Professor: Gå- og cykelvenlige storbyer fremmer den grønne og sociale bæredygtighed

Af Jonas Larsen
Professor i mobilitet og bystudier, Roskilde Universitet

Verdensmål 11 handler om at gøre byer bæredygtige og til gode steder at bo. Det vedrører også mobiliteten. Biler og veje spillede længe en central rolle i by- og trafikplanlægningen, og bilen skaber stadig megen frihed og mobilitet for individer og familier.

Men den tonstunge, private bil er i dag også en udfordring for pladstrængte storbyer. Den sviner, støjer og optager meget plads. El-biler er en del af fremtidens bæredygtige løsning, da de ikke forurener direkte og støjer mindre, men de skaber stadig trængsel og potentielt farlige situationer for gående og cyklister.

Netop derfor har mange storbyer nu mere fokus på at planlægge for aktiv mobilitet. Indfrielsen af Verdensmål 11 fordrer blandt andet, at byer arbejder ambitiøst med at fremme gang og cyklisme, så de i samspil med offentlig transport bliver attraktive og tilgængelige transportformer og fritidsaktiviteter for den brede befolkning – ikke kun for dem med særlige evner og nerver af stål eller for dem, som ikke har andre muligheder end at gå eller cykle.

Gå- og cykelkultur bidrager til social bæredygtighed

Mange storbyer er stadig relativt usikre at bevæge sig i til fods eller på cykel. De færreste opleves så trygge som København eller Oslo – og selv her kan forholdene for aktiv mobilitet forbedres.

Der er meget at vinde ved at fremme gang og cyklisme. I modsætning til (især fossile) biler, så støjer og forurener fodgængere og cyklister ikke, de er ikke på samme måde potentielt farlige for andre, de kræver kun lidt plads, bidrager til folkesundheden og byernes “liveability”.

Byer med en udbredt og værdsat gå- og cykelkultur udpeges ofte som gode byer at leve i. Og da gang og cyklisme kræver relativt få ressourcer og evner af den enkelte, når den rette infrastruktur ellers er på plads, så bidrager de også til byers sociale bæredygtighed. Det er ikke underligt, at mange byplanlæggere og politikere ønsker mere gang og cyklisme i deres gader.

Forskning viser, at især kompakte og multifunktionelle kvarterer er gå- og cykelvenlige, da afstandene mellem hjem, arbejde, fritidsaktiviteter, institutioner og indkøbsmuligheder er relativt korte. Der skal også gerne være grønne områder, cykelstier og brede fortove med “aktive facader”, mange “øjne på gaden” og attraktive mødesteder.

Nærhed og “liv på gaden” er blandt andet centrale principper for bæredygtige boligkvarterer og reprogrammeringen af eksisterende veje, fortove og pladser.

Plads er en mangelvare i storbyerne

Det kræver politisk vilje, nye design- og planlægningstiltag og forskning i aktiv mobilitet at fremme og videreudvikle gå- og cykelvenlige byer.

Et eksempel herpå er Oslo. Kommunens strategi er at skabe et delvist bilfrit centrum ved at udvide fortove, ensrette gader og omdanne parkeringspladser og gader til gågader med kunst, byrumsmøbler og grøn beplantning. Her satses der benhårdt på især gang og offentlig transport.

Københavns Kommune har længe arbejdet med at bygge nye og udvide eksisterende cykelstier og lave brede “superfortove”. København har netop lavet forsøg med at omdanne gader i den indre by til gågader eller gader, hvor gående har fortrinsret, og hvor bænke og træer skaber grønne oaser og mødesteder på parkeringspladserne.

Plads er en mangelvare i de fleste storbyer, så der må tænkes alternativt i forhold til ambitionen om flere grønne byrum i Verdensmål 11.

{{toplink}}

Universelle løsninger har begrænsninger

Omdannelsen af udvalgte parkeringspladser, fortove og veje til grønne oaser med plads til ophold, gang, løb, leg og samvær er én vej frem. Sådanne grønne byrum vil ofte skabe tryghed og gode oplevelser for cyklister og gående, og dermed bane vejen for endnu mere gang og cyklisme.

Dermed ikke sagt at der er én løsning, der passer alle steder. Universelle løsninger har deres styrker, men også deres begrænsninger. De skal gerne suppleres med lokal viden og forskning. Verdensmål 11 handler nemlig også om at udvikle inddragende planlægningsmetoder.

Eksperimenter og løsninger kan med fordel baseres på stedsspecifik forskning, være brugerinddragende og lokalt tilpasset. Det er COWI’s og Roskilde Universitets forskningslaboratorium om gå-mobilitet i nordiske byer et eksempel på.

Generelt eksperimenterer mange byer og forskningsmiljøer med, hvordan specifikke offentlig rum kan (re)designes med henblik på at skabe attraktive forhold for aktiv mobilitet på tværs af køn, alder og fysisk form. Og det bliver ikke nemt, for der er begrænset plads i verdens byer og mange forskellige interesser på spil.

debat@altinget.dk