Forskere: Kinesisk bistand kræver en styrket europæisk tilstedeværelse i Afrika

Gennem de seneste årtier har Kinas massive bistand til Afrika, ikke mindst i form af konkrete infrastrukturprojekter under Kinas globale Belt-and-Road-Initiativ (BRI), vendt op og ned på bistanden til kontinentet.

På den ene side har det givet et frisk pust til bistanden ved markant at forøge den samlede volumen og skabe alternative finansieringsmuligheder og desuden lægge pres på vestlige donorer under OECD's Development Assistance Committee (DAC) for at gentænke traditionel bistand med tvivlsom økonomisk effekt.

Konkurrencen mellem nye og gamle donorer har utvivlsomt været positiv. På den anden side er det også nødvendigt med et kritisk blik på bistandens underliggende hensigter og betingelser, specielt i lyset af Kinas trang til imperiebygning under Xi Jinping og eksplicitte strategi for at blive en ny verdensleder.

Bilaterale og hemmelige overenskomster
I modsætning til vestlige donorers konditioner i form af kobling til menneskerettigheder, demokrati, retsstat, anti-korruption, lighed mellem kønnene, og så videre, pålægger Kina – selv en autoritær magt – ikke modtagerlandene værdibaserede betingelser.

Men tilsyneladende er der andre konditioner for Kinas investeringer i afrikanske landes landbrug, uddannelse, transport, energi og kommunikation. Det handler om opbakning til Kinas position i internationale organisationer og fora vedrørende eksempelvis klima eller menneskerettigheder, men også en forventet anerkendelse af Beijings et-Kina-politik (overfor Taiwans de-facto-uafhængighed). 

Problemet er ikke mindst, at Kina insisterer på bilaterale og hemmelige overenskomster (Memoranda of Understanding). Selvom der indgås aftaler mellem den Afrikanske Union og det såkaldte kinesisk-afrikanske samarbejdsforum (FOCAC), er det Beijings praksis at lave direkte aftaler med hvert enkelt land og derved undgå koalitioner af ligesindede stater med stærkere forhandlingsposition.

Derudover arbejder Kina sædvanligvis heller ikke sammen med andre aktører på bistandsområdet (andre stater, Paris-klubben og NGO'er) og dermed ikke behøver at indgå kompromisser. Vi ved derfor ikke rigtigt, hvad Kinas ledelse har presset deres samarbejdspartnere til, og hvilke statsledere og nøglepersoner der bliver tilgodeset.

Gælden er samtidig mangedoblet i det sidste årti. Af verdens fattigste landes gæld er langt hovedparten nu til Kina, og ifølge AidData er den samlede gæld langt større end den registrerede statslige gæld.

Gældsfælde-diplomati
Det er derfor en stor diskussion, om forholdet mellem Kina og mange afrikanske lande er præget af ulighed eller endda imperialisme, i og med at Kina får adgang til ressourcer og havnefaciliteter.

Helt centralt står spørgsmålet om "dept-trap diplomacy" (gældsfælde-diplomati), det vil sige, om Kina tiltvinger sig indflydelse på eller direkte undertvinger sig andre stater med efterfølgende afgivelse af ressourcer, havne, land eller suverænitet.

Der er stor uenighed blandt eksperter, og man kan måske sige, at problemet er mere udtalt i Kinas nærområder, end det for nuværende er i Afrika. Samtidig må man dog erkende, at Kina i dag anvender alle til rådighed stående midler og alle former for magt (hård, blød og "sharp") for at opnå sit mål om global storhed og en Kina-centreret verdensorden.

Krisen er dog spidset til efter coronaepidemien, både i verdens fattige lande og i Kina selv, hvor udviklingsbanker er blevet mere påholdende, og investeringer i BRI-projekter er kraftigt faldende.

Desuden skal vi være opmærksomme på, at selvom Kinas ledelse er stærkt centraliseret, fremstår landets interesser ikke altid entydige, idet store statsejede virksomheder, militære enheder, BRI-projekter og udviklingsbanker kan have modstridende interesser.

Frygt for todelt verdensorden
Et helt afgørende spørgsmål er imidlertid, hvordan skredet i den internationale orden, det vil sige krigen i Ukraine, Kinas konflikter med Vesten og den tilspidsende konflikt over Taiwan, vil påvirke bistandssamarbejdet i Afrika.

Mange iagttagere frygter en ny todelt verdensorden mellem autoritære og demokratiske stater med stigende usikkerhed for de fattigste lande i Afrika og andetsteds. Europa og dermed også Danmark skal sørge for at være med der, hvor den demokratiske verdens interesser udfordres.

Vi skal ikke mindst (indenfor DAC) være til stede, hvor Kina agerer, og konstant søge at styrke vores udviklingsbistand indenfor områder, hvor den har reel og målbar effekt. Ligeledes må vi være lydhøre overfor fattige landes kritik af eksempelvis vaccinehamstring, foruden at tage kriserne i Syrien, Tigray med mere alvorlige som brydningsfelter i den aktuelle verdensorden.

{{toplink}}

debat@altinget.dk