Gates Foundation og Unicef: Danmark risikerer at blive foregangsland for bistandsbesparelser

Af Susanne Dahl og Carl Björkman
hhv. generalsekretær i Unicef Danmark og nordisk chef for Bill & Melinda Gates Foundation

Først døde vores afgrøder, så døde vores kvæg og nu frygter vi, at turen er kommet til vores børn. Sådan lyder den barske melding fra en kvinde, Unicef's kolleger i Østafrika har mødt i en flygtningelejr for internt fordrevne i Dollow, Somalia. Desværre er kvinden og de øvrige mødres frygt reel. 

Situationen på Afrikas Horn er desperat. Området er ramt af den værste tørke i 40 år, og det står ikke længere til diskussion, hvorvidt en regulær sultkatastrofe kan undgås: Den nedslående melding er, at det allerede er for sent. 

De seneste måneder er situationen forværret med uhyggelig hast. Mellem februar og april steg antallet af børn, der sulter og tørster fra cirka syv millioner til mindst ti millioner, og der er intet, der tyder på, at udviklingen er ved at vende. Tværtimod.

Tørkens konsekvenser i Etiopien
Den danske udviklingsminister har i begyndelsen af maj været i Etiopien, hvor han ved selvsyn har erfaret, hvor allestedsnærværende tørkens konsekvenser er. Efter sin hjemkomst har ministeren annonceret, at Danmark giver et nyt bidrag til at imødegå krisen. Det er både glædeligt og vigtigt.

Men forhåbentlig har oplevelsen desuden givet den danske minister både vilje og skyts til at kunne overbevise et flertal i Folketinget om, at det ingen steder har hjemme, at man i en tid som denne vælger at finansiere modtagelsen af ukrainske flygtninge med midler, der bogstavelig talt aldrig er faldet på et tørrere sted.

Diskussionen bør ikke reduceres til et spørgsmål om, hvorvidt det ene er vigtigere end det andet. Danmark kan hjælpe mennesker på flugt og samtidig fortsætte med at være førende i arbejdet for global udvikling. Vi kan skabe en bedre verden for børn og fremtidige generationer samtidig med, at vi sikrer ukrainske flygtninge den trygge og værdige modtagelse, de har ret til.

Vi har råd til begge dele
For børnene på Afrikas Horn kan det betyde liv eller død, at rige nationer gennem udviklingsbistanden er med til at finansiere arbejdet for en bedre verden. Og Danmark har i årtier været et foregangsland, når det kommer til udviklingsbistand. Vi har brystet os af vores udsyn og vilje til at arbejde for en mere lige verden, og vi har i perioder leveret en større sum til udviklingsarbejde, end FN forpligter os til. 

De danske politikere skal derfor passe på, når de nu vælger at prioritere økonomisk hjælp til mennesker i deres nærhed på bekostning af mennesker med mindst lige så store behov længere væk. Der er nemlig en naturlig risiko for, at man med den manøvre legitimerer andre lande, der kigger på Danmark, til at gøre det samme.

Det handler dermed ikke ’kun’ om Danmarks to milliarder. Hvis alle europæiske lande ræsonnerer som Danmark, vil det reducere EU's samlede bistand til fattige lande så betragteligt, at det vil have vidtrækkende og uoverskuelige konsekvenser for verdens udvikling.

Vi anerkender, at det formelt er i orden, når et politisk flertal omprioriterer udviklingsbistanden til flygtningemodtagelse, men det er ikke kun et juridisk spørgsmål om rigtigt og forkert, spørgsmålet er også moralsk. Og Danmark risikerer lige nu at være med til at sænke den moralske overligger for andre lande, der hidtil har betragtet os som forbilledlige.

Danmark behøver ikke udhule ulandsbistanden for at modtage flygtninge fra Ukraine. Vi har råd til begge dele. Det handler om at ville det – og vi kan ikke være andet bekendt.

{{toplink}}

debat@altinget.dk