Forsker: Kinas bistand til Latinamerika handler om ressourcer, geopolitik og Taiwan

Selvom det såkaldte Kina-boom (2003-2016) nu er forbi, er Kina kommet for at blive i Latinamerika. I boomperioden tidoblede den kinesisk-latinamerikanske handel – mest på grund af Kinas drastiske brug af Sydamerikas råstoffer som for eksempel olie, soya og jern.

Udover det har Beijing også udviklet bilaterale og – højst usædvanlig for Folkerepublikken – multilaterale forbindelser. Der er investeringer i infrastrukturprojekter, donationer af vacciner, handelsaftaler og ikke mindst den symbolske udvidelse af Belt-and-Road-Initiativet til den vestlige halvkugle.

Sidstnævnte er et globalt infrastrukturprogram, hvilket er meget upræcist kan oversættes som "den nye silkevej". Disse udviklinger har skabt en ny virkelighed i Latinamerika og Caribien. Kinas tilstedeværelse har nemlig symbolsk og konkret udfordret regionens hegemon: USA.

Fra Taipei til Beijing
Der lader dog som om, at Kina ikke foretrækker at samarbejde med venstreorienterede og USA-kritiske regeringer som Nicaragua, Venezuela eller Bolivia. Folkerepublikken er meget mere pragmatisk. Men samarbejde på det militære og institutionelle område kan ikke overses. 

Ligesom i andre regioner, der er afhængige af vestlige donorer, kan Kinas indsats give flere muligheder. Men udover at konkurrere med Washington i USA’s egen ”baghave” er der en anden vigtig faktor for kineserne, nemlig Taiwan.

Ud af de 14 lande i verden, som stadig har diplomatiske relationer med Taiwan, er hele otte lande fra Latinamerika og Caribien. For otte år siden var der endnu flere, blandt andet traditionelle USA-allierede i Mellemamerika som for eksempel El Salvador og Panama.

Men de har i de sidste år skiftet deres diplomatiske anerkendelse fra Taipei til Beijing. Dette skete efter, at disse lande havde indgået lukrative, men hemmelige aftaler med Kina. Handel, bistand og investeringer fra Kina steg betydeligt – tilsyneladende blandt andet for at droppe diplomatiske relationer med Taiwan.

I hele Sydamerika opretholder kun Paraguay diplomatiske forbindelser med Taipei og blev presset hårdt under coronakrisen, fordi Kina nægtede at forsørge Paraguay med vaccinerne, som de gjorde med nabolandene.

Latinamerika bærer nag
Et øget samarbejde på basis af ukendte præmisser og hemmelige aftaler har ført til kritikken af en ”gældsfælde”. Der er oprettet lån, som aldrig kan tilbagebetales, og dermed kan Kina til gengæld sikre sig vigtige infrastrukturobjekter, som havne, landeveje, energiprojekter eller telekommunikation.

Studier peger dog på, at denne kritik er overdreven, og at der næppe kan være tale om en bevidst kinesisk strategi.

USA’s interesse i Latinamerika har vidnet om en mærkbar tilbagegang under de sidste amerikanske præsidenter. Mange befolkninger i regionen bærer derudover nag overfor den nordlige nabo.

USA’s tvivlsomme rolle i historien med militærinterventioner, opbakning af repressive regimer og statskup, økonomisk udnyttelse, pres på nationale velfærdssystemer gennem Verdensbanken og den Internationale Valutafond har ført til, at Kina ofte bliver hilst velkommen, bare fordi de ikke er USA.

Om Kina kan spille en mere positiv rolle i Latinamerika er uvist, fordi Beijings interesser er mangeartede. Det er ressourcesikring af egen produktion, diplomatisk isolering af Taiwan (især i Mellemamerika og Caribien) og ikke mindst reklamering for en anden udviklingsmodel end den vestlige.

Sidstnævnte virker ret tiltrækkende for mange latinamerikanske regeringer, især fordi den er underbygget af en syd-syd-retorik. Her argumenterer Kina for at vise solidaritet overfor den ikkevestlige del af verden og appellerer til en mere demokratisk – det vil sige mindre vestdomineret – verden.

Dette budskab lyder ret tiltrækkende især i Latinamerika. Befolkningerne i mange latinamerikanske lande har i hvert fald, ifølge nogle meningsmålinger, stadig et fremherskende positivt indtryk af Kina.

{{toplink}}

debat@altinget.dk