Ligestilling uden kvoter

Af Helle Sjelle (K)
Formand for Arbejdsmarkedsudvalget, arbejdsmarkedspolitisk ordfører

I takt med at de store årgange går på efterløn og pension, bliver der behov for alle hænder og hoveder på arbejdsmarkedet. Vi kommer derfor ikke uden om at gennemføre reformer, der får flere i sving. Der er mange steder, vi kan tage fat: Efterlønnen, den 4-årige dagpengeperiode, førtidspensionen til unge med psykiske lidelser og SU-systemet. Det har jeg alt sammen været inde på i mine to tidligere indlæg her på Altinget.dk.

Men ud over at skaffe flere hænder og hoveder til arbejdsmarkedet skal virksomhederne - både de private og de offentlige - blive bedre til at udnytte det potentiale, som de uudnyttede talenter udgør. Her tænker jeg især på de kvindelige talenter, som på grund af deres køn ikke har den lederstilling eller bestyrelsespost, som de er kvalificeret til.

Det er ærgerligt for den enkelte kvinde, men det er så sandelig også ærgerligt for virksomhederne. De går glip af den dynamik og værdiskabelse, som en kombination af mandlige og kvindelige ledere ofte indebærer.

Hvordan skaber vi så mere ligestilling mellem kvinder og mænd i virksomhedernes ledelser og bestyrelser?

Regeringen har allerede gang i ligestillingen
Jeg mener, at holdningspåvirkning og normændringer er vejen frem. De forandringer, som virksomhederne selv beslutter sig for, vil til enhver tid være mere helhjertede, end de forandringer vi politikere tvinger ned over hovedet på dem. Jeg vil i den forbindelse fremhæve et par af regeringens ligestillingspolitiske tiltag, som sammen med den generelle holdningsændring, der er undervejs, forhåbentlig vil skabe mere ligestilling.

Det ene tiltag er Charter for flere kvinder i ledelse, som regeringen lancerede i 2008, og som både private og offentlige virksomheder kan tilslutte sig frivilligt. Virksomheder, der underskriver charteret, forpligter sig til at iværksætte en række tiltag for at få flere kvinder i ledelse. Indtil videre har over 100 virksomheder tilsluttet sig charteret, og regeringen vil fortsætte arbejdet.

Det andet tiltag er ambassadørkorpset, der består af 10 topledere, som siden 2007 har bidraget til at fastholde dagsordenen om flere kvinder i ledelse, og som selv har ageret rollemodeller.

Nej tak til kvoter af tre grunde
Holdningspåvirkning er altså vejen frem. Derimod er oppositionens forslag om at indføre kvoter, så de børsnoterede selskabers bestyrelser skal bestå af mindst 40 pct. kvinder, en rigtig dårlig idé. Det er der mange gode grunde til. Jeg vil nøjes med at fremhæve tre.

Den første grund er, at kvindekvoter risikerer at skabe kvotekvinder. Kvotekvinder er kvinder, der har opnået deres stilling, alene fordi de er kvinder. Virksomheder er bedst tjent med at ansætte folk på grund af kompetencer - og ikke køn.
 
Den anden grund er, at kvoter er udtryk for socialistisk lighedsmageri. Som konservativ er jeg tilhænger af lige muligheder og ikke - sådan som oppositionen synes at være - tilhængere af resultatlighed. For mig er det interessante spørgsmål, om kvinder har mulighed for at få bestyrelsesposter - og om bestyrelserne har mulighed for at vælge kvindelige medlemmer. Hvordan oppositionen er kommet frem til, at der skal være lige netop 40 pct. kvindelige bestyrelsesmedlemmer, er mig en gåde.

Den tredje og sidste grund er, at vi som lovgivere bør begrænse vores trang til at regulere alle aspekter af det danske samfund. Der bør ganske enkelt være grænser for statsmagten. Ellers bevæger vi os i retning af østtyske tilstande. Oppositionens forslag retter sig mod børsnoterede virksomheders bestyrelser, men bruger også meget plads på at tale om andelen af kvindelige ledere. Vil oppositionens næste skridt være også at blande sig i, hvor mange kvindelige ledere virksomhederne har?

Afslutningsvis vil jeg blot gentage, at flere kvindelige ledere og bestyrelsesmedlemmer vil gavne danske virksomheder - og dermed os alle sammen. Men den bedste vej til ægte ligestilling går ad frivillighedens vej og ikke gennem statslig tvang.

debat@altinget.dk