Lektor: Valget i Sydafrika er langt fra den sejr for demokratiet, som vestlige politikere gør det til

En sejr for demokratiet var den enslydende udmelding i de vestlige medier efter valget i Sydafrika 29. maj 2024. Glæden skyldes et farvel til et-partistaten, da ANC, African National Congress, med 40 procent af stemmerne, og for første gang siden etableringen af regnbuenationen i 1994, tabte flertallet i parlamentet.

Dermed, set fra Vestens perspektiv, opstod drømmescenariet om et "rigtigt" flerpartidemokrati, fordi ANC mistede magtmonopolet, men samtidig bibeholdte magten. Sidst, men ikke mindst, blev præsident Cyril Ramaphosa genvalgt.

Den ønskede kontinuiteten blev sikret – endda tilsat lidt grønt.

Den nye udenrigsminister, Ronald Lamola, meldte ud, at Sydafrika vil fortsætte med at spille en aktiv og samarbejdende rolle i en verden, der er under forandring. Præsidenten forsikrede en fortsættelse af den økonomiske politik med forbedret betingelser for erhvervslivet.

{{toplink}}

Set fra et dansk perspektiv vækker en styrket indsats for den grønne omstilling særlig tilfredshed. Især udmeldingen fra vicemiljøminister Dion George om at sætte fart på et partnerskabsinitiativ under overskriften 'Retfærdig energiomstilling'.

Rammen for programmet er på over ni milliarder dollars, herunder initiativer til fremme af vedvarende energi med dansk deltagelse.

Sydafrikas behov drukner i eufori

Vestens eufori over demokratiets tilstand og udviklingsperspektiver for Sydafrika deles ikke af flertallet af landets befolkning.

Den dybe utilfredshed strækker sig fra deltagelse i den demokratiske proces til en grundlæggende mistillid til politikerne og en voksende mistro til, at politikkerne kan løse landets problemer.

Fundamentet for regnbuenationens mønsterdemokrati er ved at erodere væk.

Der var en rekordlav valgdeltagelse, hvor kun lidt over halvdelen, 58 procent, af de registrerede vælgere stemte.

De unges politiske apati er udbredt, og eksempelvis har under halvdelen af de unge i 20'erne valgt at registrere sig som vælgere. Afrobarometers nyeste undersøgelse viser, at 70 procent af befolkningen er utilfredse med demokratiet i landet.

Vesten tror på en illusion

Vestens forestillinger om den nye frugtbare, parlamentariske og politiske meningsudveksling med afviklingen af et-partistaten er en illusion.

Det er på den ene side, fordi yderfløjspopulisterne fravælger deltagelse i det politiske arbejde. De fik cirka en fjerdedel af pladserne i parlamentet.

{{toplink}}

På den anden side har den genvalgte præsident Cyril Ramaphosa, der fremstår som valgets entydige sejrherre, fremvist politisk håndværk og forhandlingsevner af mandelaske dimensioner og skabt en national samlingsregering (GNU).

Den består af 11 partier, hvoraf ni har fået ministerposter.

Etableringen af en samlingsregering genskaber tilstandene under ANC's magtmonopol med nedlukning af parlamentariske forhandlinger og dialoger.

Samlingsregeringer er – set fra et vælgerperspektiv – problematisk, fordi fundamentet er et samarbejde mellem partier, som vælgerne har fravalgt og som ikke ønsker samarbejder og dermed bidrager til forøget politisk apati.

Ramaphosa og GNU'en har betonet bekæmpelse af korruption, og politikkernes renomme er belastet.

Set i et korruptionsbekæmpelsesperspektiv er samlingsregeringer problematiske. Det viser tidligere erfaringer fra det sydlige og østlige Afrika, specifik i Kenya (2008 til 2013) og Zimbabwe (2009 til 2013). Begge steder opfattede mange, at samlingsregeringerne var medførende til en institutionalisering af korruption og nepotisme.

Samtidig med den gensidige mangel på tillid og samarbejdsvilje, mellem såvel personer og partier, betød det handlingslammelse fra toppen og ned igennem ministerierne i samlingsregeringerne.

Dertil skal nævnes, at GNU'en er landets største regering med 32 ministre og 43 viceministre. ANC er entydigt det stærkeste parti med 20 ministerposter – hovedparten af de tungeste ministerier.

Præsident lover en ny æra

Regeringens omfang har skabt diskussioner i det sydafrikanske samfund og fremmer ikke politikkerne anseelse.

I Ramaphosas tale ved åbningen af parlamentet blev GNU'en fremhævet som en ny æra i sydafrikansk politik. Alligevel forventer de færreste sydafrikanere, i lighed med Vesten, ikke de store forandringer.

{{toplink}}

Men i modsætning til Vesten, ønsker rigtig mange sydafrikanerne ikke kontinuitet, men derimod omfattende forandringer.

De fleste forventer, at GNU'en vil videreføre ANC's politik, og mener ikke, de har skabt gennembrud i bekæmpelsen af landets massive indenrigspolitiske udfordringer, selvom de har haft 30 år.

Faktisk tværtimod. For fattigdommen, arbejdsløsheden og kriminaliteten med mere er store og ubærlige problemer for en stadig større del af befolkningen.

Demokratiet er langt fra sejr

Lad det være slået fast med syvtommersøm: Valget i Sydafrika er ikke en sejr for demokratiet. Derimod er det folkelige fundament og mandat yderligere svækket.

Udsigten til kontinuiteten tilsat lidt grønt glæder os i Vesten, men er uacceptabelt for hovedparten i Sydafrika.

Sammenhængskraften i det sydafrikanske mønstersamfund er maksimalt presset, og skal GNU'en, demokratiet og landets udviklingsmodel blive en succes, som stadig færre sydafrikanere tror på, kræver det massive her-og-nu samt fremad- og målrettet international støtte, herunder investeringer.

Om Vesten er klar til de nødvendige og massive opgraderinger, er mere end tvivlsomt. For det vil kræve grundlægende forståelse af udfordringerne, som er en mangelvare både specifikt i relation til Sydafrika og generelt for kontinentet.

Derimod er vi i Vesten rigtig skarpe til at selektere og trække de aspekter ud, som passer ind i vores egen verden og verdensbillede.

Valget i Sydafrika et fremragende eksempel, hvor der ikke kun mangler nuancere, men også en grundlæggende forståelse af alvoren. Trods uvidenheden og manglende indblik i konteksten, tipper vi gerne Sydafrika om, hvad det vil sige at være et rigtigt demokrati.

Vi skal overveje, om vores klassiske skolemesterfacon er tidssvarende, klædelig og ikke mindst effektiv. Et oplagt alternativ kunne være at både komme i arbejdstøjet og være bedre i sync med virkeligheden on the ground.

En ydmyget afdækning af udfordringerne og en bredspektret dialog kunne danne grundlag for iværksættelse og investeringer i initiativer. Det bliver dyrt og tager tid, men alternativet er værre.

I denne sammenhæng kan Danmark lige så godt erkende og anerkende, at Sydafrika er vigtigere for os, end vi er for Sydafrika.   

{{toplink}}

debat@altinget.dk