Trafikekspert efterlyser strategisk trafikplanlægning
DEBAT: En strategisk plan for de kommende års trafikbeslutninger bør afløse Folketingets og Kommunernes individuelle ønsker, mener Per Homann Jespersen.
Af Per Homann Jespersen
Lektor, FLUX - Center for Transportforskning, RUC
Nogle af de mest langsigtede beslutninger, vores politikere tager, drejer sig om trafikken og investeringer i trafikken, men samtidig er det et område, hvor beslutningsgrundlaget - den strategiske trafikplanlægning - er meget mangelfuldt.
Ingen prioriterede lister
Bevares, vi har haft 'Trafik 2005' fra 1993 og HUR nåede også at lave en trafikplan. 'Trafik 2005' gav en udmærket beskrivelse af de problemer, vi stod i dengang - og i vid udstrækning stadig står i - og HURs trafikplan er en ønskeseddel over trafikinfrastruktur, som det kunne være rart at have. Men ingen af planerne er udtryk for en prioriteret liste over tiltag til at løse fremtidens mobilitetsproblemer.
Det er et problem for beslutningskvaliteten, og det er et problem for demokratiet, forstået på den måde, at borgerne ikke involveres i beslutninger om de store linjer - for beslutninger om de store linjer tages nemlig ikke.
Kortsigtede løsninger
I stedet for er trafikpolitikken en serie af projektbeslutninger, hvor trafikplanlægningens og trafikpolitikkens rolle er 'to predict and provide' - at forudsige behovet og sørge for, at der bliver etableret infrastruktur.
Men det betyder, at der investeres, hvor problemerne er størst lige nu, og ikke, hvor man kan sikre mobiliteten på længere sigt. Trafikken er et sammenhængende system og 'reparationer' skal ikke nødvendigvis foretages der, hvor problemet er mest synligt.
Det er ikke stalinistiske femårsplaner, der er brug for. Virkeligheden forandrer sig, og planerne skal kunne justeres i forhold hertil. Der er brug for nogle sigtelinjer og prioriteringer, som kan samle brede flertal, og som involverer relevante aktører.
Plan i stedet for separate slagsmål
I Stockholm forsøgte man sig for år tilbage med den såkaldte Denis-paket, hvor en lang række politikere og aktører under forsæde af en højesteretsdommer analyserede og prioriterede en række investeringer og tiltag, der skulle til for at løse byens trafik- og trængselsproblemer.
Denis-paketet blev ikke til en plan, men det er tankevækkende, at alle de oprindelige forslag nu er vedtaget med den ny regerings accept af trængselsafgiften i Stockholm.
Den langsigtede løsning af Hovedstadsområdets trafikproblemer var et oplagt område at udsætte for sådan en øvelse.
I stedet for separate slagsmål om roadpricing, motorvejsudbygninger, letbaner osv. burde Folketing og kommuner tage initiativ til en proces, der kan lede frem til en strategisk plan for, hvad skal der investeres i, hvem der skal betale, samt hvordan efterspørgslen efter transport skal reguleres mm. Dvs. en plan, der kan være retningsgivende for de kommende års trafikbeslutninger.
Transportsektoren og klimatruslen
Et andet område, hvor strategisk planlægning er påkrævet, er transportsektorens rolle i forhold til klimatruslen. Mens andre sektorer stabiliserer eller reducerer deres drivhusgasemissioner, fortsætter transportsektoren ufortrødent med at sende øgede CO2-mængder ud i atmosfæren.
Bilbeskatningen, genopretning af jernbanesystemet og krav til bilernes C02-emissioner er eksempler på delløsninger. Men problemet - hvordan vi kan opretholde den nødvendige mobilitet i samfundet med betydelig mindre udslip - kræver mere end delløsninger. Det kræver en strategi.
