Det misbrugte opsving

Af Verner Sand Kirk
Direktør, A-kassernes Samvirke

Før finanskrisen gik det "ufatteligt" godt med dansk økonomi og beskæftigelse. I 2008 var ledigheden stort set udryddet som problem, og beskæftigelsen var større end nogensinde før.

Regeringen har forståeligt nok brystet sig af, at deres økonomiske politik og beskæftigelsesindsats er forklaringen på denne enestående fremgang. At det går knap så godt nu, vil de ikke have medansvar for. Det er finanskrisens skyld.

Hvis man kradser lidt i lakken er medaljen imidlertid knap så imponerende:

For trods hidtil uset medvind i de økonomiske konjunkturer lykkedes det ikke samlet set at gøre noget effektivt ved en stadig stigende udstødning fra arbejdsmarkedet. Tværtimod.

I efteråret 2008 blev al snak om strukturel ledighed, og at mange ledige nok ikke kan eller vil arbejde gjort til skamme. Bortset fra de, som kortvarigt fik dagpenge i forbindelse med jobskifte, var der stort set ingen ledige tilbage.

Offentlig forsørgelse steg
Men! Uanfægtet af en exceptionel højkonjunktur blev der fortsat flere offentligt forsørgede udenfor ledighedsstatistikken i de aldersgrupper, som normalt betragtes som en del af arbejdsstyrken.

Grunden til at dette ofte overses i debatten er, at man tog to årgange ud af statistikkerne ved at efterlønsreformen fra 1998 med virkning fra 2004 gradvist sænkede folkepensionsalderen fra 67 år til 65 år. Begrundelsen for dette var bl.a. at de fleste over 65 alligevel var på efterløn eller førtidspension, og at en sænkning af pensionsalderen kunne frigøre job til andre. Havde man ikke gjort det, ville der jo også have været endnu flere på førtidspension og efterløn i dag. Og i øvrigt besluttede man i velfærdsforliget at folkepensionsalderen om nogle år igen sættes op til 67 år.

Forbundne kar
Det har ikke skortet på velmente initiativer for at bryde den onde cirkel. - Efterlønsreform, førtidspensionsreform, fleksjob, kontanthjælpsloft, starthjælp, sygedagpengereformer, kommunalisering af beskæftigelsesindsatsen, kampagner om det rummelige arbejdsmarked osv. Seneste initiativ er en kampagne i aviser og på tv om, at de syge skal gå på arbejde.

Som tallene viser, er der da også blevet færre på nogle ordninger, men der er bare blevet endnu flere på andre. Systemet synes altså at fungere som forbundne kar. Hvis man strammer på en ordning, bliver der tilsyneladende bare tilsvarende flere på andre ordninger. De indimellem febrilske tiltag og reformer, man har gennemført på de enkelte områder, har samlet set ikke virket!

Ro på hurtige reformer
Det bør mane til eftertanke og besindelse i forhold til, at vi dagligt præsenteres for forslag om, at der skal strammes og reformeres på snart den ene og snart den anden ordning. Den ene dag kan en afskaffelse af efterlønnen spare staten for mange mia. kr. og få mange flere i arbejde. Næste dag er det førtidspensionen, der står for skud, og næste dag igen er det fleksjobordningen.

I en tid, hvor ledigheden stiger, er den eneste sikre effekt af f.eks. at afskaffe efterlønsordningen, at der bliver flere på arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpenge, kontanthjælp eller førtidspension.

Derfor bør man holde roen i forhold til de ændringer, som allerede er besluttet i velfærdsforliget, og bruge energien til af udvikle en samlet strategi for, hvordan vi kan få stoppet udstødningen fra arbejdsmarkedet til de mange offentlige forsørgelsesordninger.

Ikke mindst er der brug for at finde veje til få indrettet vilkårene og kravene på arbejdsmarkedet, så det rummelige arbejdsmarked bliver virkelighed og ikke kun noget, der indgår i kampagner og festtaler.

debat@altinget.dk