V: Grønt lys til selvkørende biler

DEBAT: Om få uger stemmer Folketinget ja til forsøg med selvkørende biler. Det vil bidrage til en mere effektiv og grønnere transport i fremtiden, skriver Kristian Pihl Lorentzen (V). 

Af Kristian Pihl Lorentzen (V)
Transportordfører 

Da en journalist for omkring tre år siden kontaktede mig for at høre om Venstres holdning til selvkørende biler, måtte jeg lige sunde mig lidt.

Faktisk troede jeg, at han var flabet og tog gas på mig. Jeg kunne umiddelbart ikke lige se for mig, at man inden for en overskuelig fremtid kan stige ind i en bil, indtaste bestemmelsesstedet og slappe af under turen med læsning af en bog. Den fremtidsinteresserede journalist var imidlertid uhyre seriøs, og de seneste år har vist, at udviklingen af selvkørende biler for alvor tager fart.

Sidste år havde jeg selv fornøjelsen af at køre rundt i en af slagsen på campus ved universitetet i Singapore. Og trods masser af fodgængere var der ingen sammenstød – det sørgede bilens højteknologiske sensorer og computer for.

Lovgivningen skal på plads
Nu er vi allerede nået dertil, at to fremsynede kommuner, Vesthimmerland og Aalborg ønsker at gennemføre konkrete, kontrollerede forsøg med selvkørende biler. Det skal der naturligvis være plads til, så Danmark også på dette felt bliver blandt frontløberne. Også af hensyn til danske virksomheders forretningsmuligheder.

Men det kræver en ændring af færdselsloven, der forståeligt nok hidtil har stillet krav om en uddannet, hensynsfuld og ædru fører bag rattet. Om få uger trykker et bredt flertal i Folketinget på den grønne knap, så vi lovliggør kontrollede forsøg med selvkørende biler under ubetinget hensyntagen til trafiksikkerheden.

En række nærmere krav til køretøjerne, strækninger, tidspunkter med videre skal derfor opfyldes, før myndighederne kan give tilladelse til et forsøg.

Effektiv og grøn
Men ikke desto mindre vil vi nu få konkrete erfaringer med denne epokegørende nye teknologi, der rummer et stort potentiale. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at selvkørende biler vil bidrage til en mere effektiv og en grønnere transport i fremtiden. Det gælder både for den individuelle og den kollektive transport. Og det gælder inden for godstransporten – herom mere i et senere indlæg.

For den individuelle transport kunne man forestille sig selvkørende elbiler i for eksempel den kommunale hjemmepleje. Og den kollektive transport kan målrettes langt bedre til behovet fra transport af enkeltpersoner i noget, der minder om den nuværende flextrafik, til minibusser og større busser, der er tilpasset det lokale behov.

Fælles for de selvkørende biler er, at de kører på eksisterende veje. Vi skal således ikke ud og investere i skinner, der er meget dyre i både anlæg og drift. De selvkørende biler er også befriet for de menneskelige fejl, der ofte begås i trafikken. Vi kan således se frem til langt færre trafikulykker, når teknologien er fuldt udviklet og klar til at blive rullet ud.

På vejene om 10-15 år
Hvornår kan vi så forvente en større udbredelse af selvkørende biler? Som nævnt igangsætter vi nu konkrete forsøg i Danmark. Og vi holder et vågent øje med udviklingen i andre lande, der er fremme i skoene.

Men en større udbredelse er næppe lige om hjørnet. Vi skal sørge for, at teknologien er fuldt udviklet, pålidelig og trafiksikker, før den for alvor slippes løs i større målestok. Ikke desto mindre er det min forventning, at der om blot 10-15 år kører mange sikre selvkørende biler rundt på de danske veje. Og ser vi endnu længere frem, så kunne de godt gå hen og være i flertal på vejene.

Selvkørende biler er inde i en rivende udvikling – og de bliver helt sikkert en del af fremtidens transport.

Forrige artikel Robotprofessor: Fremtidens bil er på vej Robotprofessor: Fremtidens bil er på vej Næste artikel Forsker: Selvkørende biler skaber mere trængsel Forsker: Selvkørende biler skaber mere trængsel