Nye demokratier skal (helst) være forbilleder
DEBAT: Ved at koncentrere støtten til nye demokratier i Mellemøsten kan de tjene som forbilleder i en region, hvor forventninger skal nedjusteres, og mirakler er sjældne, skriver Birthe Hansen, ekspert i Mellemøsten og lektor ved Københavns Universitet.
Af Birthe Hansen
Ph.d., lektor i international politik, Københavns Universitet
De nye elektorale demokratier i Mellemøsten skal konsolideres og holdes på rette spor, selv om der er mange steder i regionen, der har brug for støtte.
Efter Det Arabiske Forår i 2011 er det en overvejelse værd, om man skal prioritere at støtte de nye elektorale demokratier, eller om man skal støtte de oppositioner, der indtil videre har tabt eller er blevet ladt i stikken?
Der er mange gode grunde til at sprede støtten. F.eks., at det er i de lande, der endnu ikke har oplevet succesfulde opgør med autoritære regimer, at liberal-demokratiske oppositioner har det sværest. Eller at der er forskellige meninger i den danske befolkning om, hvem der trænger mest, og derfor er det fristende for politikere at 'dele sol og vind lige'.
Der er imidlertid også gode grunde til at satse på de nye demokratier. De er ikke i den bedste tilstand, men det vil være en stor fordel, hvis de holder skansen som demokratier. Deres udfordringer stammer både fra radikale islamister og fra strukturelle problemer. Stor befolkningstilvækst, økonomi på nedtur og politisk labilitet er en risikabel kombination.
Høje forventninger til fremtiden
Også forventningsfælden lurer. I det tidligere Østtyskland var der store forventninger efter genforeningen i 1990. Mange forventede vestlig levestandard og stor fremgang med det samme. Nogle blev meget skuffede. Det samme kan meget vel forventes i Egypten og Tunesien, og begge steder har man ikke midler hertil. Værst står det til i Egypten.
Samtidig er begge steder forbilleder for kommende oppositioner i de resterende autoritært ledede samfund. Det var yderst befordrende, at den første revolte kom i Tunesien, der var relativt 'klar' til en omvæltning: da denne gik så godt, var det oplagt at søge at imitere den i andre arabiske samfund.
Forventningsfælden giver EU-landene to udfordringer: på den ene side at sende signaler om, at alt ikke er gjort med et opgør med de autoritære regimer. Der skal mere til - øget produktivitet, reformer (der ikke nødvendigvis er populære) og klare udmeldinger om, hvilke politiske reaktioner der anses for uønskede. På den anden side støtte til at mildne luften for de centrale befolkningsgrupper, der kommer i sociale klemmer og opbakning til militærets linje som professionelt militær - herunder fortsat NATO-samarbejde med krav om deltagelse.
Mange af de processer, de nye elektorale demokratier skal igennem, skal komme indefra og nedefra. Men man kan godt støtte fornuftige initiativer og kræve retning.
Historien viser: Ingen miraklerForventningsfælden er imidlertid dobbeltsidig. Vi skal ikke forvente os mirakler. I Irak var der i 2003 stor begejstring over, at det forhadte Saddam Hussein-styre var blevet væltet. Ikke længe efter udbrød en heftig magtkamp, der stadig pågår om end i en begrænset udgave. I Egypten og Tunesien er det primært radikal islamisme, der udfordrer den fremtidige udvikling. I Libyen er udfordringen bredere.
Under alle omstændigheder vil det være en fordel at støtte de nye, spirende demokratier - og at koncentrere støtten: dels for at gøre dem til forbillede for udviklingen andre steder og dels for at understrege signalet til de fortsatte autoritære regimer om, hvilken vej vinden blæser.
