Transportdebatten sætter fokus på fremtidens store trafikinvesteringer

TRANSPORTDEBATTEN: Det vil kræve benhårde prioriteringer, når politikerne i fremtiden skal enes om mange store transportprojekter. Otte debattører giver den næste måned deres syn på, hvordan fremtidens trafikinvesteringer skal gribes an.

Efter fem års analysearbejde kunne transportminister Magnus Heunicke (S) for nylig præsentere de længe ventede strategiske analyser, partierne bag "En grøn Transportpolitik" (regeringen, V, K, SF, DF og LA) bestilte i 2009.

Formålet med de omfattende analyser er at klæde politikerne bedre på, når de skal fordele milliarderne til fremtidens store trafikinvesteringer. De projekter, der er blevet undersøgt i de strategiske analyser, har en samlet værdi på 300 milliarder.

Derfor vil fremtidens store transportprojekter kræve benhårde politiske prioriteringer.

Transportdebatten har i den forbindelse bedt otte debattører om at bidrage med to debatindlæg hver, der på forskellig vis sætter fokus på, hvordan man bedst griber de kommende trafikinvesteringer bedst an.

De otte debattører er:

Kjeld A. Larsen er formand for Rådet for Bæredygtig Trafik. Foreningen har til formål at fremme en trafikudvikling, der er natur- og miljømæssigt bæredygtig, herunder
at reducere behovet for bilbaseret transport.

Harry Lahrmann er lektor ved Institut for Byggeri og Anlæg ved Aalborg Universitet. Han er ekspert i trafik- og transportsektoren med hovedvægt på trafikplanlægning og trafikteknik - herunder trafiksikkerhed og trafikinformatik.

Jesper Højte Stenbæk er chefkonsulent hos Dansk Erhverv, hvor han i flere år har beskæftiget sig med transportområdet i almindelighed og transportpolitik i særdeleshed. Han har tidligere været ansat hos Dansk Transport og Logistik.

Helene Dyrhauge er adjunkt ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet. Her har en i flere år forsket i europæisk og EU-baseret transportpolitik, herunder hvilken rolle EU spiller for udformningen af transportpolitikken herhjemme.

Henning Hyllested er transportordfører for Enhedslisten, et hverv han har besiddet siden han blev valgt til Folketinget i 2011. Henning Hyllested er oprindeligt havnearbejder og sidder i bestyrelsen for 3F Esbjerg Transport.

Jan Villadsen er formand for Transportgruppen i 3F. Han er desuden en del af den daglige ledelse i forbundet. Jan Villadsen har i flere år været en markant stemme i debatterne om transportområdet herhjemme.

Erik Østergaard er adm. direktør for Dansk Transport og Logistik, som er en landsdækkende brancheorganisation for det danske transporterhverv på vej og bane. DTL er samtidig arbejdsgiverforening for den danske transportbranche.

Peter Sørensen (S) er borgmester i Horsens Kommune. Han har siddet i borgmesterstolen siden 2012. Han har tidligere arbejdet for Regionshospitalet Horsens og været aktiv i FOA Horsens. 

De otte debattører vil hver levere to debatindlæg med to ugers mellemrum. Transportdebatten udkommer dermed med fire knivskarpe indlæg hver tirsdag.  

Forrige artikel Dansk Erhverv: Strategiske analyser giver godt udgangspunkt Dansk Erhverv: Strategiske analyser giver godt udgangspunkt Næste artikel Transportpolitisk tomgang Transportpolitisk tomgang