Mellemfolkeligt Samvirke: Frit metodevalg rejser spørgsmål om etik, læring og folkelig opbakning

Af Helene Bach
Evaluerings-, monitorerings- og planlægningskoordinator, MS ActionAid

Effektmåling, resultatmåling, reviews, evalueringer – hvilke begreber der præcist bruges er måske ikke så vigtigt.

Det vigtige er vores fokus og systematik i forhold til at indfange sociale forandringer og skabe læring. Vi skal lære, hvad der virker, og få indsigt i det, der ikke virker og dermed åbne mulighed for løbende at tilpasse vores programmer.

Det er i donorer og ngo’ers fælles interesse.

Hollandsk metodefrihed 
De programmer, som ngo’er gennemfører, er meget forskellige, og derfor giver en vis grad af metodefrihed bedst mening.

Vi kunne måske finde inspiration i Holland, hvor det under det hollandske udenrigsministeriums Dialogue & Dissent-program anerkendes, at støtte til civilsamfundet og sociale forandringsprocesser ikke nødvendigvis bedst indfanges af logframes.

Partnerne opfordres til at bruge mere fleksible og procesorienterede metoder som for eksempel outcome harvesting. Omkring 70 procent af de hollandske partnere på Dialogue & Dissent-programmet bruger outcome harvesting i deres monitorering.

Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, ser jeg outcome harvesting som en god metode til at indfange sociale forandringer. Det er samtidig en metode, der er udviklet på baggrund af outcome mapping og udviklet specifikt i og for udviklingssektoren.

Lægemiddeltestmetoder misser kontekst og etik
Hvis vi overfører metoder fra naturvidenskab eller lægemiddelindustrien, som Nina Blöndal skriver, til sociale og politiske forandringer, tror jeg, vi mister selve forståelsen af det sociale og politiske felt. Her er det centrale en rettighedsbaseret tilgang med fokus på mennesker og deres agency.

Politiske og sociale processer kan ikke indfanges gennem en lægemiddel-inspireret metode baseret på, at patienter har samme biologi. Sociale processer er i sagens natur kontekstafhængige.

Særligt ideen om en kontrolgruppe ser jeg som problematisk. Hvis man for eksempel ser på unges rolle i de demokratiske omvæltninger i Gambia, kan man jo ikke have en kontrolgruppe: Skulle det være et land, hvor der ikke har været nogen støtte og ikke er sket en demokratisering?

Jeg mener også, at der er et etisk spørgsmål i forhold til en mulig brug af kontrolgrupper. Vi kan jo ikke som ngo have en kontrolgruppe, som vi måler på og følger, men ikke arbejder med. Selvfølgelig kan vi ikke arbejde med alle, men at bruge tid og ressourcer på en kontrolgruppe, som vi ikke støtter, kan vel godt blive svært at forsvare moralsk.

Det sker i feltet mellem borgere og myndigheder
Resultaterne af en social indsats er lige præcis ustyrlige, som Ole Brauer skriver. Men det er vel efterhånden kun få ngo’er, der bygger skoler. Det, vi gør, er at støtte borgerne i at kræve deres rettigheder, herunder ret til uddannelse, mens det er regeringernes opgave at bygge skolerne og sikre kvaliteten af undervisningen.

Dermed vil vores målinger/assessments være fokuseret på den politiske og demokratiske proces mellem borgerne og myndighederne – og måske dermed være lidt mere afgrænset og mindre ustyrlig.

Og for at vende tilbage til metodefrihed og brugbarheden af logframes, så fanges governance-processer bedre af andre metoder som for eksempel outcome harvesting, hvilket de på det hollandske Dialogue & Dissent-program har taget konsekvensen af.

Vi skal høste historier og sikre folkelig opbakning
Jeg er enig med Elsebeth Krogh i, at historierne fra almindelige mennesker om de forandringer, som de oplever, er det, der skaber engagement og kan kommunikeres.

Læs Elsebeth Kroghs indlæg: Hør de mennesker, der mærker forandringer

Igen vil jeg fremhæve outcome harvesting som en systematisk metode til lige præcis at sikre, at disse historier bliver til meget mere end anekdoter.

Kort sagt: Flere historier og mere systematik! Monitorering, målinger og historier, der kan kommunikeres og være med til at sikre den folkelige opbakning, kan sagtens samtænkes.

debat@altinget.dk