K: Velfærdssystemet fremmer dovenskab
DEBAT: Vores velfærdssystem er skruet forkert sammen, hvis man spørger folketingskandidat for De Konservative Rune Kristensen. For mange modtager offentlige ydelser, selvom de kan klare sig selv, og det er et misforstået medborgerskab, skriver han.
Af Rune Kristensen
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti
Jeg har nu i to indlæg fremlagt mit syn på forbedringer i forhold til det danske arbejdsmarked: Først i forhold til at konvertere nogle af de offentlige arbejdspladser til private arbejdspladser, og dernæst i forhold til at lave de optimale rammebetingelser for erhvervslivet, herunder et lavere skattetryk.
Dette og mit tredje og sidste indlæg i rækken kunne derfor handle om et mere fleksibelt arbejdsmarked med mindre magt til fagbevægelsen. Det har man gode eksempler på i andre lande.
Men jeg vil i stedet fokusere på den helt aktuelle debat omkring kontanthjælpens størrelse.
Helt grundlæggende modtager alt for mange danskere penge fra det offentlige.
Som frihedsorienteret individ kan man godt blive temmelig frustreret, når man ser på indretningen af det danske samfund, og i særdeleshed velfærdssystemet.
Systemet er indrettet med incitamenter, som tilskynder dovenskab, som underminerer næstekærligheden og kernefamilien, og som ikke belønner de flittige.
Systemet er problemet
Vi har et samfund, hvor 75 procent af alle danskere på en eller anden måde modtager penge fra staten hver måned, selv om det ikke er 75 procent, der er svage.
En million mennesker uden for arbejdsmarkedet lever udelukkende af penge fra staten, mens de hårdtarbejdende skatteydere betaler prisen for dette ved at betale verdens absolut højeste skat.
Kort sagt: systemet er skruet helt forkert sammen.
Vi skal have gjort op med den universelle velfærdsstat, så velfærden fokuseres på de svageste i samfundet, således at fremtidens generationer også kan leve i velstand.
I dag hjælper staten med at forsørge eksempelvis alle folk med børn via børnechecken og alle studerende med SU. Hertil kommer folkepension, boligstøtte, dagpenge, kontanthjælp og så videre og så videre. Passiv forsørgelse passiviserer folk og fratager det personlige ansvar.
Det er et misforstået medborgerskab, når der ikke siges fra over for dette system. Og det er netop systemet, der skal siges fra over for, hvis ikke lysten til at hjælpe de reelt svage skal forsvinde.
Kun hjælp til de svageste
Systemet burde være indrettet således, at de, der ikke kan klare sig selv, får hjælp - og ingen andre.
Jeg vil som konservativ gerne, at vi fokuserer mere hjælp til de hjemløse, til kræftpatienterne, til de psykisk syge og til forskellige udsatte grupper.
Vi skal ikke længere give velfærd til alle. Vi skal give velfærd fra bunden - til de folk, der virkelig har brug for det. Hvis alle folk får lige meget, så får alle lige lidt.
Vi skal ikke hjælpe folk, der kan klare sig selv. Lad os hjælpe de allersvageste ordentligt og respektfuldt, kun på denne måde giver velfærden mening.
Arbejdet skal betale sig
Dette vil også have en positiv betydning på arbejdsmarkedet. Vi skal have rykket folk fra forsørgelser til selvforsørgelse ved at øge incitamenterne til at arbejde.
I de kommende år kommer vi til at mangle arbejdskraft, og derfor er vi nødt til at indrette arbejdsmarkedet således, at arbejdsudbuddet matcher efterspørgslen på arbejde.
Dette kan ske via kvalificeret indvandring, men i høj grad også ved at personer kommer i arbejde.
I nogle kommuner er flertallet af personerne i den arbejdsdygtige alder udenfor arbejdsmarkedet, og det er helt forkert.
Når vi – helt naturligt - har et vækstfokus, så skal vi også kunne honorere virksomhedernes ønsker. Og mon ikke også de, der ikke er på arbejdsmarkedet, gerne ville være det, hvis det vel at mærke kunne betale sig.
Carl Holst: Sæt regionale mål for bedre arbejdskraft
Forsker: Flygtninge og indvandrere udkonkurreres af arbejdsmigranter
