Jobcentrene behøver ikke at svigte de ledige

DEBAT: Jobcentrene har svært ved at overholde tidsfristerne for jobsamtaler og aktivering. Men hjælpen er nær - de private aktører skal inddrages. Det mener Jørgen Borre Larsen, direktør i Jobrådgivernes Brancheforening.

Af Jørgen Borre Larsen
Direktør i Jobrådgivernes Brancheforening

I en artikel i Altinget 25. januar hedder det, at jobcentrene svigter de ledige, fordi de har svært ved at overholde tidsfristerne for jobsamtaler og aktivering.

Artiklen fremfører, at formanden for KL's beskæftigelsesudvalg, borgmester Erik Nielsen, mener, at den manglende overholdelse af rettigheden skyldes den stigende ledighed koblet med en fremrykning af tidsfristerne. Socialdemokraternes arbejdsmarkedspolitiske ordfører, Torben Hansen, mener derimod, at årsagen skal findes i jobcenterreformen.

Allerførst synes jeg, at der trods kritikken er grund til at rose jobcentrene. De gør en kæmpeindsats i en tid, der er præget af stigende ledighed og mange væsentlige lovændringer på området.

Jeg skal ikke her tage stilling til, om forklaringen på problemet vedrørende rettighed nu skal søges i det ene eller andet forhold. Jeg vil blot pege på, at der findes en meget nærliggende mulighed for at afhjælpe det.

Inddrag de private
Alle landets jobcentre har mulighed for at inddrage private aktører til løsning af opgaverne. I en situation som den nuværende med pres på jobcentrenes kapacitet vil det være helt oplagt at anvende de måske 100 private virksomheder, der er specialister i at få ledige i beskæftigelse. Der findes næppe det jobcenter i landet, der ikke inden for en rimelig geografisk afstand kan finde adskillige aktører, der både kan og vil samarbejde med jobcentrene om at løse dette væsentlige samfundsproblem.

Den seneste måling af private aktørers evne til at overholde tidsfristerne for jobsamtale stammer fra Hurtigt I Gang-Udbuddet i perioden fra 1.-4. kvartal 2009. Den viser, at private aktører overholder tidsfristen i 98,1 procent af tilfældene. Der er derfor al mulig grund til at benytte sig af denne mulighed.

Ved en yderligere inddragelse af private aktører opnår man samtidig, at man får lettere ved at imødekomme regeringens krav om en årlig stigningstakt på 1 procentpoint i den kommunale konkurrenceudsættelse. Regeringens krav om den kommunale konkurrenceudsættelse ligger i øjeblikket samlet set på 26,5 procent. Den faktiske konkurrenceudsættelse er imidlertid langt lavere inden for beskæftigelsesområdet. Her er der virkelig noget at hente.

Forrige artikel Ikke al aktivering virker Næste artikel Integrationssucces, der lover godt for fremtiden Integrationssucces, der lover godt for fremtiden