Gjerskov: Nedskæringer står i vejen for positive udviklingstiltag

DEBAT: S er enige med regeringen om at hjælpe i nærområderne, men de store beskæringer i udviklingsbistanden står i vejen for den hjælp, der er brug for, skriver Mette Gjerskov, MF for Socialdemokratiet.

Af Mette Gjerskov
MF for Socialdemokratiet

Jeg holder virkelig meget af en god debat. Derfor bliver jeg glad, når Altinget kontakter mig og beder mig spidse pennen. Men ak! Nu er jeg blevet bedt om at gøre status på regeringens indsats på udviklingsbistanden. Og jeg bliver ramt af en akut depression. En ting er at skrive om regeringens gebrækkelige initiativer, når de kommer ét ad gangen. Men en status med dem alle sammen? Det er lige ved, at man har brug for en gibbernakker fra morgenstunden for at kunne rumme al den elendighed.

Men vi må vel til det. Vi begynder i omegnen af Syrien, hvor verdenssamfundet klappede pengekassen i, så flygtningenes madrationer blev næsten halveret. Det var én – blandt mange – årsager til, at de pakkede deres pakkenelliker, hyrede en menneskesmugler og flygtede videre. Flugten bød på vold, seksuelle overgreb, børn, der blev splittet fra deres forældre, sult og tørst. Nogle led en fortvivlende druknedød i Middelhavet, mange andre nåede frem til Europa. De bankede på vores dør og tiggede om beskyttelse.

Under den noget slidte parole ’flygtninge skal hjælpes i nærområderne’ strammede regeringen på udlændingepolitikken. For så vidt fornuftigt nok, for hvem vil ikke hellere sikre disse mennesker et håb om en fremtid i deres eget land, i stedet for en traumatisk og livsfarlig flugt?

Problemet er bare, at regeringen samtidig skar og skar og skar i udviklingsbistanden. Midt i et finansår blev projekt efter projekt fjernet med et pennestrøg på Asiatisk Plads. Enhver planlægning blev tæppebombet af nedskæringer. Ikke kun for at bruge pengene på flygtningemodtagelse, men også for at skære helt generelt.

I dag siger Kristian Jensen, at det var for brutalt, så vi må ændre retningslinjerne. Hvor var den omsorg, da hele området styrtblødte? Og hvorfor har vi brug for generelle regler på området? Vi, i de røde partier, kunne aldrig drømme om at lave sådan et blodbad, så Venstre kan jo bare blive enige med sig selv om, at de aldrig vil gøre det igen – så er den ikke længere. Nu kommer de demonstrativt med en løsning. To år for sent. Det er dæleme svært at bevare optimismen.

Enkelte positive tiltag
Men der er dog en positiv ting at berette. Da vi foreslog at lave et forlig på den udviklingspolitiske strategi, gik regeringen med på idéen. Det betyder, at vi nu har en klar aftale med regeringen om, at de ikke kan skære længere ned end 0,7. Det betyder, at Verdensmålene har fået en fremtrædende plads som hele grundlaget for strategien. Og det betyder, at vores tre mærkesager: kamp mod ulighed og for kvinder og bæredygtighed har fået betydeligt mere vægt.

Positivt er det også, at Ulla Tørnæs er gået ind i protesterne mod Trumps kamp mod abort, global gag rule. Det er jo det glade vanvid, at vi igen skal se kvinders rettigheder bombet tilbage til stenalderen.

Endelig er det på en måde positivt, at regeringen har fremlagt en handlingsplan for verdensmålene. De vil godt nok ikke screene lovforslag for deres virkning på verdensmålene og det er slapt. Men vi i har da i det mindste en handlingsplan. Selvom den er slap, fordi regeringen er mere optaget af at finde områder, hvor de mener, vi lever op til målene – i stedet for at benytte lejligheden til at bruge verdensmålene til det der var hensigten: at identificere områder, hvor der er behov for forbedringer. Og tag ikke fejl! Dem har vi. Når ikke-uddannede lever 10 år kortere end langt-uddannede, så kræver det ikke en doktorgrad for at vide, at vi har en stor opgave foran os.

Nu har jeg virkelig gjort mig umage for at finde noget pænt at sige – sådan er jeg opdraget. Men for hulen, hvor er det svært. For ethvert initiativ fra regeringen skal ses i lyset af de barbariske nedskæringer. Hver gang regeringen forsøger at spinne en historie om, at nu støtter de dette og hint, så ved vi, at de formentlig har sparet det dobbelte. Hvis man skærer 100 kr. og derefter giver en gave på en tier Ja, så har man altså stadig sparet 90 kr. Det er den sørgelige sandhed – og realiteten i dagens udviklingsarbejde med en blå regering.

Forrige artikel Debat: Trumps klima-exit efterlader et gedigent tomrum Debat: Trumps klima-exit efterlader et gedigent tomrum Næste artikel EL: Regeringen fører Trumps politik  EL: Regeringen fører Trumps politik