S: Uden idealisme og solidaritet ender vi med en fattig udviklingspolitik

Af Daniel Toft Jakobsen
MF (S)

Vi ved det godt. Danmark er en del af verden, og verden er en del af Danmark. Det, vi gør i Danmark, får betydning langt væk fra vores egne grænser. Og det, der sker ude i den store verden, får betydning i Danmark.

Forurening, klimabelastning, epidemier, flygtninge, ustabilitet, kriminalitet og skattesvindel bevæger sig nu engang over landegrænser og kontinenter. Ingen lande står alene med problemerne, og ingen lande står alene med løsningerne.

Det er derfor, at FN's verdensmål for bæredygtig udvikling er universelle: Vi skal alle sammen bidrage. Og vi er alle sammen helt afhængige af, at målene nås. Udviklingspolitik handler altså ikke bare om at gøre noget godt for andre. Det handler også om vores egne interesser.

Et stærkt udviklingssamarbejde er en del af løsningen
De globale udfordringer er blevet tydelige – også i Danmark. Det så vi i den seneste valgkamp, hvor klimapolitikken og flygtningepolitikken var to af de temaer, der fyldte mest.

Derfor kan det også undre, at det internationale udviklingssamarbejde ikke fyldte mere, end det gjorde. For hvordan skal vi nogensinde formå at håndtere klima- og flygtningekrisen, hvis ikke vi gør det sammen med andre lande – blandt andet igennem et stærkt udviklingssamarbejde?

Bæredygtighed er ikke bare vigtigt i Danmark og Europa, men også i Afrika, Asien og resten af verden. Og ikke mindst er det vigtigt, at vi hjælper de mest ”klimaudsatte” og ofte fattige lande med at håndtere de klimaforandringer i form af for eksempel tørke og oversvømmelser, vi som et rigt land med et højt forbrug selv har været med til at skabe.

Hvis ikke vi lykkes med at give mennesker en fremtid og et håb i deres eget land (hvad enten det så handler om klimaforandringer, konflikter, forfølgelser, fattigdom eller andet), vil det uundgåeligt føre til endnu større folkevandringer – ikke mindst i retning af Europa.

Husk solidariteten 
At en stærk og ambitiøs udviklingspolitik også er i Danmarks egen interesse, står dog ikke i modsætning til en idealistisk og solidarisk tilgang til udviklingspolitikken. Tværtimod!

Uden idealisme og solidaritet som drivende kræfter ender vi med en fattig og alt for kalkulerende udviklingspolitik. Uden det idealistiske folkelige engagement og frivillige solidaritetsarbejde i en lang række civilsamfundsorganisationer ville Danmark ganske enkelt ikke kunne udrette det samme.

Og hvis ikke vi en gang imellem gør en indsats eller støtter en sag, alene fordi det er det rigtige at gøre, og ikke fordi det gavner bestemte danske interesser, så mister vi en helt afgørende dimension ved udviklingspolitikken. 

Derfor er det godt og tiltrængt, når vores nye udviklingsminister som noget af det første sagde, at han ville betragte sig selv som solidaritetsminister. Først og sidst er det nemlig lige præcis solidaritet, det handler om.

debat@altinget.dk