Jernbane- og lufthavnsstrategi skaber et Danmark i balance

DEBATPANEL: Der skal bringes balance i mulighederne for udvikling og vækst i hele Danmark, og her spiller infrastruktur som jernbanenettet og lufthavnene en vigtig rolle, mener H.C. Østerby, borgmester i Holstebro Kommune (S) og medlem af KL's Teknik- og Miljøudvalg.

Af H.C. Østerby
Borgmester, Holstebro Kommune (S) og medlem af KL's Teknik- og Miljøudvalg 

Danmark i balance handler også om jernbanenettet og lufthavnene, der er en væsentlig forudsætning for, at der kommer balance i mulighederne for udvikling og vækst i alle dele af landet. I mit sidste indlæg beskrev jeg vigtigheden af en motorvej til Holstebro. I dette indlæg vil jeg især koncentrere mig om strategien - eller måske manglen på samme - inden for jernbanetrafikken og luftfarten.

I Midt- og Vestjylland oplever vi, at der ikke er en klar strategi for banerne - bortset fra, at skinnelegemer og signalsystemer skal moderniseres. Vores jernbanenet trænger til et løft, så vi som minimum kan fastholde, men gerne øge, passagertallet og forsøge at gøre jernbanen, koordineret med buskørsel, til et fornuftigt alternativ til den individuelle trafik.

Holstebro Kommune har en central placering i Vestjylland. En velfungerende infrastruktur vil styrke mobiliteten for arbejdskraft. Det vil styrke mulighederne for uddannelse i det vestjyske område, rekruttering af højtuddannet arbejdskraft, bosætning i vores del af landet og pendling til job i f.eks. Østjylland.

Jernbanenettet i Vestjylland har i flere år været forsømt i forhold til det øvrige Danmark. Det gælder både i rejsetid og i forbedringer af infrastruktur, bl.a. stationer og direkte togforbindelser. Ud over fokus på disse punkter skal der også være opmærksomhed på bedre tilbringer-linjer med busser, så også yderområderne kan få lettere adgang til jernbanenettet. Det er en opgave, som skal løses i fællesskab mellem staten, regionen, trafikselskabet og kommunerne.

God dialog er helt afgørende
En god dialog mellem jernbaneoperatørerne og trafikselskaberne er af stor vigtighed. Den er helt afgørende, specielt i tyndt befolkede områder som vores, hvor jernbanenettet bl.a. skal give adgang til de større byer i landet, og hvor busnettet bl.a. skal sikre, at det er muligt at komme fra oplandet til jernbanenettet. Hvis der ikke er en god korrespondance mellem tog og bus, er den naturlige reaktion, at den kollektive trafik vælges fra som en mulighed.

Holstebro Kommune har i samarbejde med Ringkøbing-Skjern og Herning Kommuner fået udarbejdet rapporten "Fremtidens jernbanetrafik i Vestjylland - et forslag til regional strategi". Den foreslår på kort sigt en omlægning af ruter, en mindre tilpasning af infrastruktur, etablering af krydsningsspor og en opgradering af hastigheden. På lidt længere sigt slår rapporten til lyd for udretning af de strækninger, hvor der er flest kurver, etablering af krydsningsspor og opgradering af kapaciteten, så hastigheden kan sættes yderligere i vejret.

En vigtig del af strategien er også at tage stilling til, om togene skal servicere alle mindre stationer, og om der eventuelt skal åbnes flere lokale stationer i de mindre byer - eller om togene skal køre direkte mellem de større byer, hvilket vil give en kortere rejsetid. En kombination, så der er forskellige køreplaner i løbet af dagen, er også en mulighed, der bør tages med i overvejelserne.

Lufttrafikken en livsnerve
I den kollektive trafik i Midt- og Vestjylland er lufttrafikken også en vigtig medspiller. I vores landsdel er flyforbindelsen fra Karup Lufthavn til København en daglig livsnerve. Det er den i særlig grad for erhvervslivet og områdets offentlige servicevirksomheder, herunder kommuner og regionale aktører. Denne hurtige forbindelse til og fra hovedstaden er en daglig nødvendighed, som ikke kan erstattes af andre kollektive trafikformer.

Især nye generationer af danskere - uanset hvor i landet de bor - efterspørger lette adgange til store oplevelser og events i deres fritid. Også i den sammenhæng spiller en hurtig flyforbindelse fra og til det midt- og vestjyske område en stor rolle. Den kan være en stærkt medvirkende årsag til, at unge familier vælger at bosætte sig i vores del af landet, hvor der f.eks. er boliger, der er til at betale, fremfor at slå sig ned i storbyerne.

Vores landsdel har i mange sammenhænge behov for en hurtig forbindelse til og fra hovedstaden. Udfordringen er at sikre, at Karup Lufthavn fortsat er omdrejningspunkt og livsnerve i lufttrafikken til og fra vores område. Ved Cimbers konkurs så vi, hvor vigtig og sårbar lufttrafikken fra Karup til København er. Og i det lys var det glædeligt at konstatere, at flyselskaber straks efter Cimbers konkurs var klar til at genoptage flyvning på ruten.

Forrige artikel Så let dog trængslen Så let dog trængslen Næste artikel Danmark har rigeligt med store veje