K-kandidat: Den offentlige sektor smadrer arbejdsmarkedet

Af Rune Kristensen
Folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti i Storkreds Sjælland, cand.scient.pol.

Ifølge OECD er cirka hver tredje ansat på det danske arbejdsmarked beskæftiget i den offentlige sektor. Det skaber kæmpe problemer for den naturlige lønudvikling, da staten, kommunerne og regionerne nærmest har monopol på arbejdsudbuddet.

Jeg har stor respekt for de forskellige grupper af offentligt ansatte. De gør et flot og vigtigt stykke arbejde, der ofte ikke anerkendes – ej heller lønmæssigt. 

Det grundlæggende problem for de offentligt ansatte er, at vores store velfærdsstat har ødelagt deres mulighed for at få en ordentlig vurdering af, hvad deres arbejdsindsats egentlig er værd.

For alle disse grupper gælder nemlig, at den eneste reelle arbejdsgiver, de kan vælge, er den offentlige sektor. Det vil sige, at arbejdsgiversiden har monopol på at aftage arbejdskraften, og derfor vil der - i endnu mindre grad end på resten af det gennemregulerede danske arbejdsmarked - ikke være en fornuftig løndannelse. 

Det offentlige monopol presser arbejdstagerne, især i en krisetid, hvor politikerne tænker mere på de overophedede offentlige budgetter end normalt, og det skaber automatisk en lavere løn for disse grupper.

Fanget i et offentligt løn-spind
Vi har tidligere set eksempelvis landets plejepersonale og lærere på gader og stræder i demonstration for højere løn. 

Her havde man intet alternativ til at arbejde for det offentlige, som eksempelvis læger og sygeplejersker har. Sidstnævnte har muligheden for at søge væk, hvis de altså husker at gøre det i tide, inden de er blevet “sovset” alt for meget ind i mentaliteten på de offentlige arbejdspladser. Og disse faggrupper er da også dem, der trods alt kan få en hæderlig løn i den offentlige sektor. 

Derfor skifter de også fra de offentlige hospitaler til fordel for mere vellønnede stillinger på private hospitaler og klinikker eller i medicinalbranchen. Den mulighed har eksempelvis plejepersonalet, politibetjentene og til dels lærerne ikke - desværre.

Deres bedste mulighed er at gå på gaden og demonstrere. Her bliver de mødt af en velvillig befolkning og tilsvarende politikere, som jo godt kan se, at disse grupper udfører en vigtig, samfundsgavnlig funktion. 

Privatiseringer er løsningen
På sin vis kan man dårligt bebrejde disse offentlige ansatte, at de reagerer sådan. Det er jo mennesker, der om nogen lever af velfærdsstaten, og på baggrund af det offentlige monopol som arbejdsudbyder, ser de ikke andre udveje end at demonstrere. 

Uagtet om de strejkende så kan presse favorable vilkår igennem på baggrund af deres aktioner, så vil det dog have lidt samme effekt som at tisse i bukserne for at holde sig varm. Det hjælper dem lidt nu og her, men hvad om 3, 5 eller 10 år? 

Den eneste langsigtede løsning for disse grupper er omfattende privatiseringer af arbejdsopgaverne. 

Kun på den måde har disse grupper af mennesker en reel mulighed for at få den løn og de vilkår, som de er værd. Et frit marked for deres arbejdsindsats giver med sikkerhed den rigtige løn baseret på reelt udbud og efterspørgsel.

I det gamle kommunistiske Sovjet, eller for den sags skyld i andre kommunistiske samfund, kunne man konstatere, at produktmonopolet skabte varemangel og høje priser. På samme måde kan vi nu konstatere, at et offentligt arbejdsmonopol skaber lav løn og dårlige arbejdsvilkår.

 

debat@altinget.dk