Kommunalreform lig med dårlige veje

Den seneste kommunalreform havde blandt andet til hensigt at skabe store rationelle enheder, hvor man i højere grad kunne opbygge den nødvendige ekspertise.

Et andet vigtigt element i reformen var, at de midler, der blev administreret af staten, amterne og kommunerne, i højere grad kunne underlægges en samlet politisk prioritering, der tilgodeså borgernes behov.

Kommunalt var det til irritation, at amterne havde myndighed til at blande sig i kommunale anliggender både på natur - miljø - og andre områder.

I kommunerne mente man, at såfremt kommunalpolitikerne alene kunne få lov til at prioritere skattekronerne, ville man på en mere rationel måde kunne tage hensyn til de lokale ønsker.

Efter amternes nedlæggelse har det vist sig, at de specialer, de drev på tværs af kommunegrænserne, ikke er blevet varetaget med den samme ekspertise som tidligere.

Ganske mange tilbud inden for særforsorgen eksisterer ikke længere med samme høje niveau, som adskillige TV-udsendelser har afdækket.

På vejområdet havde amterne en meget lang tradition for anlæg - og drift af veje.

Før den seneste kommunalreform varetog amterne vejbestyrelsesområdet for samtlige regionale veje i amtet. Vedligeholdelsen blev prioriteret af amterne, d.v.s. at amtskommunerne afsatte de nødvendige midler til området.

Amternes vejforvaltninger rådede over den nødvendige ekspertise, og vejområdet blev varetaget med stor dygtighed til gavn for borgerne.

Veje i forfald
Vejen binder samfundet sammen. Man kan vist roligt slå fast, at de danske veje udgør den væsentligste del af den danske infrastruktur.

En meget stor del af godsmængden fremføres på bil. Pendlere krydser landet for at nå frem til deres job, busruter, hjemmehjælp, brandvæsen, politi, Falck, samt mange flere er afhængige af et velfungerende vejnet.

Derfor er det problematisk, at de danske veje, bortset fra motorvejene og hovedlandevejene, der bestyres af staten, er i et kolossalt forfald.

Mange af de fint vedligeholdte regionale veje, som kommunerne overtog fra amterne, er i en dårlig forfatning. Mange af vejene har kun fået et par lapper i alle de år, der er gået - andre har bare ligget hen.

Huller, krakeleringer og sporkøringer ses på mange af vejene. Nedslidte hajtænder, striber, kantpæle og vejskilte er misligholdt.

Kun få husejere ville undlade at reparere deres tag, hvis det var utæt.

På samme måde ville husejerne sørge for, at deres trævinduer ville få en løbende vedligeholdelse med maling - og hvis malingen ligefrem begynder at gå af i flager, så ville man givetvis få dem repareret.

Vejene har det samme behov for vedligeholdelse. Hvis man ikke løbende fornyer eller reparerer belægninger, går de til. De danske veje er udsat for en meget hård klimapåvirkning. Den evige vekslen mellem frost og tø i vintertiden slider hårdt på vejbelægningen.

Der er ikke penge nok
I bladet Motors novembernummer 2013 skriver administrerende direktør Thomas Møller Thomsen, at bilisterne årligt lægger 43 milliarder kroner i statskassen.

Han oplyser samtidig - citat:

"Netop vejvedligeholdelsen er et ømt punkt i mange kommuner, og når FDM spørger de kommunale vejforvaltninger, vurderer 9 ud af 10, at der bruges for få penge på området - de kommunale veje forfalder stille og roligt år efter år. Kommunerne har et vedligeholdelsesefterslæb på et tocifret milliardbeløb - og problemet bliver større og dyrere."

I Nordjyske kunne man 9. marts 2014 læse, at der ikke er råd til hajtænder og vejstriber i Aalborg Kommune. Civilingeniør Lise Gansted-Mortensen udtaler:

"Der er ikke penge nok. Så kort kan det forklares, at der mangler striber på vejene, og at der mangler hajtænder og striber på fodgængerfeltet. Budgettet rækker ikke. 1,1 million kroner er der sammenlagt afsat i budgettet til vedligehold, og 400.000 kroner er der afsat til genstribning af veje efter asfaltarbejder. Hvis man skulle kunne følge med, mangler der tre - fire gange det budget, man har i dag," siger hun.

Jeg synes roligt, man kan konkludere, at det er et stort færdselssikkerhedsmæssigt problem, hvis vejafmærkningen ikke vedligeholdes!

Problemet spreder sig
Ifølge FDM lægger trafikanterne altså årligt 43 milliarder kroner i kassen. Hvor bliver de af - og hvordan fik amterne råd til at sikre en velgennemført vejvedligeholdelse?

Hvordan kan tingenes tilstand ændres fra dag til dag efter en kommunalreform, hvor alt skulle blive bedre, og man skulle høste et betydeligt rationale?

Fakta er, at kommunerne skubber et kæmpeproblem foran sig. År for år akkumuleres problemet.

Når det gennem nogle måneder/år har regnet ned gennem taget, slipper man ikke med at udskifte en enkelt tagplade - så skal hele huset i stedet renoveres. Det er præcist det billede, vi i dag ser på vejområdet mange steder. Det bliver dyrt!

I takt med at vejene bliver dårligere og dårligere, oplever bilisterne et større slid på bilerne, ligesom CO2-forureningen øges. Et paradoks i en tid, hvor vi i den grad har fokus på genbrug og forurening.

Finansielle løsninger
Aviserne er dagligt fyldt med kommunernes økonomiske trængsler.

Der tales meget om nedskæringer på social-, børne- og ældreområdet, og i det perspektiv og med den prioritering, vejene indtil nu har haft i de såkaldte storkommuner, er det svært at se et håb for vejene forude.

Afslutningsvis vil jeg opfordre Indenrigsministeriet, Transportministeriet og KL til at gøre sig grundige overvejelser om, hvorvidt kommunalreformen på vejområdet har været rigtig og fornuftig.

I samme overvejelse bør indgå en løsning af det meget store finansielle problem, som kommunerne har oparbejdet på vejområdet, siden den store reform blev gennemført.

debat@altinget.dk