Trafikudvalgsformand: Havneprivatisering eneste vej frem

DEBAT: Offentlige havne er ufrugtbart for de maritime erhverv, mener formanden for Folketingets Trafikudvalg.

Af Flemming Damgaard Larsen (V)
Formand for Folketingets Trafikudvalg

De danske havne har en meget vigtig plads i den fremtidige infrastruktur. Det var hovedpointen i den tale, jeg holdt på Havnekonference 2007 i Køge i november, og det er en pointe, jeg gerne gentager.

Danmark har brug for, at de danske havne udvikler sig til moderne, effektive og mangesidige transportcentre.

Der er store opgaver i fremtiden med især godstransport og logistik, og her skal de danske havne være en solid hjørnesten.

Privatisering sikrer kapital
Det er nødvendigt, at vi skaber endnu bedre rammebetingelser for de maritime erhverv.

Jeg ser store muligheder i, at havnene privatiseres, f.eks. i aktieselskabsform. Denne selskabsform vil sikre ekstern kapital til udvikling af havnene.

Jeg er også sikker på, at en sådan selskabsform vil tiltrække endnu flere virksomheder, som kan tilføre yderligere kompetence og engagement til de danske havne. Kommunerne vil derimod kunne koncentrere sig om at være myndighed, herunder planmyndighed.

Ufrugtbart miljø
Jeg mener ikke, at det er særligt hensigtsmæssigt, at havnens primære brugere og investorer ikke også har større indflydelse på havnens fremtid. En havns største aktiv vil altid være den erhvervsmæssige aktivitet.

Det er den erhvervsmæssige aktivitet, som skaber positive effekter som arbejdspladser og økonomisk værdi.

Vi skal passe på, at de maritime erhverv ikke bliver presset ind i et ufrugtbart miljø, hvor der ikke er plads til fleksible arbejdstider og den naturlige støj, som mange arbejdsopgaver medfører.

Privatisering rydder ud i havnelov
Det er vigtigt, at havnenes udviklingspotentiale virkelig bliver udnyttet fuldt ud. Samfundet har behov for en stærk infrastruktur, og her ser jeg de danske havne som en spydspids.

De begrænsninger, der er for havnene i Havneloven, vil langt hen ad vejen kunne fjernes ved en privatisering af havnene.

Investorer skal bestemme
Det er mit indtryk, at de erhvervsdrivende i havnene ønsker kunder i butikken, så jeg er sikker på, at den nuværende modtagepligt, vil blive udskiftet med et behov og en lyst til at åbne Danmarks Porte op for alle de muligheder, der byder sig.

Erfaringen fra udlandet viser, at det ikke vil blive noget problem.

Havnene skal udvikles, og vi skal skabe et liberaliseret marked med lige vilkår for aktørerne. Dem, der investerer mest - og her mener jeg engagement såvel som økonomi - skal også kunne mærke det.

Med dette udgangspunkt ser jeg en spændende og udbytterig fremtid for Danmarks Porte - for de private aktører i de danske havne men så sandelig også for hele det danske samfund.

Forrige artikel Havneprivatisering skudt ved siden af Næste artikel Styring og rammebetingelser frem for mere isenkram