Transportpolitisk tomgang

DEBAT: Trods store trafikale udfordringer står en tøvende regering i tomgang. Der skal vises handlekraft og præsteres resultater til gavn for borgerne og erhvervslivet, skriver trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen (V).

Af Kristian Pihl Lorentzen (V)
Medlem af Folketinget og trafikordfører

En række store trafikale udfordringer trænger sig hårdt på i denne tid.

For det første savnes en robust materielplan for DSB i perioden frem mod 2025, hvor eltog for alvor kan overtage opgaven.

Det ville være komplet uansvarligt overfor såvel passagererne som skatteyderne, hvis man krampagtigt baserer en materielstrategi på de upålidelige IC4-tog.

Ikke mindst i lyset af den endeløse række af nye problemer med disse skandaletog - senest i form af konstaterede revner i aksellejer.

Vi er nødt til at få udarbejdet en Plan B og C, der sikrer jernbanen robust togmateriel uden afhængighed af IC4. Også i lyset af det voksende antal passagerer i de kommende år.

Desværre tøver transportministeren - intet sker.

Regeringen tøver på togdriften
For det andet er det på høje tid at få forhandlet en bred politisk aftale med klare politiske pejlemærker for togdriften i de kommende 10-15 år.

DSB's nuværende trafikkontrakt udløber med udgangen af 2014. Alligevel har vi i ugevis afventet et udspil og en invitation fra en tøvende transportminister.

Vi er nu i tolvte time, hvis vi skal nå at udarbejde gennemtænkte politiske krav til trafikomfanget, rettidigheden, sammenhæng i togdriften, P-pladser ved stationer, sammenhæng i trafikken, passagerrettigheder ved uregelmæssig drift osv.

Desuden skal der som anbefalet af regeringens produktivitetskommission laves politisk aftale om mere konkurrence på banen i de kommende år som et effektivt middel til at sikre en bedre og billigere togdrift.

Endelig er der hårdt brug for en national stationsplan, der kan sikre attraktive og pæne stationer som banens porte landet over.

Men intet sker. Regeringen tøver, ganske som den gør det på andre politiske områder.

Træge tiltag
For det tredje går det særdeles trægt med at få gang i forhandlingerne i den såkaldt grønne forligskreds om påtrængende investeringer i vejnettet, ligesom sporene for de mere langsigtede investeringer i vejnettet skal lægges.

Herunder fx Hærvejsmotorvejen i Jylland og en havnetunnel ved København.

Mange kommuner har ventet i mere end et halvt år på udmøntningen af den såkaldte 100 millioner kroners pulje, der er beregnet til at få realiseret en lang række mindre anlægsprojekter, der hurtigt kan styrke det lokale erhvervsliv langs statsvejnettet.

Tilsvarende tager det alt for lang tid for ministeren at få lagt op til en længe ventet beslutning om højere totalvægt for lastbiler, selvom det her og nu vil bidrage til en bedre konkurrenceevne og en mere miljøvenlig transport.

Der skal handling til
På denne baggrund må jeg desværre konkludere, at der i øjeblikket er transportpolitisk tomgang i Danmark. Denne tomgang kan ikke alene forklares med de meget hyppige skift af transportminister i denne regerings tid.

Det er da aldeles glimrende, at transportministeren er meget aktiv med at komme rundt til møder og besøg i hele landet under stor mediebevågenhed.

Men der skal altså også vises handlekraft og præsteres resultater til gavn for borgerne og erhvervslivet.

Jeg vil afslutningsvis udtrykke håb om, at regeringen omsider kommer ud af starthullerne i løbet af maj måned, så vi kan få gennemført og afsluttet en række uhyre vigtige trafikale forhandlinger. Drop tomgangen og find turboen frem!

Forrige artikel Transportdebatten sætter fokus på fremtidens store trafikinvesteringer Transportdebatten sætter fokus på fremtidens store trafikinvesteringer Næste artikel Kommunalreform lig med dårlige veje Kommunalreform lig med dårlige veje