontanthjælpsreform, hvor der er blevet skåret, så det økonomiske incitament til at skifte checken fra det offentlige ud med en løncheck eller en SU er øget. Reformen fokuserer på de unge arbejdsløse.

Det er et skridt i den rigtige retning, og det vil jeg gerne kvittere for. Men hvad med dem over 30? De er jo altså lige så fornuftige som de unge, og derfor er økonomiske incitamenter også afgørende for dem.

Reformen gør lidt, men det er desværre kun ganske lidt: For en enlig mor over 30 år på kontanthjælp med et eller to børn vil der her i 2014 være under 1.000 kroner til forskel om måneden, hvis hun tager et lavtlønsjob. Det svarer til en nettokompensationsgrad på 91-92 procent. Når reformen er fuldt indfaset i 2023, vil forskellen være øget til 1.100-1.500 kr. om måneden, hvilket svarer til en nettokompensationsgrad på 89 procent.

Ikke godt nok
Og for parrene på kontanthjælp med et eller to børn hjælper reformen slet ingenting - de kan i år få 800 kroner mere om måneden, hvis en af dem tager et lavtlønsjob. Deres nettokompensationsgrad er på 94-95 procent, og de vil ikke opleve nogen forbedringer i 2023. Det er ikke godt nok!

Vi har brug for langt mere markante reformer, som tager højde for, at arbejdsløse er fornuftige mennesker, der selvfølgelig ser på, om det kan betale sig for dem at gøre rent eller sidde ved kassen i Netto frem for at gå derhjemme.

For mig er det ikke nok, at man lige akkurat har råd til en biograftur og et par pakker cigaretter hver måned, når man går fra at være på kontanthjælp til at tage et arbejde. Nej, det skal kunne mærkes for alvor.

Og det skal det både af rationelle og moralske grunde: Rationelt ved vi, at økonomiske incitamenter virker. Moralsk er det indlysende, at vi ikke bør gøre mennesker i lavtlønsjob til grin ved at opretholde et system, hvor de nærmest har det samme om måneden som de, der ikke arbejder.

debat@altinget.dk