Mogens Jensen samler op på finansloven

Mogens Jensen (S)
Handels- og udviklingsminister 

Alle vi, der følger med i dansk udviklingspolitik, kan nok blive enige om, at finanslovforhandlingerne var ekstra spændende i år. Når jeg ser tilbage på debatten, oplevede jeg overordnet et stærkt og oprigtigt engagement hos alle parter.

Men hvad tager jeg som ansvarlig minister med videre fra forløbet? Særligt fem pointer står centralt hos mig.

1. Et pragmatisk centrum-venstre tog ansvar

Jeg er tilfreds med, at regeringen sammen med SF og Enhedslisten både har taget ansvar for en anstændig asylmodtagelse og hævet bistandsprocenten til 0,87 med en stærk fattigdomsorientering og nye midler til blandt kampen for retfærdig skat og arbejdstagerrettigheder.

Det var ikke let for nogle af os i forhandlingslokalet, men med et konstruktivt fokus på bolden kom vi i mål. Fra regeringens side lagde vi en plan frem, hvor stort set alle områder måtte holde en smule for.

Det har Venstre kaldt for grønthøstermetode. Men det skal ses som en klar ambition om at komme på niveau igen og som et udtryk for midlertidighed – modsat permanente besparelser. Havde vi ladet store enkeltområder bære hele omlægningen, ville det også have betydet dybere strukturelle ændringer i udenrigstjenesten. Det var aldrig målet, og det er vi fire partier enige om.

2. NGO’erne kom ind i kampen – mere af det, tak

Det kan måske overraske, at en minister er glad for kritik. Men jeg vil faktisk gerne kvittere for, at de danske NGO’er på forskellig vis markerede deres synspunkter stærkt. I gjorde jeres arbejde – jeg gjorde mit. Og selv om fakta af og til tabte, når følelserne tog overhånd, så var jeg glad for debatten.

Men jeg har også en opfordring: Lad den vare hele året. Hvis vi skal bevare og styrke den folkelige forankring, så har vi brug for folkelige organisationer, som deltager synligt og kreativt i den konstante dialog om udviklingsbistanden – ikke kun, når pengene er i fare.

Jeg vil i den kommende tid igen sætte fokus på den folkelige forankring, og jeg vil opfordre NGO’erne til at tænke ud af boksen og spille konstruktivt med.

3. Erhvervsinstrumenterne skal nytænkes og styrkes

Danidas erhvervsinstrumenter måtte holde for i finansloven, primært fordi en evalueringsrapport satte spørgsmål ved effekten af de eksisterende redskaber. Derfor var det naturligt og rigtigt at sætte dem i bero. Men det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke er udtryk for et lavere ambitionsniveau på området.

På hver eneste rejse, jeg har foretaget til et udviklingsland, er det samme ønske til Danmark blevet rejst over for mig igen og igen: Kom med samhandel, kom med investeringer, kom med teknologi og know-how. Derfor vil jeg nu se på, hvordan vi kan indrette erhvervsindsatsen, så den tjener det primære formål: at skabe en bæredygtig privatsektor i udviklingslandene.

4. Venstre har ingen udviklingspolitik

Venstres Jakob Ellemann Jensen har i Altingets debatspalter kun meget dårligt kunnet skjule sin begejstring over det, han udråbte som hykleri og en 180-graders vending hos regeringen. Men når det nu måtte være sådan, vil Venstre gerne have en politisk debat om andet end bistandens størrelse, må man forstå.

Og det er ikke underligt, at Venstre gerne vil væk fra det med størrelsen. For virkeligheden er jo, at hvis Venstre havde magten, ville de i tillæg til omlægningen på oprindeligt 2,6 mia. yderligere skulle finde 2,5 mia til deres permanente nedskæringer. Altså knap en tredjedel af det samlede bistandsbudget! Når det er sagt, så tager jeg meget gerne en politisk debat med Venstre - men en god start ville være, at Venstre får sig en udviklingspolitik.

Indtil videre ved vi kun, at man permanent vil fastfryse bistandsprocenten på 0,7 (ikke hvordan) og fokusere på Afrika (ikke hvordan). Hvilke lande og indsatser skal holde for? Hvilke ambassader skal lukke eller skære ned? Vi aner det ikke. Men jeg er ikke bekendt med andet, end at Venstre fortsat er enig i den udviklingspolitiske strategi "Retten til et bedre liv", som et enigt Folketing står bag. Det håber jeg står ved magt.

5. Vi skal stadig tale om bistandsprocenten

Med finansloven for 2015 hæver vi bistandsprocenten og kommer dermed et skridt nærmere det langsigtede mål om 1 procent. Det er vigtigt. Kun fem lande i verden har en bistandsprocent på over 0,7, så det er helt afgørende, at Danmark går foran med et godt eksempel i international sammenhæng.

Derfor er jeg heller ikke enig med Venstre og andre i, at bistandsprocenten er irrelevant og skygger for den egentlige politiske debat. Vi kan og skal tale om begge dele. Og jeg garanterer for, at Danmark og vores ligesindede vil stå stærkt på ”0,7-debatten” i FN og andre regi.

debat@altinget.dk