Radikale: Kattegatbro er for vigtig til at være valgflæsk

DEBAT: Mobiliteten på tværs af landet skal sikres med en bro over Kattegat. Storebæltsbroen, som kan rammes af uheld eller terror, kan ikke bære ansvaret for at sikre mobiliteten alene, mener transportordfører Andreas Steenberg (R).

Af Andreas Steenberg
Transportordfører (R)

1. juni 1997 åbnede Storebæltsforbindelsen for tog, og 14. juni året efter åbnede broen for biltrafik. Fra den ene dag til den anden kunne man krydse Storebælt på kun 12 minutter frem for en times sejlads med færge (og det uden ventetid).

Forbindelsen har uden tvivl været et af danmarkshistoriens vigtigste vækstinitiativer. I 2014 undersøgte Incentive effekterne af forbindelsen for Transportministeriet samt Sund og Bælt.

Analysen viste, at over 50 år vil samfundet tjene hele 379 milliarder kroner på forbindelsen, og afkastet på investeringen vil være 14 procent. Det betyder, at Storebæltsbroen er særdeles givtig for Danmark.

Vedligehold eller terror kan skade trafik i flere måneder
Derfor vil jeg også stille spørgsmålet: Hvad gør vi, hvis Storebæltsbroen må lukke? Det kommer den til på et tidspunkt på grund af vedligehold. Seks måneder for eksempel. Eller hvis der sker et uheld.

Vi så i Nordjylland, hvordan der i lang tid ikke kunne køre tog til hele Vendsyssel, fordi et skib havde sejlet ind i togbroen, som derefter skulle repareres. Eller i et slemt, men måske ikke utænkeligt tilfælde, hvor broen udsættes for et terrorangreb.

Hvad gør vi så? En lukning i bare en måned eller måske et helt år vil være en dyr fornøjelse for Danmark, borgerne og ikke mindst erhvervslivet.

Hertil kommer, at trafikken på Fyn sander til. Det samme sker på Sjælland og det meste af Østjylland. Ser vi mange år frem, vil tre spor på Vestfyn, i Østjylland og på Sjælland slet ikke være nok. Og selve Storebæltsbroen har kun to spor.

Radikale: Vi ønsker bred aftale om Kattegatbro
Så hvordan sikrer vi mobiliteten på tværs af landet? Her er jeg overbevist om, at vi bør og skal bygge en Kattegatbro. Selvom det er et dyrt projekt, så er jeg overbevist om, at det vil være billigere end at udbygge hele det nuværende vejnet, og hvis Storebælt skal lukke, så har vi et problem.

Derfor vil Radikale også gerne være med i en aftale om at arbejde videre med en Kattegatbro. Det vil Ole Birk Olesen og regeringen desværre ikke.

Regeringen vil hellere arbejde med broen i en smal aftale for at kunne trække vælgerne frem mod valget. Men en Kattegatbro er for vigtig til, at det bare skal være valgflæsk. Så invitér til brede forhandlinger, Ole Birk!

Forrige artikel Liberal Alliance: Her er vores ønsker til klimaforhandlingerne Liberal Alliance: Her er vores ønsker til klimaforhandlingerne Næste artikel DF: Regionsrådsformand misforstår projektet om ny Kattegatbro DF: Regionsrådsformand misforstår projektet om ny Kattegatbro