Mobil valgfrihed et forvrøvlet argument
DEBAT: Politikernes kæphest - valgfrihed mellem transportformer - er ikke muligt i storbyer, mener trafikekspert Per Homann Jespersen.
Af Per Homann Jespersen
Lektor, FLUX - Center for Transportforskning, RUC
Et ofte fremført argument i den trafikpolitiske debat er, at det ikke er politikernes opgave at prioritere mellem trafikformerne og i særdeleshed, at man ikke skal begrænse mulighederne for at køre i bil i København og de andre storbyer. Borgerne skal have valgfrihed.
Men ligesom det er et forvrøvlet argument, når vi taler om Bælum, hvor politikerne gennem mange år har forholdt borgerne mulighed for at køre i tog og metro, er det et forvrøvlet argument i storbyerne.
Personbilen falder igennem
Storbyer er storbyer i kraft af en høj mobilitet af personer og gods ind i, ud af og rundt i byområdet. Når en by vokser, er der behov for en øget mobilitet.
Men ikke alle former for mobilitet er lige effektive. I et storbyområde er det trafikarealet - den plads, der er afsat til trafik - som er den begrænsende faktor. Jo tættere vi kommer på storbyens centrum, desto mere er der mangel på plads til trafik. Og selv om efterspørgslen efter mobilitet stiger, så sker der en indskrænkning i udbuddet af trafikareal i takt med, at der etableres stilleveje, caféarealer på torve o.l.
En storby med vækstambitioner bør derfor finde måder at bruge sit trafikareal bedst muligt til at få den højst mulige mobilitet. Og her falder personbilen håbløst igennem. På det trafikareal, som en kørende bil kræver pr. passager, er der plads til 5 cyklister, 9 buspassagerer, 20 letbanepassagerer eller 60 fodgængere.
Omdisponering af trafikareal
Hvis man vil have højere mobilitet, bliver man derfor nødt til at omdisponere trafikarealet til fordel for mere effektive trafikformer - bruge noget af bilernes areal til cykelveje og -stier, til busbaner, til fortove.
Selvfølgelig kan man skabe ekstra trafikareal ved at grave tunneler (á la metro og havnetunnel). Men det er generelt en meget dyr måde at skabe mobilitet på, og også her må man se på, hvor meget mobilitet man får for pengene - gennem et tunnelrør kan man eksempelvis få mange flere passagerer, hvis man placerer dem i en metro frem for i biler.
Kun få storbyer - med Los Angeles som det mest kendte eksempel - har forsøgt at satse ensidigt på bilen som løsning på mobilitetsproblemet. I de europæiske storbyer er det generelt sådan, at jo større byen er, jo mindre rolle spiller bilen for mobiliteten.
Derfor: Valgfrihed mellem transportformer i storbyen er lige så lidt muligt som at foregive, at alle kan få, hvad de vil have, når man giver en pose Matador Mix til en skoleklasse.
