Lastbilchauffør: Det er alt for billigt at køre lastbil, og det skaber mangel på chauffører

Når vejgodstransport er alt for billig, bliver der ødslet med kørslen, og det skal der bruges mange chauffører til. Det er på tide at sætte fragtpriserne op, skriver eksportchauffør Robert Grandt.

Af Robert Grandt
Eksportchauffør

Helt traditionelt for årstiden skal medier, politikere og den øvrige befolkning også i dette forår og tidlige sommer bombarderes med branchens arbejdsgiveres teatralske klagen over mangel på chauffører - gerne suppleret med skræmmende fircifrede tal, der skal illustrere, at alt næsten går i stå i morgen.

Senest har ITD meldt antallet op til fantasifulde 10.000, der dog nu er trumfet af Konservatives transportordfører Niels Flemming Hansen med eksorbitante 15.000 i en podcast for nyligt. 

At det er lige i sæsonen for blomster og haveplanter, og at det lige er i tiden, hvor der skal ledes efter ferieafløsere, skal man helst ikke nævne for højt. Det vil ødelægge spinnet om den massive chaufførmangel.

Måske bør man stille sig mere kritisk til de vilde tal, når portaler som Jobnet og Jobindex kun kan præstere 12-33 stillingsopslag til lastbilchauffører i hele landet. Hvad er metodikken og grundlag for surveys og analyser?

Gods holdes på lastbilerne til skade for klimaet

Branchens lobbyorganisationer har i årtier haft succes med at trække gods ud på lastbiler. Successen er nu så stor, at branchen har skabt sit eget problem med mangel på chauffører.

I dag er vejgodstransport latterligt billigt, alt for billigt.

Gods er trukket ud af skibes lastrum og godsjernbaners vogne. Den forskydning af gods til lastbilernes lad arbejder branchens lobbyister fortsat ihærdigt på. Uanset at det skaber endnu mere trængsel på vejene og udleder endnu mere CO2.

Seneste fif til at holde godset på lastbilerne er, at man har besnakket transportpolitikere til forsøg med DUO2 vogntog (vogntog med to sættevogne = 32 meter). Gevinsten for samfundet er mikroskopisk, mens profitten og evnen til at holde godset på lastbilernes lad vokser. 

Der ødsles med kørslen

Succesen bygger ikke mindst på uhyrlige lave lønninger til desperate og fattige udenlandske chauffører. Lobbyarbejdet har også indtil videre holdt roadpricing på afstand. Godt for profitten, men skidt for miljøet.

Tilmed er det lykkedes at kunne tilbyde så billig vejgodstransport, at det er blevet lukrativt for transportkøbere at sende gods hid og did, blot fordi det er billigere end at producere, færdiggøre og/eller lagre lokalt. 

Mindes man historien om fiskepindenes tur/retur til Kina for at blive paneret og pakket i æsker, blot for at blive sendt tilbage til Danmark? Eller de svenske nyplukkede bønners rejse til Italien for at blive kogt, frosset og pakket i æsker, for derefter at dukke op i supermarkedet i den by i Sverige, hvor ærterne kom fra? Eller plastiklegetøj der produceres på Sjælland, for at blive sorteret og pakket til det danske marked i Litauen?

Den slags ødslet kørsel opstår, når vejgodstransport er alt for billig, og det skal der bruges mange chauffører til. Alt for mange.

På trods af at jeg selv lever af at køre med gods, så ændrer det ikke ved min helt personlige holdning til ødslet kørsel.

Alt for billigt at køre lastbil

Det er på høje tid at vejgodstransport kommer op i pris. Det er faktisk ved at ske som følge af blandt andet EU's Vejpakke.

EU-Vejpakken stiller blandt andet krav til, at chauffører lønnes på niveauet i det land, de udfører deres arbejde i. Men der skal mere til.

Roadpricing kommer noget fodslæbende til Danmark i 2025. Det vil ændre på vejgodstransportpriserne.

I år kan en lastbil køre alt det, den kan i Danmark, Holland, Luxembourg, Sverige, for cirka 9.500 kroner om året i vejbenyttelsesafgift (Eurovignet). Det er alt for billigt!

Et hurtigt slag på tasken ved 100.000 kilometer om året er, at det koster mindre end 0,10 kroner per kilometer. Til sammenligning koster den tyske Maut og den belgiske Viapass over 1,10 kroner per kilometer. Taksterne per kilometer i Østrig og Schweiz er betydeligt højere, og ingen af de nævnte landes erhvervsliv lider vist nogen nød på grund af det. 

Mere mobilitet er ikke altid godt

Hensynet til klima, miljø og trængsel er helt glemt, når vejgodstransportlobbyerne spinner.

Bevares, man kan da forstå motiverne, de virker bare ikke særligt ædle, når man ser på følgerne og konsekvenserne af en uhæmmet og piv-billig vejgodstransport.

Skræmmescenarierne om dyrere varer for forbrugerne er stærkt overdrevne og dækker mere over frygten for mindre profit. Måske trænger mantraet om at "mere (gods)mobilitet er godt" til et grundigt eftersyn?

Højere lønninger til chauffører med EU-Vejpakken, roadpricing, CO2-afgifter og højere brændstofpriser vil uvilkårligt øge prisen på vejgodstransport.

Når fragtpriserne øges, falder interessen for, at alt skal op på ladet af en lastbil, bare fordi det er billigere end at lade være. Med det vil behovet for chauffører falde, og dermed vil den angivelige chaufførmangel sikkert fordampe.

Det er et logisk samspil, hvor transportpriserne vil stige mens efterspørgslen vil falde. Det åbner for færre lastbiler på vejene, men med bedre indtjening per lastbil til vognmændene.

Den mest CO2-venlige vejgodstransport er den vejgodstransport, der ikke bliver kørt. Det er på høje tid, at der nytænkes, ikke mindst for klimaets skyld.

{{toplink}}

Forrige artikel Drivkraft Danmark og Tekniq: En effektiv udrulning af ladeinfrastruktur kræver en opdatering af rammebetingelserne Drivkraft Danmark og Tekniq: En effektiv udrulning af ladeinfrastruktur kræver en opdatering af rammebetingelserne Næste artikel Havnedirektører: Hvis Danmark stadig skal være en verdensførende vindnation, bør der investeres i havnene Havnedirektører: Hvis Danmark stadig skal være en verdensførende vindnation, bør der investeres i havnene