Måling og styring af kommunerne
DEBAT: Staten fralægger sig ansvaret for ledigheds- og beskæftigelsesproblemer, men vil samtidig styre kommunerne benhårdt. Det er målesystemet et skjult - men uegnet - redskab til, skriver Henning Jørgensen, CARMA.
Af Henning Jørgensen
Professor, CARMA, Aalborg Universitet
Fra 1.8. 2009 skal kommunerne overtage hele beskæftigelsespolitikken. Mange kaster sig over kommunerne og anklager dem for ikke at være i stand til at løfte opgaverne. Således er der også på denne plads blevet sendt skarpe advarsler af sted mod kommunaliseringen, bl.a. fra organisationsside. Regeringen overhører alle advarsler. Også ønsker om udskydelse af reformen.
Men beslutningen står fast, og det var måske nu mere givende at prøve at komme kommunerne lidt til hjælp, for at de kan tackle de svære opgaver.
Et af kommunernes problemer er helt overset i de ophedede diskussioner, nemlig målesystemet. Det er udformet i Arbejdsmarkedsstyrelsen og bliver brugt til at vurdere og benchmarke den decentrale indsats ud fra resultatopgørelser. Det målesystem skal fremover bruges til en "styrket statslig styring".
Målesystemet blev indviet i 2007, så de 91 nye kommunalt afgrænsede jobcentre kunne overvåges og kontrolleres. Der er tre centrale redskaber: Den lokale beskæftigelsesplan, Resultatrevisionen og Jobindsats.dk. Det er de to sidste, der udgør kernen i målesystemet - og hvor brugen heraf ikke er betryggende.
Målingerne er ikke retvisende
Målinger er nødvendige. Synlighed og sammenlignelighed er påkrævede. Men der er to forhold, der er problematiske: For det første, hvis målingerne ikke er retvisende, dækkende og pålidelige, og for det andet, hvis sådanne resultatmålinger bruges råt til styring af kommunerne og til suspension af det kommunale selvstyre.
Der må være mening med målinger, sådan at de rummer alle væsentlige opgavesæt i jobcentrene. De gør de ikke i dag. Kun dét, der er relevant for en central styring, synes medtaget.
Der er grundlæggende noget galt: Målingerne er for partielle, fordi kun er en lille del af de arbejdsmarkedspolitiske opgaver er med (den snævre beskæftigelsesmæssige med ændring af forsørgelsesgrundlag), for ensidige, idet det udelukkende er udbudssiden, de ledige dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere, der er i centrum, og for statiske, fordi målingerne er historisk bagudskuende og ikke nødvendigvis hjælper til at udvikle indsatsen.
Det sidste kan vi se aktuelt med skiftet fra arbejdskraftmangel til ledighedsvækst. Der er hidtil ikke er sket nogen omprogrammering af indsatsen, og jobcentre har endog fået nej centralt til ønsker herom.
Jobcentrene bliver ikke bedømt fair
Kvalitet, tilgængelighed og brugertilfredshed er ikke med i målingerne. Efterspørgselssiden, matchning og borgerorientering må man lede forgæves efter. De kommunale jobcentre bliver ikke bedømt fair.
Målinger er afsættet for den statslige styring. Centralt fra er indført et amerikansk "performance management"-styringssystem, baseret på kun kvantitative målinger og udviklet til produktionsvirksomheder. Brugt uformidlet i den danske beskæftigelsespolitiske sammenhæng får det skæve effekter, både fordi der er tale om en offentlig myndighedssammenhæng og også, fordi der ikke tages hensyn til lokale politiske forskelle og prioriteringer.
Her bør de lokale beskæftigelsesplaner få en langt større plads, for de er bredere og fremadrettet mod næste års indsats. Og de bør kunne revideres løbende, hvad den centrale styringsledelse i dag ikke accepterer.
De decentrale processer mellem aktører er afgørende for, hvad der kommer ud af bestræbelserne. Kommunerne må nu opprioritere gevaldigt på den beskæftigelsepolitiske opgave, og i det arbejde skal de hjælpes - og ikke hindres af central målefetichisme og ønske om at styre et "imperium".
Aktiv indsats skal nedbringe sygefraværet
