FN-forbundet savner balance i bistanden

Torleif Jonasson
Generalsekretær i FN-forbundet

I den danske bistandsdebat er der mange emner, der er værd at diskutere. Ikke mindst fordelingen af bistanden i hhv. en bilateral og en multilateral del. Det kan være svært at skelne helt nøjagtigt, hvad der er hvad, men den officielle opgørelse over de senere år viser en nedadgående kurve. Engang var det meste af bistanden multilateral, så blev den officielle målsætning, at bistanden skulle fordeles 50/50, men de seneste tal synes at vise et fald i fordelingen til det multilaterale område fra 41 procent i 2004 til 27 procent i 2013.

Organisationer, der er delvist afhængige af den bilaterale bistand, har travlt med at tale det multilaterale ned, og danske politikere har også sværere ved direkte at følge pengene og se specifikke danske resultater af penge, kanaliseret via det multilaterale system. Men det betyder ikke, at den multilaterale bistand er ringere – og danske politikere tager fejl, når de via finansloven udtrykker, at multilateral bistand ikke virker.

Multilaterale donorer er i kraft af en bredere aktørkreds mindre udsatte over for pression fra enkelte virksomheder, politikere eller NGO’er – samtidig med at de kan have gavn af denne bredere aktørkreds’ samlede erfaringsgrundlag. Multilateral bistand er mere ubunden, og ikke i samme grad som bilateral knyttet til egne nationale leverandører. Derved kan priserne holdes nede. Dertil kan opnås lavere transaktionsomkostninger, lavere priser på produkter og services i kraft af større samlede indkøb, samt reducerede udgifter i modtagerlandene ved ikke at skulle tilpasse sig forskellige krav og retningslinjer.

Multilateral bistand kan bedre udnytte komparative fordele i ekspertise, frem for at enkelte bilaterale donorer hver især skal være eksperter på de samme områder. Hermed kan også opnås forbedret donorharmonisering, øge kvaliteten hos mere ineffektive bilaterale donorer, samt sikre bedre international arbejdsdeling på bistandsområdet. Der kan opnås større effekt ved grænseoverskridende bistandsproblemer, og en større legitimitet, især på rettighedsområdet.

Et spørgsmål om balance
Selvfølgelig er multilateral bistand ikke uden problemer. Der er en tendens til bureaukrati, umiddelbart manglende gennemsigtighed, der er risiko for organisationsimperialisme og dertil organisatorisk inerti. Derfor skal den multilaterale bistand supplere og balancere den bilaterale, men en fordeling på 27/73 er alt for langt fra sådan en balance. Tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach (R) meldte klart ud, at dansk bistand skulle balancere bedre: ”Vi skal tilbage mod en mere ligelig fordeling. Det er mere effektivt at samarbejde om de her ting.” Vi har en lignende udmelding til gode fra Mogens Jensen (S), selvom den formulerede strategi på området ellers synes klar nok, udtrykt i regeringens ’Retten til et bedre liv’ fra 2012:

”Det multilaterale samarbejde, ikke mindst i FN og de internationale finansielle institutioner, er krumtappen for arbejdet for udvikling, menneskerettighederne, fred, sikkerhed, terrorbekæmpelse, en stabil global økonomi, global sundhed og for håndtering af globale miljø- og klimaproblemer. Alt sammen faktorer, der er afgørende for, at også det bilaterale udviklingssamarbejde kan lykkes.”

Hvorfor Danmark skal satse på multilateral bistand, blev også ret klart formuleret i ’regeringens bud på nye prioriteter for dansk udviklingsbistand’ fra 2003, sidst Venstre havde statsministerposten:

”Som et lille land har Danmark en klar interesse i et stærkt multilateralt system, baseret på et solidt og forudsigeligt internationalt retssystem. En række globale og regionale problemer kan kun effektivt løses gennem internationale aftaler med bistand fra effektive multilaterale organisationer. Ikke mindst for de fattige udviklingslande udgør de internationale fora og organisationer et vigtigt led, som skal sikre disse landes rettigheder og deres inddragelse i det internationale samfund. Den danske multilaterale indsats skal i høj grad medvirke til at støtte udviklingslandenes reelle inddragelse i det internationale politiske og økonomiske samarbejde.”

Dengang blev ord fulgt af omvendt handling, men de nyeste regeringsord synes ikke at have formået at forbedre tingenes tilstand.  

debat@altinget.dk