Dignity: Menneskerettigheder er stadig det stærkeste kort

Af Rasmus Grue Christensen
Direktør i Dignity – Dansk Institut mod Tortur

Knap var pandemien en realitet, før det årelange arbejde for at fremme menneskerettigheder globalt kom under alvorligt pres.

I ly af covid-19 har autokrater over hele verden – i Filippinerne, Egypten, Uganda, Rusland og mange andre steder – indskrænket borgernes rettigheder og øget undertrykkelsen af både civilsamfund og oppositionsgrupper.

Kun et par uger efter Europa lukkede ned i marts, fik Orbán i Ungarn suspenderet parlamentet, så han kunne lede per dekret.

I både Asien, Afrika og Sydamerika har politi og sikkerhedsstyrker taget voldsomme metoder i brug for at håndhæve udgangsforbud og andre covid-19-tiltag.

Globalt pres på menneskerettighederne
Dertil er pressefriheden blevet indskrænket, og mange stater har indført systematisk masseovervågning af borgere og civilsamfundsaktører.

Samtidigt har der været foruroligende meldinger om stigning i vold og diskrimination mod kvinder, børn, flygtninge og LGBTI-personer.

I sidste uge så vi, at det ungarske parlament tog de første skridt henimod at rulle den omfattende lovgivning indført under corona tilbage, men på verdensplan, er jeg ikke i tvivl om, at der er sket et globalt set-back i kampen for menneskerettighederne, og det bekymrer mig.

Mest fordi det har forstærket en allerede trist tendens.

Magtbalancen skal vedligeholdes
De seneste femten år har den amerikanske organisation Freedom House hvert år dokumenteret, at autoritære kræfter og regimer er på fremmarch – og at verdens demokratier er på et tilsvarende tilbagetog.

Det rammer først og fremmest udsatte borgere og ofre i undertrykkende lande.

Men globalt risikerer vi også at ramme et 'tipping point’, hvor fremvoksende autoritære regimer forskubber den globale magtbalance i eget favør.

Rammer vi det ’tipping point’, vil det blive særdeles svært at fastholde et demokratisk og menneskeretligt pres på de illiberale demokratier og halvautoritære regeringer – altså dem, som ligger på vippen.

De vil få massiv autoritær støtte, og det kan let ende med at blive selvforstærkerende udvikling. Også i Europa.

Fastholde rettighederne under krisen
Både udenrigs- og udviklingsministeren har under pandemien understreget, at de arbejder for at fastholde og fremme menneskerettighederne i ly af krisen.

Og på internationalt plan har FN's Menneskerettighedsråd givet FN's Højkommissær for menneskerettigheder mandat til at overvåge staters indgreb mod covid-19 for at sikre, at de er proportionale og rulles tilbage, når krisen er ovre.

Det er fine skridt, men det betyder ikke, at vi er tilbage, hvor vi begyndte, og der er i høj grad brug for, at arbejdet for at fremme menneskerettigheder og demokrati styrkes yderligere i den fremtidige udviklingspolitiske strategi efter pandemien.

Det gælder på globalt plan, men det gælder også on the ground.

For ligesom covid-19 pandemien har udstillet, hvor skrøbeligt vores globale menneskeretssystem er, ligeså stærkt har krisen vist, at overholdelsen af menneskerettigheder er et vigtigt værktøj i forebyggelsen og håndteringen af tilsvarende kriser i fremtiden.

Sundhedskrise
Tag eksempelvis retten til sundhed. Vi i Dignity arbejder med nogle af verdens mest udsatte mennesker, der er stuvet sammen i slumområder, flygtningelejre eller fængsler.

Det er mennesker, der i mange tilfælde i forvejen har et dårligt helbred, og hvis rettigheder allerede bliver overtrådt på en lang række områder – også på sundhedsområdet.

Det gælder kvinder, børn, fattige i byområder, indsatte i fængsler og etniske og seksuelle minoritetsgrupper.

De har ofte meget begrænset eller ingen adgang til sundhed, ordentlig behandling eller sanitære forhold. Under covid-19 pandemien har de derfor været særligt udsatte for smitte.

En hurtig smittespredning er fortsat en potentiel bombe under i forvejen skrøbelige sundhedssystemer og lokale økonomier.

Krisen har derfor vist, at opfyldelsen af udsatte befolkningers sundhedsrettigheder er helt afgørende for at fremme mere bæredygtige og mindre skrøbelige samfund.

Derfor bør retten til sundhed også fylde mere i fremtidens udviklingsstrategi, og heldigvis har Danmark masser af byde på her.

Globalt samfundssind er nødvendigt
Mange udviklingsaktører – Røde Kors, Red Barnet, Aids Fondet, Dignity og flere andre – har betydelige specialkompetencer inden for blandt andet sygdomsbekæmpelse, mental sundhed, rehabilitering og fremme af sundhed i fængsler, migrantlejre og slumområder.

I lyset af covid-19 bør vi opprioritere denne sundhedsfaglighed i dansk udviklingsbistand med særligt fokus på de allermest udsatte grupper, der er i stor risiko for at blive efterladt tilbage.

Covid-19-pandemien har langt fra forandret alt, men den har forstærket aktuelle tendenser og forstørret globale udfordringer.

Jeg håber, at regeringen og aftalepartierne er modige nok til at adressere dem i en fremtidig ambitiøs strategi, som fornyer og forstærker fokus på menneskerettigheder og forholdene for verdens allermest udsatte.

Krisen har understreget vigtigheden af globalt samfundssind. Danskernes tryghed er i den grad afhængig af bæredygtig udvikling i verdens fattige og konfliktramte lande.

For uanset om det handler om epidemier, klimaforandringer, autoritær fremmarch, migration eller radikalisering, er der nu engang tale om globale problemer, der kun for alvor kan løses globalt.

debat@altinget.dk