Regionrådsformand: Kattegatbro løser ikke hverdagsproblemerne i trafikken

DEBAT: Flere regioner i landet sulter efter nye infrastrukturprojekter, som en Kattegatbro på ingen måde løser i den nærmeste fremtid, skriver regionsrådsformand i Region Syddanmark og formand for Syddansk Mobilitetsråd Stephanie Lose (V).

Af Stephanie Lose
Regionrådsformand i Region Syddanmark og formand for Syddansk Mobilitetsråd.
 
Storebæltsbroen er måske én af de største successer på infrastrukturområdet i Danmark nogensinde. På smuk arkitektonisk vis binder den Fyn og Sjælland sammen, og jeg kan faktisk ikke undgå at være lidt stolt på danske ingeniørers vegne, når jeg tager turen over bæltet.

Ganske vist var danskerne i starten tvivlende – og et flertal faktisk imod – da man gik i gang med at bygge den faste forbindelse, men i dag er der næppe mange, der ønsker sig tilbage til de gamle færger og den nok så berygtede ”Storebælts-kaffe”.

Med Storebælts-succesen in mente er det let at blive besnæret af idéen om at bygge en endnu større og vildere forbindelse: Kattegatbroen.

Millioner til forundersøgelse – trods politisk "nej tak"
Det var da også en glad transportminister, Ole Birk Olesen, der i forbindelse med fremlæggelsen af regeringens finanslovsudspil kunne fortælle, at der var 60 millioner kroner på vej til en forundersøgelse af en eventuel fast forbindelse mellem Jylland og Sjælland.

Selv samme forbindelse blev ellers skudt længere ud end bare til hjørneflaget af de fleste politiske partier så sent som i februar som følge af en mindstepris på svimlende 124 milliarder kroner.

Siden har tilhængerne af projektet så prøvet at holde liv i drømmen ved at flytte stregerne på banen. Hvor det før drejede sig om en forbindelse for både tog og biler, så har man visket jernbanedelen ud, så der nu kun er tale om en vejbro til under halvdelen af de oprindelige anlægsomkostninger.  

Kattegatbro langt nede på listen: Andre infrastrukturprojekter står i kø
Men alligevel står en Kattegatbro ikke højt på listen over ting, jeg er optaget af. Og hvorfor så ikke det?

Lad mig starte med at slå fast, at jeg ikke er imod idéen om en Kattegatbro overhovedet.

Men en Kattegatbro vil ikke løse den stribe af problemer i trafikken, som vi oplever i hverdagstrafikken – problemer, som kun vokser sig større år for år.

I hvert af årene siden 2015 har vi fået netto 70.000 flere biler på vejene – altså 210.000 ekstra biler på blot tre år, og intet tyder på, at tallet bliver mindre i år. Tværtimod.

Dansk Industri regnede sidste år ud, at forsinkelser og spildtid på vejnettet koster samfundet 20 milliarder kroner om året. Samtidig har infrastrukturprojekter, der vil mindske forsinkelser i trafikken, holdt i kø i årevis og ventet på finansiering.

Eksempelvis vedtog Folketinget tilbage i 2010 anlægsloven for en udvidelse af Fynske Motorvej E20 fra to til tre spor i hver retning på grund af trængselsproblemer. Men her otte år senere er kun det vestligste stykke mellem Middelfart og Nørre Aaby, som er blevet udvidet.

Samfundet tjener på forbedret trafik
Og det på trods af at samfundet får mellem tre og fem kroner igen per investeret krone som følge af bedre fremkommelighed ifølge Vejdirektoratets beregninger. I Syddanmark er vi superglade for, at der nu er en udvidelse af en del af den manglende strækning på vej – men vi mangler stadig det sidste stykke syd om Odense.  

En ny jernbane over Vestfyn vil give samfundet mellem 5,5 og 8,1 kroner igen for hver investeringskrone. Her mangler finansieringen på cirka 4,5 milliarder kroner fortsat.

Jeg kunne liste det ene projekt efter det andet op – ikke bare i min region, men over hele landet – der vil kunne spare danskerne for en masse spildtid, øge virksomhedernes konkurrenceevne og gøre det danske samfund rigere. Projekter, der fortsat holder i kø og venter.

Trængsel er et problem, som skal tages seriøst
Vi skylder borgerne, som hver dag plages af trængsel til og fra arbejdspladsen, og virksomhederne, som år for år mister dyrebar konkurrence som følge af kø på motorvejsnettet og manglende kapacitet på jernbanenettet, at tage de problemer seriøst. 

Folk skal have lov til at drømme og drømme stort. Jeg ønsker ikke at stille mig i vejen for folks drømme eller tale imod spektakulære og spændende projekter som en bro mellem Jylland og Sjælland.

Hverdagsproblemer før langsigtet prestigeprojekt
Men uanset hvor smuk og besnærende en gigantbro over Kattegat kan lyde, så vil jeg gerne have fokus rettet mod at løse dagligdagsproblemerne i trafikken først.

Og ikke mindst fokus på at sikre, at de infrastrukturprojekter, som er vigtige for os her i Syddanmark, ikke nedprioriteres i forhold til resten af landet, fordi en eventuel, fremtidig Kattegatforbindelse i en fjern fremtid kunne tænkes at aflaste trafikken her i området.

Så lad os se noget politisk handlekraft til at få gjort noget ved hverdagsproblemerne i trafikken først, inden vi lægger al fokus på en bro, som tidligst kan stå færdig om 20-30 år.

Forrige artikel Arbejdsgiverne: Vi spilder store samfundsressourcer på at holde i kø Arbejdsgiverne: Vi spilder store samfundsressourcer på at holde i kø Næste artikel Liberal Alliance: Her er vores ønsker til klimaforhandlingerne Liberal Alliance: Her er vores ønsker til klimaforhandlingerne