Så let dog trængslen

DEBATPANEL: Trængelsproblemerne i hovedstadsområdet er i høj grad selvforskyldte, lyder det fra trafikordføreren i Dansk Folkeparti, Kim Christiansen. Han mener samtidig, at man for relativt få midler kan gøre meget for at lette trænglsen. Læs hele debatindlægget her.

Af Kim Christiansen
MF og trafikordfører, Dansk Folkeparti

En analyse af de sidste års mange trafiktællinger afslører, at trængselsproblemerne i hovedstaden ikke skyldes flere biler på vejene. Trafikken er ikke vokset med de formodede 36,5 procent, men blot med cirka 16 procent. Årsagen er ifølge forskere, at København Kommune bevidst har nedsat kapaciteten på vejene eller helt spærret dem af. Det tror jeg, at mange trafikanter på Københavns indfaldsveje kan skrive under på.

Her må de dagligt lide under dårligt synkroniserede lyskryds, som forårsager øget forurening, fordi bilerne hele tiden skal stoppe og sætte i gang, ligesom busserne ofte standser i højre vognbane, fordi der ikke er etablerede busholdepladser. Manglen på grønne bølger og plads til busserne er i sig selv med til at sænke hastigheden og forstærke indtrykket af trængsel.

Selvopfyldende profeti 
Hermed er det også afsløret, at Københavns Kommune gennem flere år har ønsket at gøre behovet for en betalingsring til et selvopfyldende profeti gennem en systematisk chikane af bilisterne. Hvad kommunen imidlertid glemmer i sit ideologiske felttog er, at ikke kun bilisterne lider under de mange forhindringer, men at det i høj grad går ud over beboere ved indfaldsvejene og de svage trafikanter.

Beboerne er plagede af, at trafikstøjen forøges, når bilerne konstant skal bremse op og sætte i gang, og svage trafikanter som fodgængere og cyklister må døje med en endnu mere udpræget luftforurening, som kunne have været undgået, hvis grønne bølger i højere grad var reglen end undtagelsen. De forældede "anti-motoriserede" ideologiske briller i Københavns bystyre rammer dermed utilsigtet såvel trafikanter som beboere.

Heldigvis blev den vanvittige og dårligt gennemtænkte betalingsring taget af bordet under indtryk af et massivt pres fra den røde regerings eget kommunale bagland. Men tilbage står, at der stadig er et trængselsproblem. Det er ikke forårsaget af stigende bilisme, men af det faktum, at Københavns Kommune har gjort al færdsel til og fra hovedstaden til et tidskrævende og stærkt forurenende forhindringsløb.

Trafikken skal lettes 
For relativt små midler kunne der gøres meget for at lette den trafikale situation i hovedstaden og de større byer. Hertil hører etableringen af synkroniserede lyskryds med henblik på grønne bølger, differentierede hastigheder alt efter trafiktæthed, etablering af båse til busser og en generel udbedring af vejenes kvalitet. Det er noget af det, som Dansk Folkeparti vil have trængselskommissionen til at undersøge og iværksætte.

Samtidig må Københavns Kommune bringes til at forstå, at de sidste års stærkt destruktive og bilfjendtlige politik har virket stik imod hensigten. Den har ikke begrænset trængslen, men forøget den. Den har ikke ført til mindre, men forstærket luftforurening. Den har herudover haft en negativ samfundsøkonomisk effekt, idet kostbar tid hver dag går til spilde på indfaldsvejene til København. Der er derfor brug for fordomsfrie løsningsmodeller, der i højere grad tager hensyn til virkeligheden end til forældede ideologier.

 

Forrige artikel Fuld damp på elektriske tog Fuld damp på elektriske tog Næste artikel Jernbane- og lufthavnsstrategi skaber et Danmark i balance Jernbane- og lufthavnsstrategi skaber et Danmark i balance