Hvor grøn er den såkaldte grønne vækst?

Af Helle Munk Ravnborg
Seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke.

Ikke alle investeringer, der handler om energi og landbrug, vil føre til grøn vækst, og ikke alle initiativer, der fører til grøn vækst i udviklingslandene, bør finansieres gennem udviklingsbistand. Det er et problem, at vi ikke har klare kriterier og indikatorer, der viser, hvor grøn den såkaldte grønne vækst er.

Mens vi har kriterier, der kan hjælpe os til at skelne fattigdomsorienteret vækst fra vækst, der kun gavner dé få, der allerede har, så kniber det endnu med kriterier, der hjælper os til at skelne grøn vækst fra andre farver af vækst.

Det kan, som Erik Rasmussen fra Ugebrevet Mandag Morgen advarer om, komme til at betyde, at grøn vækst-begrebet hurtigt ryger i glemmebogen som (endnu) et tyndt og luftigt begreb, der passerede gennem bistandsjargonen, og som vissengrønne virksomheder og nationer kan bruge efter behag til at pynte på virkeligheden.

Indikatorer for grøn vækst
Som opfølgning på Danmarks strategi for det udviklingspolitiske samarbejde ”Retten til et bedre Liv” fra 2012 har Danida udarbejdet en strategisk ramme for arbejdet med naturressourcer, energi og klima (NEK) med titlen ”A greener world for all”.

Den siger, at ”grøn vækst er en proces, hvorigennem økonomier transformerer sig til at blive bæredygtige grønne økonomier, hvilket indebærer en ændring i produktions- og forbrugsmønstre, så de bliver miljømæssigt bæredygtige.” ”At ændre disse mønstre,” hedder det, ”indebærer en nedbringelse af brugen af forurenende stoffer og af drivhusgasudledningen, forbedring af energi- og ressourceeffektiviteten og at yderligere naturressourcedegradering undgås.”

Derfor burde det også være oplagt at udarbejde kriterier, der kan måle på, i hvor høj grad konkrete påtænkte interventioner lever op til denne definition af grøn vækst. Det burde også være oplagt at henvise til det arbejde, UNEP, OECD og andre er i gang med netop for at udarbejde sådanne kriterier og indikatorer.
 
I NEK-strategien nævnes dette da også som en "mulig indsats", mens, siges det, at man er i gang med at udarbejde en såkaldt Danida Guidance Note for Grøn Vækst og et katalog med eksempler på grøn vækst og interventioner, som tidligere er blevet støttet af Danida.

Tallene skal på bordet
Vi har jo endnu ikke set disse to publikationer, men der er grund til at sige højt og tydeligt, at vi ikke har brug for flere floromvundne sange fra de varme lande, der beretter om, at solen skinner.

Både politikere og udviklingsorganisationer må se i øjnene, at ikke alle investeringer, der handler om energi og landbrug, vil føre til grøn vækst, og at ikke alle initiativer, der fører til grøn vækst i udviklingslandene, bør finansieres gennem udviklingsbistand.

Vi har derfor brug for at få tal på bordet og beskrivelser af dynamikker, der viser og begrunder, hvordan en given intervention påvirker eller forventes at påvirke energieffektiviteten.

Hvor mange kalorier landbrugsprodukter producerer hver kalorie fossilt brændstof brugt i landbrugsproduktionen i form af maskinkraft, strøm til kunstvanding, pesticider og kunstgødning? Og er dette en forbedring i forhold til tidligere? Hvor stor er CO2-produktiviteten, arealproduktiviteten, vandproduktiviteten og så videre?

Vi har brug for at få at vide, hvordan en given intervention påvirker natur og biodiversitet, tilgængeligheden og kvaliteten af vand, skovdækket, jordbundsstrukturen oo så videre. Vi har brug for at få at vide, om den hjælper til at håndtere og præcisere eksisterende miljø- og naturressourcerelateret lovgivning. Vi har brug for at få at vide, hvordan den påvirker opkrævningen eller efterlever reglerne om miljø- og naturressourceorienterede skatter og afgifter.

Og sidst, men ikke mindst er der brug for at vide, om og hvordan den såkaldte grønne vækst vil bidrage til at udrydde fattigdom gennem rettighedsbaseret og bæredygtig udvikling.

Risiko for at handle i blinde
Langt størsteparten af de 3,7 milliarder kroner, som regeringen i 2014 vil bruge til at støtte grøn vækst i udviklingslandene, vil nemlig komme fra fattigdomsrammen. Mere præcist 85 procent, hvis ellers tallene i publikationen ”Regeringens udviklingspolitiske prioriteter” fra september 2013 står til troende.

Vi har derfor brug for at vide, om og hvordan hver enkelt intervention til støtte for den såkaldte grønne vækst skaber flere og bedre jobs, end den fortrænger. Vi har brug for at vide, om og hvordan den giver flere mennesker bedre muligheder for at leve et værdigt liv med lys i de mørke huse og rent og tilstrækkeligt vand i de lave brønde. Og vi har brug for at vide, om og hvordan den bidrager til at sikre, at ingen, heller ikke dem med gode forbindelser og mange penge, slipper ustraffet, hvis de forurener eller uretmæssigt tager naturressourcer, der ikke er deres.

Uden klare kriterier og indikatorer, der kan vise, hvor grøn den såkaldte grønne vækst er, vil beslutninger om de kommende års støtte til grøn vækst blive taget i farveblinde. Og uden dokumentation for om, hvordan og hvor meget den såkaldte grønne vækst bidrager til fattigdomsorienteret, rettighedsbaseret bæredygtig udvikling, risikerer vi, at den del af den danske udviklingsbistand, som netop skal gå til fattigdomsbekæmpelse, nemlig fattigdomsrammen, vil blive brugt til alle mulige andre formål.

Det er vist alt muligt andet end det, der normalt betegnes som god og gennemsigtig forvaltningspraksis. Og snarere end blot et enkeltstående tilfælde risikerer sagen om GGGI at blive toppen af et stort isbjerg.

debat@altinget.dk