Ny debat: Er velfærdssamfundet rustet til bølgen af minoritetsetniske ældre?
Hvilke udfordringer kan det stigende antal minoritetsetniske ældre give den i forvejen pressede ældrepleje? Og hvordan kan udfordringerne løses bedst? Det spørgsmål stiller Altinget Ældre i en ny temadebat.
Det kræver ressourcer at tage hånd om svage, plejekrævende og demensramte borgere, men medarbejderrekrutteringen og uddannelsen af flere varme hænder matcher ikke den demografiske udvikling.
Det er et velkendt problem, som politikere og aktører i årevis har forsøgt at få bugt med. Men der er også andre udfordringer, som truer med at sætte både sundhedsvæsenet og den kommunale ældrepleje under yderligere pres.
Den nyeste befolkningsfremskrivning fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af ikke-vestlige indvandrere over 65 år forventes at stige fra cirka 29.500 i dag til mere end 132.000 i 2050. Og selvom demens, kroniske sygdomme og alderdom hverken kender til hudfarve, religion eller kultur, kan sproglige og kulturelle barrierer skabe en anderledes type udfordringer, end dem vi typisk diskuterer i forbindelse med den demografiske udvikling.
Men bliver de studerende på pleje- og omsorgsuddannelserne i dag klædt godt nok på til den virkelighed, der venter dem? Og har nuværende medarbejdere brug for mere efteruddannelse?
{{toplink}}
Er det for eksempel nødvendigt med etniske udrykningsteams i kommunerne, der kan mægle mellem den ældre borger og den kommunale plejeservice? Kræver udviklingen flere plejehjem med såkaldte mangfoldighedsprofiler med særlige kompetencer til at håndtere udfordringerne?
Og er der behov for at tage flere særlige hensyn til denne gruppe ældre i den generelle ældrepleje?
De spørgsmål stiller Altinget Ældre i en ny temadebat, hvor vi giver ordet til politikere, ældreorganisationer og eksperter, som alle vil give deres bud på, hvordan udfordringerne bedst kan tackles.
Panelet består blandt andet af:
Jane Heitmann (V), ældreordfører
Birgitte Vind (S), ældreordfører
Jakob Sølvhøj (EL), ældreordfører
Sara Lei Sparre, lektor i antropologi ved Aarhus Universitet
Christine E. Swane, direktør og forskningsleder i Fonden Ensomme Gamles Værn
Jette Skive, formand for KL's Sundheds- og Ældreudvalg
Torben K. Hollmann, sektorformand i FOA
Morten Sodemann, professor i global sundhed og indvandrermedicin ved Syddansk Universitet
Anika Liversage, seniorforsker ved Vive
Inge Jekes, formand for de kommunale sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråd
Maja Højgaard (S), viceborgmester i Brøndby Kommune
Mikkel Rytter, professor MSO ved Aarhus Universitet
Dorthe Nielsen, professor i interkulturel sygepleje ved Syddansk Universitet
Rune Nielsen, neuropsykolog, seniorforsker og ph.d. ved Nationalt Videnscenter for Demens
Anne Leonora Blaakilde, lektor og kulturforsker ved Roskilde Universitet
Mette Olsen, centerchef ved Peder Lykke Centeret
Debatpanelet vil løbende blive opdateret med nye navne. Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere. Du kan sende din henvendelse til mauricio@altinget.dk.