Ensomme Gamles Værn: Der mangler fokus på minoritetsetniske ældres sociale og psykiske liv

En del mennesker overraskes, når de hører, at mange ældre flygtninge og migranter føler sig ensomme. Vi tror, at minoritetsetniske ældre har deres store familier og tætte netværk fra hjemlandet, og at deres sociale og følelsesmæssige liv er sikret. Men sådan forholder det sig ikke.

Blandt ældre mennesker fra såkaldt ikke-vestlige lande er det faktisk dobbelt så mange af de 65-79-årige, som oplever at føle sig ensomme i forhold til de etnisk danske ældre. Spørgsmålet er bare hvorfor?

Livsvilkår mindsker livslysten

Ikke alle minoritetsetniske ældre har familie og venner tæt på, og nogle lever meget isoleret. Selv de, der bor med familie, kan have det svært. Kedsomhed og mismod, usikkerhed om børnebørnenes fremtid, om livets slutning, hvor skal man begraves, savnet af afdøde, men også savnet af mennesker, natur og kultur i det land, de er flygtet eller migreret fra.

Belastningerne slider, kombineret med oplevelser af ikke at føle sig accepteret hverken her eller der.

Dertil kommer, at minoritetsetniske ældre i en relativt yngre alder har smerter og er syge og funktionssvækkede – risikofaktorer for ensomhed. Endnu en risikofaktor er en dårlig økonomi, som en stor del lever med, nogle i decideret fattigdom.

Samlet set mindsker disse livsvilkår muligheden for at leve et liv med et inspirerende indhold og aktiviteter, der styrker livslysten og holder kroppen i gang.

Ensomhed er et samfundsanliggende

Det, vi kalder ensomhed, er et komplekst problemfelt.

Ensomhed kan subjektivt set være det at savne fortrolighed, at føle sorg over at have mistet nogen eller noget værdifuldt, rastløshed og stress over at være låst fast, tomhed, ulyst, at føle sig udenfor, forladt, at opleve, at ingen har brug for en. Selvværdet og oplevelsen af mening med livet er på spil.

Langvarig ensomhed er en kæmpe belastning for den enkelte, men den koster også samfundet milliarder årligt i sundhedsudgifter til blandt andet ekstra lægebesøg og hospitalsindlæggelser. Derfor har Folketinget i efteråret 2021 vedtaget en national strategi til bekæmpelse af ensomhed.

Rundt om i det danske sundhedsvæsen arbejdes der desuden med afdækning af, hvordan sundheds- og omsorgssystemet bliver bedre til at møde minoritetsetniske ældre sprogligt og kulturelt for at forbedre vilkårene for diagnostik, behandling og pleje.

Som ensomhedsbekæmpende tiltag bygges der, understøttet af Sundhedsstyrelsens puljeprogrammer, broer mellem hjemmepleje, forebyggelses- og ensomhedskonsulenter og frivillige organisationers aktivitets- og sociale indsatser.

Ældre mennesker, der oplever ensomhed, skal opspores, deres ønsker og behov kortlægges, og vejen til den rette indsats etableres. Det er godt. Men der mangler stort set i hele landet et fokus på, hvordan minoritetsetniske ældre får et bedre og mere indholdsrigt liv i fællesskab med andre.

Viden og inspiration findes

I Fonden Ensomme Gamles Værn har vi i mange år støttet forskning og sociale tilbud til minoritetsetniske ældre. På www.egv.dk er der viden og inspiration at hente. Her vil jeg fremhæve to sociale indsatser, som via følgeforskning i 2021 er udgivet i lettilgængelige hæfter.

{{toplink}}

Fonden har finansieret Besøg på Modersmål siden 2019, hvor ideen opstod i foreningen Verdens kvinder i Danmark. Indsatsen videreføres fra 2022 af Københavns Kommune.

Ældre, der er isoleret og føler sig ensomme, opspores gennem blandt andet etniske foreninger, Facebook, hjemmepleje, forebyggelseskonsulenter og plejehjem. Hver ældre matches med stor omhu med en besøgsven, der taler samme sprog og har samme kulturelle baggrund. Her opstår ofte nære, for nogle familielignende, relationer.

Som i dansksprogede besøgstjenester får nogle ældre herved mod på at komme ud i samfundet i følgeskab med deres besøgsven og få nye oplevelser og kontakter.

Understøt livslyst og fællesskaber

Skal ældre mennesker med minoritetsetnisk baggrund leve et bedre liv og få det bedre fysisk og psykisk, skal vi tage udgangspunkt i deres egne behov, ønsker og ressourcer. Projektet Mangfoldige fællesskaber i Nørrebro Vænge viser, at små skridt kan skabe store fremskridt.

I et boligområde i København var der beboere, som aldrig deltog i aktiviteter iværksat af den sociale vicevært i AKB’s boligafdeling; nemlig ældre med etnisk minoritetsbaggrund. Med en anerkendende tilgang kom disse beboere selv til at skabe levedygtige fællesskaber. Det krævede, at de fik plads til at udfolde aktiviteter, der interesserer dem.

Fra at være usynlige blev de en synlig aktivitetsgruppe, der inviterer og inkluderer naboer i deres fællesskab, og som bidrager til andre beboerdrevne grupper og aktiviteter.

Lad os derfor begynde med at række hånden ud og invitere til meningsfulde fællesskaber.

debat@altinget.dk