Liselott Blixt: Alle ældre skal have ret til at vælge livet fra

DEBAT: Retten til at fravælge genoplivning skal gælde for alle alderdomssvækkede mennesker. Den skal ikke være afhængig af, om man har kontakt med kommunen, skriver DF's sundhedsordfører.

Af Liselott Blixt (DF)
Sundhedsordfører

I dag er chancerne for at overleve et hjertestop større, end de nogensinde har været.

Der er hjertestartere på snart sagt hvert et gadehjørne i de store byer, hjerteløbere, der kan træde til, og viden om hvordan man øver hjertemassage er også langt større end den før har været.

Det er dejligt. Langt de fleste af os sætter pris på, at mulighederne for at overleve et hjertestop er bedre.

Men når man er langt oppe i årene, svækket af alderdom og livsmodet svinder, så må man have ret til at fravælge livet i det tilfælde, at man eksempelvis bliver ramt af hjertestop.

Retten skal være generel
Sådan er det faktisk ikke i dag. Hvis man er i gang med et aktuelt behandlingsforløb - det kan være kræft, KOL eller andet - så har man mulighed for at frabede sig genoplivning. Men generel alderdomssvækkelse er ikke tilstrækkeligt.

Med andre ord er plejepersonalet på vores plejehjem nødt til at iværksætte genoplivning af beboerne, selvom de udtrykkeligt har givet besked om, at de ikke ønsker det. Det gælder nemlig ikke.

Dansk Folkeparti foreslog således i 2019 at gøre det muligt for ældre alderdomssvækkede mennesker at fravælge muligheden for genoplivning, for eksempel i form af registrering i et centralt register, hvor tilkendegivelsen er uomtvistelig.

Vi mener, at retten til at fravælge genoplivning skal være generel. Den skal ikke være afhængig af, om man tilfældigvis har kontakt med kommunen. Men det er klart, at afgivelsen skal ske under betryggende forhold, for eksempel i forbindelse med en samtale med en læge.

Kan give mén
Til gengæld bør retten forbeholdes personer over en vis alder. Det bør ikke være sådan, at raske mennesker på 18 til 20 år, der momentant lider af livslede, kan udtrykke ønske om ikke at blive genoplivet i det tilfælde, at de for eksempel begår selvmord.

Det er ikke det, der har været intentionen med Dansk Folkepartis forslag. Intentionen har alene været at hjælpe ældre, alderdomssvækkede mennesker.

Risikoen for at en genoplivning efter lang tid, hvor hjertet ikke har slået, efterlader den ældre med mén som hjerneskader eller lammelser, er betydelig. Og dermed risikerer den ældres livskvalitet at svinde betydeligt.

Angsten for døden forsvinder
Efterhånden som man bliver ældre, bliver mange mennesker også mere fortrolige med at acceptere døden som et vilkår. Angsten for døden forsvinder.

Det kan for mange unge og yngre være meget vanskeligt at forstå, og derfor vil pårørende i mange tilfælde presse på for, at den ældre afstår fra at tilkendegive, at vedkommende ikke ønsker genoplivning. Derfor er det også vigtigt, at der etableres et system, der gør den ældre borgers ønske ubestrideligt.

Efter vi havde stillet vores beslutningsforslag tilbage i 2019, indgik vi en aftale med sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få sat penge af til et nyt it-system, som skal kunne sikre, at man bliver korrekt og betryggende registreret.

Så et langt sejt træk viste sig altså at give resultater

Forrige artikel Direktør: Centrale udbud koster på konkurrence, innovation og forsyningssikkerhed Direktør: Centrale udbud koster på konkurrence, innovation og forsyningssikkerhed Næste artikel Lægeforeningen: Nye rettigheder til genopliving må ikke blive gavnløse ord på papir Lægeforeningen: Nye rettigheder til genopliving må ikke blive gavnløse ord på papir