Knud Vilby: Vi redder ikke verden ved at flytte penge fra syd til øst

I februar gav Danmarks-indsamlingen til alverdens sultne godt 100 millioner kroner. Det er isoleret set mange penge.

Men nogle få dage forinden bevilgede EU omkring 450 milliarder kroner alene til civile indsatser i Ukraine. Det er mere end 4.000 gange så meget.

Bistanden til Ukraine er nødvendig. Europa er i en ny situation, og vi skal hjælpe vores naboer, både for at hjælpe dem og os selv. Men jeg sætter alligevel tallene ved siden af hinanden for at fremme en smule refleksion. Ukraine er et land med knap 50 millioner indbyggere. Alene i Afrika bor der tæt ved halvanden milliard mennesker.

Tiltrængt Afrika-plan

Små effektive udviklingsprogrammer har gjort en forskel for millioner af mennesker, og 100 millioner kroner skal ikke bagatelliseres, men set i perspektiv er det småpenge.

Dansk udviklingsbistand er heldigvis mere end det. I 2024 er den på omkring 23 milliarder kroner. Men det øgede fokus på Østeuropa spiller også her en stor rolle. I 2022 udgjorde alene bistanden til Ukraine og udgifterne til modtagelse af flygtninge i Danmark tæt ved 20 procent af den totale danske udviklingsbistand. Pengene blev flyttet fra syd til øst.

Samme år faldt Danmark alligevel ud af den internationale elite på området. I 40 år har Danmark været i den lille gruppe af lande, der hvert år har ydet mindst 0,7 procent af den danske bruttonationalindkomst i udviklingsbistand.

Trods den øgede øst-bistand nåede vi efter politiske beskæringer af bistanden ikke målet i 2022. Det er indhentet siden. Men mens regeringen med Lars Løkke Rasmussen i spidsen taler om ny Afrika-strategi og et nyt og mere ligeværdigt samarbejde med Afrika, er sandheden, at danske regeringer år efter år har reduceret Danmarks Afrika-indsats, og Danmark er langt mere usynlig i Afrika end for 20 år siden.

Forpligtelser i syd og øst

Danmark giver i disse år ikke blot gigantisk bistand til Ukraine, men også – om end mere begrænset – øget statslig bistand til andre østlande. Moldova er et godt nyligt eksempel.

Samtidig er danske civilsamfundsorganisationer sammen med Det danske kulturinstitut og Dansk Industri i gang med indsatser for demokrati, menneskerettigheder og ligestilling i en gruppe østlande. Og det er både rigtigt og vigtigt, at øst-bistanden styrkes.

Men regeringen har ret i, at vi også skal styrke samarbejdet med blandt andet Afrika. Klimakatastrofen er skabt af os og rammer i vid udstrækning fattige afrikanske lande.

Vi skylder milliarder, som vi (og blandt andet Lars Løkke Rasmussen som statsminister) har lovet, men ikke leveret. Og klimakrisen er ikke den eneste krise. Der er kamp om og i Afrika i disse år, fordi Afrika også rummer vældige ressourcer, og der er fra alle sider voksende interesse.

{{toplink}}

Vesten skal tænke nyt

Der er andre meget stærke samarbejdspartnere end de europæiske, blandt andet Kina, Indien og rige arabiske lande, og der er samtidig en voksende skepsis overfor vesten og vestens dobbelte standarder blandt andet på menneskerettighedsområdet. Afrikanerne har set, at der gælder forskellige principper, alt efter hvem vi synes bedst om. 

Skal vesten ikke spille sig selv af banen på det afrikanske kæmpekontinent med et gigantisk potentiale, så kræver det en forstærket og ærligere indsats. 

Efter at den danske Afrika-indsats er blevet mindre år for år, styrkes den i år atter noget. Men hverken Danmark eller EU har den samme centrale placering i Afrika som for et par tiår siden.

Det er karakteristisk, at hvad enten regeringen taler om den milliardkroner store Ukrainefond eller den langt mindre New Democracy Fund (for seks østlande), så kommer de statslige penge til civile indsatser stort set altid fra udviklingsbistanden.

Tidens kriser koster

Regeringen vil noget nyt, og den vil meget mere end tidligere, men den vil stadig helst gøre det uden at finde nye penge. Derfor betyder merbevillinger i øst, at bevillinger til syd skæres ned. Og mens vi med rette er optaget af krigen i Ukraine og Israels krig mod Gaza, fortrænges afrikanske krige (for eksempel i Sudan og Sydsudan) både fra mediernes og politikernes dagsorden.

Men vi er i en ny kriseramt verden med direkte sikkerhedskrise i Europa og med global klima-, biodiversitets- og fattigdomskrise. Det er at putte folk blår i øjnene, at lade som om det ikke hænger sammen og koster en masse nye penge.

Skal vi håndtere den nye virkelighed og redde fremtiden for børn og børnebørn, så bliver det rigtig dyrt. Og det må regeringer have mod til at fortælle befolkningen, frem for blot at flytte bevillinger fra syd til øst – og i øvrigt investere i oprustning.

{{toplink}}

debat@altinget.dk