Trafiksikkerhed kræver opbakning fra bilister

Færdselskommissionens forslag til øget sikkerhed på vejene er for snævre, mener FDM's adm. direktør Thomas Møller Thomsen, der taler for flere bøder end klip.

Af Thomas Møller Thomasen
Adm. direktør, FDM

Færdselssikkerhedskommissionen har netop præsenteret en række forslag til, hvordan antallet af trafikdræbte bringes endnu længere ned. Overordnet er vi tilfredse med indholdet i forslagene, som forhåbentligt kan hjælpe med at forbedre trafiksikkerheden i Danmark og bringe antallet af dræbte og tilskadekomne ned.

Blanding af pisk og gulerod
Forslagene i arbejdskataloget fra Færdselssikkerhedskommissionen er en blanding af pisk og gulerod til de danske bilister. Blandt andet er der en række forslag til, hvordan man kan fremme sikkerheden ved at afgiftslempe sikkerhedsudstyr eller skabe mere respekt for hastighederne ved at indføre differentierede hastigheder på landevejene, som vi synes er interessante. Her er formålet, at bilisterne skal belønnes for at bidrage til trafiksikkerheden.

I den anden grøft handler det især om nulgrænser for euforiserende stoffer, skærpet overvågning og klippekortsudvidelser. Her er målet at få bilisterne til at opføre sig mere ansvarligt ved at straffe dem.

Bøde i stedet for klip
Der er en række forslag i kataloget, som vi ikke kan bakke op om i den nuværende form. Det drejer sig blandt andet om, hvornår man skal give klip for en hastighedsoverskridelse. Vi mener, at de grænser, der lægges op til, er for snævre.

Efter vores opfattelse skal et klip kun udløses for alvorlige forseelser, som kan være til fare for andre trafikanter. Derfor er vi heller ikke tilhænger af, at det skal koste klip, hvis føreren ikke anvender sele, da det ikke er til fare for andre end føreren selv. I stedet kan man overveje at justere bødestørrelsen, da der skal være en konsekvens ved manglende brug af sele.

Vi er ligeledes kritiske over for forslaget om at straffe med klip i kørekortet for såkaldt uforsvarlig uopmærksomhed under kørslen. Politiet har i den nuværende lovgivning allerede mulighed for at give en betinget frakendelse af kørekortet, hvis føreren er uopmærksom. Desuden vil problemet være, at det i mange tilfælde vil være umuligt at bevise uopmærksomhed, og det vil skabe usikkerhed blandt de danske bilister.

Stærekasser og sort boks
Der er også stillet forslag om fastmonteret ATK - i daglig tale kendt som stærekasser. Vi mener, at synligt politi på vejene har den bedste præventive effekt, og det første skridt må være at få afdækket, om stærekasser i stedet giver anledning til højere hastigheder og farlig kørsel på strækningerne mellem stærekasserne.

Endelig kan vi ikke tilslutte sig, at der stilles krav om bilisten overvåges konstant med en sort boks. Denne ordning bør fortsat være frivillig for bilisterne.

Vi håber, at de løsninger, der peges på, i sidste ende kan sikre, at antallet af dræbte og tilskadekomne bringes ned. Derfor er det også vigtigt, at de initiativer, der sættes i gang, også har en bred opbakning blandt bilisterne.

Forrige artikel Regelændringer koster kommuner millioner Næste artikel Trafikekspert efterlyser strategisk trafikplanlægning