Care Danmark: Vi er ikke et foregangsland på klimastøtten

Af Rasmus Stuhr Jakobsen
Direktør, Care Danmark

”Det er vigtigt for mig personligt at understrege, at finansieringen af ​​en ny klimaaftale ikke må undergrave indsatsen for at reducere fattigdom og nå verdensmålene.”

Så tydeligt var budskabet fra daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2009, hvor verdens rigeste lande på COP15 blev enige om sammen at give klimabistand til verdens fattigste lande.

I dag, ti år senere, hedder statsministeren Mette Frederiksen, og det betyder, efter de mange valgløfter og senere udmeldinger, nye grønne tider.

Og nye grønne tider – det er der brug for.

For selv om det ikke har skortet på grønne ambitioner og løfter siden 2009, så har det været svært at få øje på de efterfølgende handlinger, herunder den lovede klimabistand.

″Grøn finanslov″ giver stivnet smil
Som direktør for Danmarks grønne hjælpeorganisation, der arbejder for verdens mest klimaudsatte mennesker, ved jeg, hvor hårdt brug der er for klimastøtten.

Jeg har mødt de mennesker – børn, kvinder og mænd – som hver dag kæmper for at overleve på trods af de enorme konsekvenser, klimaforandringerne har for dem.

Jeg har set, hvordan tørker får kvæget til at tørste og afgrøder til at visne, hvordan storme blæser huse, skoler, ja, livsgrundlag omkuld, og hvordan oversvømmelser og mudderskred forvandler rent drikkevand til brun suppe.

Derfor får udmeldinger som ”grøn foregangsnation” og ikke mindst ”den grønneste finanslov i Danmarkshistorien” mig til at blive rigtig glad.

Endelig kommer den lovede handling, vi, og ikke mindst verdens fattigste og mest klimaudsatte mennesker, har ventet på.

Men glæden og smilet stivner, når jeg går de grønne elementer i finanslovsudspillet efter.

Går vi skridtet videre og sætter tallene op mod de sidste ni års udviklingsbistand og klimastøtte, forvandler det stivnede smil sig til ægte bekymring.

For så ser regnestykket således ud:

Vi er ikke et foregangsland
Ikke nok med at kurven med al tydelighed viser, hvordan Danmark har skåret i udviklingsbistanden, således at den nu rammer FN’s minimum på 0,7.

At levere på det absolutte minimum, til trods for at vores økonomi nu står stærkere, gør ikke en til leder, til en foregangsnation, der viser vejen for andre.

Sammenligner vi med for eksempel Norge eller Sverige, ligger deres udviklingsbistand på henholdsvis 0,99 og 1,05 procent af BNI.

Tallene bag kurven viser også, at Danmarks samlede klimabistand i 2020, heri medregnet finanslovsudspillet samt Danmarks andel af EU og andre internationale organisationers klimabistand, beløber sig til lidt over 2,8 milliarder kroner.

2,8 milliarder kroner er bestemt mange penge, men det er langt fra de fem milliarder kroner, som vi har forpligtet os til.

Så at kalde en halvt finansieret klimabistand for et eksempel værdig til efterfølgelse kommer unægtelig til at klinge noget hult.

Verdens fattige betaler klimaregningen
Men det, der for alvor springer mig i øjnene, er det faktum, at vi lader verdens fattigste betale for deres egen støtte.

Et foregangsland lader ikke verdens fattigste betale regningen. Og da slet ikke for en fest, de ikke selv var med til.

Og det er desværre det, der sker, når klimabistanden bliver finansieret med penge fra udviklingsbistanden. Penge, der er øremærket indsatser, der bekæmper sult, fattigdom og ulighed.

Man kan ikke bruge den samme krone to gange.

Dermed ikke sagt, at vi ikke skal tænke den generelle udviklingsbistand grøn. Det skal vi, og det skal gøres rigtigt.

Men ved at bruge de samme penge til flere formål risikerer vi at udvande den oprindeligt ønskede effekt. Hvis midler, der er målrettet uddannelse til uledsagede børn i konfliktområder, samtidig skal opfylde mål om klimatilpasning, bliver det komplekst.

Grøn udviklingsbistand må ikke blive et flueben i et felt til afkrydsning som en ønskelig sideeffekt. Til det er udfordringen, vi står over for, ganske enkelt for stor og alvorlig.

Så kære regering, kære støttepartier:

Hjælp mig med at kunne pege på det sted på kurven, hvor vi uden tøven eller skam kan sige til vores børn, generationen, der overtager efter os:

Det var her, Danmark for alvor blev en grøn, solidarisk ledernation. Der var her, hvor vi levede op til vores internationale forpligtelser og ikke sendte regningen videre til verdens fattigste.

debat@altinget.dk