Global Aktion: Kofods tavshed om besættelser vidner om et passivt, kosmetisk projekt

DEBAT: Den internationale dag for menneskerettighederne var en oplagt lejlighed for Jeppe Kofod til at kaste lys over konflikten i Vestsahara. I stedet blev dagen brugt til et passivt, kosmetisk projekt, skriver Mads Thunestvedt og Morten Nielsen.

Af Mads Thunestvedt og Morten Nielsen
Aktivist og kampagne- og informationsmedarbejder, Global Aktion

10. december er international dag for menneskerettighederne. En dag, hvor ledere verden over hylder de 30 rettigheder, som blev formuleret i kølvandet på Anden Verdenskrig.

Men mens verdens ledere, herunder Danmarks udenrigsminister, Jeppe Kofod (S), brugte dagen på at kommunikere hyldester på Facebook, bekendtgjorte Marokko, at de anerkender Israel i en tværdiplomatisk aftale, der samtidig gør, at USA anerkender Marokkos ulovlige besættelse af Vestsahara.

Dette er et klokkeklart brud på de selvsamme menneskerettigheder og samstemmende FN-resolutioner på området. Man kan undre sig over timingen på denne udmelding, men det viser bare med endnu større tydelighed, at FN og menneskerettighederne bliver brugt efter forgodtbefindende i det globale diplomati.

Endnu en brik i et uretfærdigt spil
Det er beskæmmende, at Danmark ikke bruger sin stemme i en sag, som ikke blot handler om én besætterstat, men hele to, da Israel fortsat besætter nye palæstinensiske områder.

Her kan den nye aftale ses i et større diplomatisk spil, hvor økonomiske interesser og gunstige handelsaftaler trumfer international ret og lov til en grad, hvor selvstændighedsbevægelser verden over må kigge langt efter den retmæssige anerkendelse.

Internationale konventioner reduceres derfor til at være et kosmetisk projekt om at se godt ud for omverdenen, mens man på de indre linjer kæmper om selv den mindste økonomiske gulerod.

Eksempler på vedvarende brud
Her bliver både Vestsahara og Palæstina et eksempel på, at vedvarende brud på konventionerne kan betale sig i det lange løb.

Vi kan derfor se tilbage på 10. december som en dag, hvor menneskerettigheder hyldes i blitzens lys på den store scene, mens man overskrider de klareste aftaler i kælderens mørke.

Til stor fortrydelse for den saharawiske befolkning, der endnu engang bliver reduceret til en brik i et uretfærdigt spil og endnu engang må lade sig skuffe af det internationale samfund, der ellers retmæssigt anerkender landet.

Det blev i stedet en dag, hvor FN's muligheder for at skabe en løsning i den nu 45 år lange konflikt i Vestsahara døde. Jeppe Kofod har et valg: Vil han støtte USA's præsident, Donald Trump, eller vil Jeppe Kofod anerkende, at Danmark skal vælge den strategi, der overholder de konventioner, som vi officielt står bag?

Forrige artikel AE: Regeringen bør prioritere ulandsbistand for at undgå en gældskrise AE: Regeringen bør prioritere ulandsbistand for at undgå en gældskrise Næste artikel Dignity: Børnene i de syriske lejre kan få nødvendig behandling i Danmark Dignity: Børnene i de syriske lejre kan få nødvendig behandling i Danmark