V: Glem ikke Ukraine

DEBAT: Selvom mediernes fokus på krisen i Ukraine er faldet, skal landet stadigvæk støttes i kampen mod Rusland. Det mener Michael Aastrup Jensen (V), Venstres udenrigs- og udviklingsordfører.

Af Michael Aastrup Jensen (V)
Udviklingsordfører

Borgerkrigen i Syrien fylder meget i medierne og i den politiske bevidsthed. Det er der en god grund til, for uhyrlighederne der begås af Assad-regimet og Islamisk Stat er hinsides det forståelige.

Krigen i Syrien har imidlertid betydet, at konflikten i det østlige Ukraine er gledet i baggrunden. En gang i mellem hører vi om, at våbenhvilen mellem den ukrainske hær og de russiskstøttede separatister er blevet brudt, men ellers er konflikten nærmest forsvundet fra dagsordenen. Det faktum, at Rusland sågar har annekteret en del af Ukraine i form af Krim-halvøen, er ligeledes ved at være på belejlig afstand.

En af årsagerne til, at Ukraine ikke fylder så meget, er givetvis, at vi ikke har modtaget flygtninge fra konflikten i den østlige del af landet. Det anslås, at op imod en million mennesker er blevet drevet på flugt, men de har alle fundet husly indenfor landets grænser. Samtidig har civilsamfundet, i fravær af et blot nogenlunde fungerende statsapparat, spillet en uhyre vigtig rolle i forhold til at afhjælpe den store humanitære udfordring.

At løbe Putins ærinde
Den russiske intervention har paradoksalt nok resulteret i præcis det modsatte af Putins interesser, nemlig et stærkt nationalt sammenhold. Hvis der ikke var en ukrainsk nationalfølelse, så er den i hvert fald opstået nu. Det må være en streg i regningen for Putin og hans kumpaner i Kreml. Derfor har vi en forpligtigelse til at understøtte de spæde skridt mod en levedygtig demokratisk ukrainsk stat.

Vi kan ikke lade Ukraine i stikken, fordi det politiske fokus er flyttet mod Syrien igen. Det vil kun være at løbe Putins ærinde, og det skal han ikke slippe af sted med. Danmark har igennem mange år støttet civilsamfundet i Ukraine via forskellige programmer. Samtidig har vi også givet økonomiske bidrag til reformer af det notorisk korrupte domstolssystem.

Det kan nærmest virke uoverskueligt at gøre noget ved tilliden til de demokratiske institutioner i et land, hvor korruption nærmest er et grundvilkår på lige fod med tyngdekraften. Heldigvis kan det lade sig gøre at vriste sig fri af det post-sovjetiske morads. Georgien er gået fra at være et af verdens mest korrupte lande, og på alle måder en dysfunktionel stat, til i dag at være mindre korrupt end mange medlemmer af EU. Derudover er landet også længere fremme på e-governance end en række EU-lande.

Stor forpligtelse
Måske derfor har den ukrainske regering nationaliseret en stribe tidligere georgiske politikere, herunder den forhenværende præsident Mikheil Saakashvili. Formålet er, at de skal foretage samme oprydning i Ukraine, som de gjorde hjemme i Georgien. Det er en radikal løsning at hente udenlandske politikere ind, og det leder nærmest tankerne hen på den måde, hvorpå Qatar har bygget sit håndboldlandshold op på.

Man kan kun håbe, at det lykkes, og fra dansk og europæisk side har vi i den grad en forpligtigelse til at hjælpe de demokratiske kræfter på vej. Det er i vores alles interesse.

Forrige artikel FTF: H&M's sikkerhedsmangler er utilgivelige FTF: H&M's sikkerhedsmangler er utilgivelige Næste artikel Alternativet vil omfordele danskernes overforbrug til resten af verden Alternativet vil omfordele danskernes overforbrug til resten af verden