DI til Danida: Sænk risiko ved investeringer i ulande

DEBAT: Virksomheder møder i dag en række barrierer, når de vil investere i grøn vækst i udviklingslandene, mener Marie Gad, chefkonsulent i DI. Danida bør i højere grad skabe de rette incitamenter og sænke risikoen.

Af Marie Gad
Chefkonsulent i Dansk Industri

Alle er enige om, at der er behov for flere private investeringer for at fremme grøn vækst i udviklingslandene. Denne udvikling har Danida de bedste muligheder for at hjælpe på vej. Virksomhederne møder nemlig i dag en række barrierer, der gør det umuligt at bidrage med de investeringer, der er så hårdt brug for.

Danidas initiativer bør derfor have det overordnede mål at skabe de rette incitamenter og sænke risikoen for private investeringer i udviklingslandene. Konkret kan Danida sætte ind på tre områder:

Gør det lettere at drive forretning
Verdensbankens Doing Business Indeks måler på en række indikatorer, hvor besværligt det er at drive virksomhed i næsten alle verdens lande. Indekset ser blandt andet på muligheden for at håndhæve kontrakter, adgang til finansiering og mulighederne for at registrere ejendom.

Det er vigtige parametre, som kan gøre det meget dyrt, vanskeligt og risikabelt at drive forretning, hvis love, regler og implementering ikke er på plads. Indekset giver derfor et godt indblik i, hvordan mulighederne for at drive virksomhed er i det enkelte land.

Det er derfor også interessant, at kun et enkelt af Danidas afrikanske prioritetslande har bevæget sig op i indeksets bedste halvdel, nemlig Ghana på en 64. plads. Resten ligger i den dårligste halvdel med Niger som bundskraberen på plads nr. 176.

Det er klart, at hvis det generelle erhvervsklima er så dårligt som i disse lande, skaber det ekstra omkostninger, risici og forsinkelser for virksomheder, der investerer lokalt. Første skridt er derfor at forbedre det generelle erhvervsklima. Danida har nogle indsatser på dette område, men kunne gøre langt mere.   

Bedre vilkår inden for grøn vækst-sektorerne
Inden for den enkelte sektor skal de rette betingelser også være på plads, før det giver mening for private investorer at se på mulighederne. Det gælder eksempelvis inden for energisektoren, hvor det lovmæssige apparat skal være på plads, embedsmændene skal have de rette kompetencer, og de fine strategier skal implementeres. Også her kunne Danida gøre langt mere.

Det begynder med en dialog med de virksomheder, som kan levere løsningerne – og som derfor kan fortælle, hvorfor deres løsninger ikke kommer i spil i en lang række lande, simpelthen fordi vilkårene modarbejder dem direkte, eller fordi markedet endnu ikke er modent til de nye grønne teknologier.

Danida har allerede bevist, at dette kan lade sig gøre gennem samarbejdet med Vestas i Sydafrika. Der er ikke tale om, at man bruger udviklingsbistand til at støtte en enkelt virksomhed – man bruger udviklingsbistand til at skabe udviklingsmæssige resultater i form af grøn vækst, men det er en smart tilgang, der bygger på dansk viden og danske kompetencer. Og så er det selvfølgelig op til Vestas selv at vinde de kommercielle kontrakter, når det kommer dertil.

Tænk i nye finansieringsinstrumenter
Det sidste element, der skal være på plads, er adgangen til finansiering for den enkelte virksomhed. Igen kan Danida spille en rolle. På den baggrund er det meget positivt, at udviklingsminister Christian Friis Bach (R) for nylig lancerede en ny facilitet, der kan give støtte til projektudvikling.

Det kan nemlig være med til at dække nogle af de ekstra udgifter, der er for virksomhederne, ved at udvikle projekter i de fattigere lande frem for de mere udviklede markeder. Hvis dette instrument kombineres med det rette mix af lån, garantier og andre kapitalinstrumenter, vil en masse projekter kunne lade sig gøre, som i dag ikke kan finansieres.

Danida kan få meget stor indflydelse på, hvor mange private grønne projekter, der kommer i udviklingslandene over de kommende år. Det er ganske simpelt. Det drejer sig om at gøre de private investeringer rentable. Opskriften på dette er først og fremmest at reducere risikoen.     
 

Forrige artikel Danmark kan inspirere til grønne løsninger Næste artikel Hvor grøn er den såkaldte grønne vækst? Hvor grøn er den såkaldte grønne vækst?