Neuropsykolog: Kommunerne kan sjældent rumme ikke-vestlige ældre med demens

De kommunale tilbud til ældre skal tilrettelægges anderledes, hvis mennesker med demens fra etniske minoriteter og deres pårørende skal modtage støtte og omsorg af samme kvalitet som etniske danskere, skriver Rune Nielsen fra Nationalt Videnscenter for Demens.

Det er allerede en udfordring i dag, at der er relativt få fra etniske minoritetsgrupper, som deltager i de tilbud, der er til ældre og mennesker med demens i Danmark. Det er der fra mit perspektiv primært to årsager til:

  1. Hos en del mennesker fra etniske minoriteter er der en anderledes opfattelse af, hvem der skal tage sig af de ældre
  2. Ældreomsorgen i dag er målrettet etniske danskere

Spørger man i demensplejen til, hvorfor der er så få ældre med ikke-vestlig indvandrerbaggrund, som tager imod de kommunale tilbud, hører man ofte argumenter som, at ”de” ikke ønsker hjælp fra den kommunale ældrepleje, men ”foretrækker at tage sig af deres egne”.

I nogle tilfælde vil den passive løsning blive accepteret af alle parter ud fra praktiske overvejelser om sproglige og kulturelle barrierer – og blandt nogle en mere eller mindre udtalt forventning om, at ældreomsorg er en naturlig kompetence (blandt kvinder) i familieorienterede kulturer.

Men her er det væsentligt at huske på, at omsorgen for et menneske med demens adskiller sig markant fra almindelig ældreomsorg. Som demenssygdomme skrider frem, er der tiltagende behov for særlig støtte og omsorg, og i de sidste faser af sygdommen pleje og supervision døgnet rundt.

Demenspleje er hårdt - selv for professionelle 

Mennesker med fremskreden demens har ofte svært ved at udtrykke sig, forstå hvad der foregår omkring dem, finde rundt og ved at genkende personer, steder og situationer. Føler de sig utrygge eller bliver syge med enten smerter, infektioner, angst eller depression, kan de reagere med uro, forvirring og vrede.

Det kan være rigtig hårdt og svært at håndtere, selv i den professionelle ældrepleje, hvilket vi har set flere ulykkelige eksempler på i medierne.

Så hvad sker der, hvis vi overlader ansvaret for demensomsorgen til pårørende uden særlig viden eller kompetencer i forhold til demens? – Uagtet kultur, etnicitet eller religion.

Hvordan påvirker det de pårørendes livskvalitet, hvis de skal varetage demensomsorg i døgndrift og samtidig forsøge at leve op til deres andre forpligtigelser i forhold til arbejdsplads, børn og ægtefælle? Hvilke konsekvenser har det for kvaliteten af omsorgen for personen med demens?

Oveni oplever mange udfordringer relateret til lavere socioøkonomisk status, begrænsede danske sprogkundskaber og et generelt fravær af kulturfølsomme udrednings- og omsorgstilbud.

I det meste af verden er omsorgen for ældre stadig hovedsageligt et familieanliggende. Det vil ofte blive anset for at være de voksne børns pligt at tage sig af forældrene, når de bliver gamle og får brug for hjælp. Det kan derfor være skamfuldt at overlade ansvaret for omsorgen og plejen af et ældre familiemedlem til fremmede.

Banko og flæskesteg

Men det er ikke den eneste udfordring: I mange tilfælde vil etniske minoriteters særlige sproglige, kulturelle og religiøse behov heller ikke kunne dækkes af almindelige kommunale indsatser og pleje- og omsorgstilbud.

Mange ældre fra etniske minoriteter oplever for eksempel at aktivitetstilbud er tilpasset interesser og livsvilkår hos ældre etniske danskere, hvorfor de ikke benytter sig af dem. Lidt karikeret sat op er der formentlig ikke mange ældre fra etniske minoriteter, der kender til Giro413, banko og flæskesteg.

Tilbuddene skal tilrettelægges anderledes, hvis mennesker med demens fra etniske minoriteter og deres pårørende skal modtage støtte og omsorg af samme kvalitet som etniske danskere.

Her synes Danmark at være bagud. I de fleste af vores nabolande har man allerede for mange år siden etableret særlige pleje- og omsorgstilbud målrettet ældre med anden kulturel og sproglig baggrund.

Selvom der har været flere tilløb til at etablere lignende tilbud i Danmark, og at der gennem flere år har været et jødisk plejehjem og et mangfoldighedsplejehjem i København, synes der ikke for alvor at være blevet taget hul på debatten om behovet for særligt tilrettelagte tilbud for denne målgruppe. Eller om sådanne tilbud bedst integreres i det eksisterende tilbud, eller der er behov for særskilte tilbud.

{{toplink}}

Forrige artikel DRC Dansk Flygtningehjælp: Sådan kan vi bekæmpe ensomhed hos minoritetsetniske ældre DRC Dansk Flygtningehjælp: Sådan kan vi bekæmpe ensomhed hos minoritetsetniske ældre Næste artikel Ældre Sagen: Politisk mod er den største mangelvare for det pressede sundhedsvæsen Ældre Sagen: Politisk mod er den største mangelvare for det pressede sundhedsvæsen