Venstre: Socialdemokratiets Afrikaplan er et sprængfarligt luftkastel

DEBAT: Der er mange fine ord i Socialdemokraternes udspil om Marshallhjælp til Afrika, men indholdet udebliver desværre, skriver Michael Aastrup Jensen (V).

Af Michael Aastrup Jensen (V)
Udviklingsordfører, Venstre

Med Marshallplanen som forbillede vil Socialdemokratiet gennemføre et historisk løft af Afrika. Hvad socialdemokraterne må have glemt, er, at Marshallhjælp til Afrika har været foreslået adskillige gange.

Man har længe været bevidste om både inden og uden for Danmarks grænser, at der hviler et stort ansvar på Europas skuldre for at sikre økonomisk udvikling i Afrika, så de 2,5 milliarder afrikanere, der forventes at være i 2050, kan forsørge sig selv.

Med planen giver Socialdemokratiet altså kunstigt åndedræt til en idé, der har levet et ombejlet liv i over et årti.

Mere form end indhold
Alligevel skortede det ikke på store ambitioner og prangende udmeldinger, da partiet præsenterede deres forkromede plan for at redde Afrika og samtidig stoppe migrantstrømmene til Europa.

Ja, jeg blev jo næsten helt imponeret, indtil jeg åbnede den fint indpakkede plan. Her kunne jeg konstatere, at vi endnu engang bliver spist af med et socialdemokratisk udspil uden et reelt indhold.

Den oprindelige Marshallplan fra USA til Europa var populært sagt hjælp til selvhjælp.

Som tak for hjælpen forpligtede modtagerne sig til at købe varer i USA. Amerikanerne investerede dermed i et stabilt og købedygtigt Europa.

Det er ikke utænkeligt, at en moderniseret Marshallplan kan bidrage til, at Afrika tager varige skridt mod en bedre fremtid. Den forventede befolkningsudvikling på det afrikanske kontinent betyder imidlertid, at problemerne næppe bliver mindre i fremtiden.

Derfor skal udviklingsbistand fungere som en pakkeløsning, der indeholder økonomisk bistand, men også krav om, at modtagerlandene bremser befolkningstilvæksten, tager imod hjemsendte borgere og arbejder for at reducere korruption.

3,5 milliarder fra den langsigtede bistand
Socialdemokraterne forestiller sig tilsyneladende, at vi ved blot at reformere måden, vi giver udviklingsbistand på, kan ændre fundamentalt på Afrikas fremtid.

Realiteten er, at vi har at gøre med et kontinent, hvor mange lande mangler det institutionelle setup, som er nødvendigt for at skabe vækst. Denne virkelighed står i skærende kontrast til den oprindelige Marshallhjælp, hvor et sønderbombet Europa rejste sig som Fugl Føniks fra ruinerne.

I udspillet lægger Socialdemokraterne op til at investere 3,5 milliarder kroner mere i nærområderne frem mod 2025.

En flot stigning, hvis det reelt var sandheden.

I virkeligheden vil Socialdemokratiet blot omfordele allerede afsatte bistandsmidler. De 3,5 milliarder kroner tages således fra de langsigtede investeringer i bistandsprojekter, og Socialdemokratiets Marshallplan bygger derfor på en kortsigtet tankegang, som i værste fald kan have en direkte kontraproduktiv effekt på Afrikas langsigtede udvikling.

I Venstre har vi længe ment, at flere skal hjælpes i nærområderne. Her kan vi hjælpe langt flere, og ikke kun de heldige, som formår at tage den lange og farlige rejse til Europa.

Luftkastel i sprængfare
En fremragende idé, synes socialdemokraterne, som tilmed har gentaget til ukendelighed, at hver gang vi bruger en krone på at hjælpe en person i nærområderne, så koster det 135 kroner at hjælpe en person i Danmark.

Tal, der sidenhen har vist sig at være meningsløse – ja, ren fup og fidus! Partiet sætter dermed en tyk streg under, at udspillet ikke er andet end et luftkastel, der kan sprænge hvert et øjeblik, det skal være.

Så, kære socialdemokrater, jeres Marshallplan er en billig, hvis ikke gratis, omgang.

Det vil klæde jer at fremlægge en plan, som rent faktisk har noget substans. En plan, der reelt forklarer, hvordan Socialdemokratiet vil skabe et historisk løft af Afrika.

Forrige artikel Oxfam Ibis til Socialdemokratiet: Her er det mirakelmiddel, I søger Oxfam Ibis til Socialdemokratiet: Her er det mirakelmiddel, I søger Næste artikel Afrikaforsker om S-udspil: Afstanden mellem problemer og initiativer er galaktisk Afrikaforsker om S-udspil: Afstanden mellem problemer og initiativer er galaktisk