SF: Regeringen bør droppe skyklapperne og deltage i Togfondsforliget

DEBAT: Togfonden er en god start på en reel helhedsplan, der binder Danmark sammen. Men regeringen har taget de ideologiske skyklapper på med det ensporede fokus på motorveje, skriver Karsten Hønge (SF).

Danmark har brug for en reel helhedsplan på transportområdet. En plan, der sikrer, at vi foretager de nødvendige investeringer i den kollektive trafik.

Sådan en plan havde vi. Så sent som i juli måned bekræftede alle forligsparter på ny, at de stod bag aftalen om Togfonden. Indtil weekenden.

DF's kovending
Her valgte Dansk Folkepartis transportordfører Kim Christiansen at lave en spontan kovending: Ifølge ham var det langt fra sikkert, at DF stod bag forliget. Hans udmelding har været fulgt op af larmende tavshed af DFs topledelse.

Nu må tavsheden slutte. Bakker Kristian Thulesen-Dahl virkelig op om ordførerens forslag om forligsbrud? Kan det virkelig passe, at DF sværger en musketered i juli for så at bryde den i september, fordi Løkke ønsker det?

Tunnelsyn på motorveje
DF lider af samme syge, som Løkke-regeringen gør på transportområdet. De har begge samme tunnelsyn og tror, at der kun er tre ting, der er værd at bruge penge på: Motorveje, motorveje og atter motorveje.

Finansieringen til dem kommer fra, at regeringen annullerer vigtige investeringer i den kollektive trafik. Det er komplet hul i hovedet!

Den mest centrale af de investeringer er Togfonden. Togfonden er et historisk ambitiøst løft af infrastrukturen i Danmark, et løft som endelig kan placere Danmark på højde med de lande, vi normalt sammenligner os med.

Opgradering af jernbanenet
Vi har brug for at gennemføre en elektrificering af jernbanenettet, så togene kan køre hurtigere. Vi har brug for jernbaner af høj kvalitet, så toge ikke skal holde stille på grund af fejl ved sporskift og signaler.

Vi skal opgradere de regionale jernbanenet i landdistrikterne, så vi kan binde land og by sammen. Endeligt har vi brug for en timeplan, der sikrer rejsetider af en ambitiøst international standard.

Snusfornuftig investering
Det vil åbne nye muligheder for danskerne, det vil gøre det nemmere for virksomheder at rekruttere medarbejdere.

Det vil gøre det nemmere for unge - særligt i landdistrikterne - at gennemføre en uddannelse. Det er kort sagt en snusfornuftig investering.

Ideologiske skyklapper
Desværre har regeringen taget de ideologiske skyklapper på og nægter at deltage i Togfondsforliget. Dette på trods af at flertallet bag fonden har givet håndslag på at finde finansiering på finansloven, hvis økonomien skrider.

Regeringen må droppe ideologien og indse, at Danmark ikke bindes sammen ved at asfaltere det. Regeringen må tage en voksen beslutning om, at enhver form for helhedsplan for infrastruktur nødvendigvis må inkludere kollektiv trafik.

Elbiler vinder frem
I SF ser vi dog også behov for at lave langsigtede forbedringer for privatbilismen. Elbiler vinder frem i hele verden, og det er en udvikling, vi meget gerne vil støtte.

Derfor skal vi sikre, at der etableres et sammenhængende, landsdækkende netværk af opladestationer for elbiler, så elbiler kan bruges i hele Danmark. Der også brug for en langtidsholdbar aftale om afgiftslempelser for elbiler, så de kan finde deres plads på markedet.

De tiltag er en god start på en reel helhedsplan, der binder Danmark sammen, skaber udvikling i hele landet og samtidig styrker den grønne omstilling.

Forrige artikel Det Økologiske Råd: Det er på tide at droppe diesel Det Økologiske Råd: Det er på tide at droppe diesel Næste artikel LA: Hverken DSB eller stat bør tage risikoen for fremtidige indkøb LA: Hverken DSB eller stat bør tage risikoen for fremtidige indkøb